Sydsjællands Tidende - Hele ugens avis for Vordingborg Kommune og Nordfalster
Facebook

Få de lokale nyheder på

Facebook logo

Kontakt

Logo for Sydsjællands Tidende
Torvestræde 4 
4760 Vordingborg 
Tlf. 5537 0009 
Fax 5534 0011

- Priser
- Annoncebestilling

- Kontakt os

OnlineAvis
Happydays bannerannonce
Lilly Larsen, Mern, i midten blev hædret for sine mange år i Boligselskabets bolig af formand for organisationens bestyrelse Steen Frederiksen og souschef Susanne Hansen. Fotos: Tommy Christiansen.

Lilly er en trofast lejer

I godt halvtreds år har snart 84-årige Lilly Larsen boet i Vordingborg Boligselskab hus på Jungshovedvej i Mern. Selvom huset har trapper og Lilly har lidt gangbesvær har hun tænkt sig at blive boende. Forleden var Boligselskabet på besøg for at markere det sjældne bo-jubilæum.

 

I september 1966 da Lilly Larsen med mand og fem børn flyttede ind i det 78 kvadratmeter store hus, var Jungshovedvej slet ikke opfundet.

Dengang hed adressen Nordre Mark.

- Vi boede ellers nede i Stenlængehuset ned mod Lilliendal, men vi søgte boligselskabet og fik tildelt denne her bolig, fordi vi var en børnerig familie, fortæller Lilly Larsen og fortsætter:

- Jeg har stort set altid boet i Mern. Jeg er født og opvokset nede i Smørhullet, hvis du ved hvor det er, siger hun med et lille smil.

Heldigvis er undertegnede stedkendt, så jeg ved, at Smørhullet er det område i Merns sydlige udkant, hvor Mern Stadion er placeret.

 

Husleje og madpakker

Den lille hyggelige stue med kaffebordet dækket til gæster vidner om et langt liv. Der er billeder, nipsgenstande, porcelænsfigurer og ikke mindst masser af familiefotos.

- Ja nu har jeg ni børnebørn og otte oldebørn, det er bare så dejligt med alle dem, siger Lilly Larsen og fortsætter:

- Mine fem børn er spredt ud over hele landet og den ældste søn bor i Grønland. Der har jeg været nogle gange, siger hun.

Mens snakken går over kaffen og småkagerne tænker Lilly Larsen tilbage på tiden, da familien flyttede ind og flere af børnene var små.

- Huslejen var 212 kroner om måneden og jeg kan huske, at vi måtte låne til indskuddet, siger Lilly Larsen og fortsætter:

- Min mand arbejdede på Høvdinggården og der havde jeg sæsonarbejde i roerne og jeg havde også arbejde på Lilliendal i jordbær- og tulipansæsonen. Så i kan nok regne ud, at der skulle smøres nogle store madpakker til alle os hver dag siger hun.

Købmænd og arbejdspladser

Lilly Larsen mistede sin mand og børnene deres far for mange år siden.

Nu klarer hun stort set både hus og have selv.

En del af hækken klipper hun med en elektrisk klipper, mens en af naboerne klarer resten.

Når hun skal handle ind til sig selv og en veninde, der er et år ældre, så starter Lilly Larsen el-scooteren.

- Det går fint med scooteren, men der er jo ikke så mange butikker tilbage i Mern, siger Lilly Larsen og fortsætter:

- Det var ikke som dengang vi flyttede ind her. Der var fire-fem købmænd og en Tatol og bager. Og der var også mange arbejdspladser på gårdene, Saftstationen og Sølvsliberiet, siger hun.

Hvis Lilly Larsen selv får lov til at bestemme, varer det længe endnu, inden hun flytter fra huset på Jungshovedvej i Mern.

- Mange af naboerne har også boet her i mange år, så her er rart at være, siger Lilly Larsen og fortsætter:

- Så længe jeg stadig kan klare de trapper, så bliver jeg her. Og når jeg ikke længere kan, så finder vi nok en løsning, siger hun og byder mere kaffe rundt.

 

 

 

FAKTA:

• Vordingborg Boligselskab administrerer godt 2100 lejemål fordelt over hele Vordingborg kommune samt 230 ældreboliger i Stevns kommune. De kommunale boligselskaber i hele kommunen blev fusioneret til Vordingborg Boligselskab i 2011. Boligselskabets ældste bebyggelse i Vordingborg er fra 1943 på Primulavej. I Præstø er de ældste beboelser i boligselskabet ligeledes fra 1943 beliggende på Søtoftsvej. 

 


Til ære for fotografen har Lilly Larsen taget plads i stolen foran et bøgetræ som familien plantede, da de flyttede ind i huset for godt halvtreds år siden.

Kommentar

Indsend kommentar

Bemærk: Alle anonyme indlæg vil blive slettet
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
CAPTCHA
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Billed-CAPTCHA
Indtast tegnene som vises på billedet.
Seneste gallerier
  • FOTOS: Dark Sky med...
  • FOTOS: Stafet-Marked
  • FOTOS: Lundby -...
  • FOTOS: Pynten rundt...
Kommende arrangementer
24.
Maj
Forårstur Vordingborg Pensionistforening
25.
Maj
Kristi Himmelfarts-vandring fra Svinø til Køng Køng Præstegård
25.
Maj
Åbent hus og marked Langebæk Borgerforening
26.
Maj
Roskilde Dyreskue Roskilde Dyreskue
26.
Maj
Fransk Forår Præstø Handelsforening
26.
Maj
Fransk Forår Vordingborg Kommune, Fransk Forår
27.
Maj
Fodboldkamp Kvinde Sjællandsserien VIF/NFC - Vipperød BK VIF
27.
Maj
Fodboldkamp - Serie 2 - Ørslev GIF mod Vemmelev SGI Ørslev Fodbold
27.
Maj
Roskilde Dyreskue Roskilde Dyreskue
27.
Maj
Fransk Forår Præstø Handelsforening