Sydsjællands Tidende - Hele ugens avis for Vordingborg Kommune og Nordfalster
Facebook

Få de lokale nyheder på

Facebook logo

Kontakt

Logo for Sydsjællands Tidende
Torvestræde 4 
4760 Vordingborg 
Tlf. 5537 0009 
Fax 5534 0011

- Priser
- Annoncebestilling

- Kontakt os

OnlineAvis
Happydays bannerannonce
Skitsen til den kendte skulptur foran biblioteket i Lundby. Fotos: Michael Thønnings

Vordingborgs - og folkets - store skulptør blev aldrig rigtig anerkendt

Kunst skal leges med, røres ved og ud til folket. Det var ønsket fra Claes Lorenzen, der fra hjemmet i Neder-Vindinge har skabt nogle af områdets mest kendte og elskede skulpturer. Han opfandt helt nye teknikker og redskaber, men blev aldrig rigtig anerkendt - måske fordi han mente, at kunsten ikke måtte være for dyr og den akademiuddannede skulptør havde for vane at forære mange værker væk eller sælge dem til priser langt under, hvad hans niveau berettigede til. I år ville han være blevet 95. Sydsjællands Tidende har besøgt hans kone i hjemmet og værkstedet .



De hviskende børn i Kastrup, kyssebroen foran boligselskabet, Lundbys Far og Søn, Hasselittens troldespringvand og sågar bukse-elefanten foran Elcenteret. Har du været på Vordingborgkanten - og har du børn - er du med garanti stødt på nogle af de mange beton og cementskulpturer, som kunstneren Claes Lorenzen har stået bag. Frem til sin død i 2005 var han aktiv og nyskabende inden for skulptørteknik. Fokus var på kunst, der kan bruges - især af børnene - og arbejdsmæssigt blev der knoklet på som var kunsten et fuldtidsarbejde - selvom den aldrig blev det, rent økonomisk.

- Hvis man regnede hans timeløn ud, så gik en stor skulptur måske for hvad der svarer til tre kroner i timen. Han arbejdede konstant, fortæller Edel Lorenzen. 

Claes Lorenzens kone, borstadig i huset og værkstedet i Neder-Vindinge, som de byggede og flyttede til i 1967.

- Vejen var her slet ikke. Det var bare en mark - vores hegn var solsikker, siger Edel Lorenzen, der selv er fra Jylland, men mødte Claes på Bellahøj skole ved Købehavn, hvor de begge arbejdede. Det var i 1961, hvor Claes Lorenzen var færdig på kunstakademiet. Som supplement tog han  ekstra timer som lærervirkar på flere skoler.

- Vi boede på det tidspunkt i en kunstnerby på Grønnemose Alle ved Utterslev Mose. Men det blev for trangt, da vi fik vores første barn. Det var derfor vi rykkede hertil. Vi skulle have et sted  med plads, hvor vi kunne betale huset, der var job til mig og hvor der både var børnehave og skoler indenfor en overkommelig afstand. Vi havde ikke bil og havde ikke i sinde at få det, fortæller Edel Lorenzen. Det sidste har familien holdt. På trods af, at Claes hovedsageligt er kendt for monumentale cement- og beton-skulpturer, så klarede de sig fint på cykel.

 

Systematisk samling

Skulpturerne skabte han nemlig ofte i hjemmet.

- Da jeg kom herover var jeg hushjælp hos en arkitektfamilie. Og det  var dem der tegnede vores hus. De fik en af Claes skulpturer for det, fortæller Edel og viser billedet af en rund figur med næsen i sky - en spøgende parafrase over en af hans venner. Det var den arkitekten fik, for at tegne huset. Kunsthuset. For det blev special-lavet, så det kunne rumme Claes værksted - to værksteder faktisk. De står stort set, som da der blev skabt kunst, og Sydsjællands Tidende er så heldige at få et sjældent indblik i den lokale kunstners verden, der selv efter hans død, vidner om en mand, der gjorde sig mange tanker, og systematisk samlede, dokumenterede og registrerede sine værker og kunstneriske meritter. Overalt i de stilige hjem, står der små buster, skulpturer og  ”skitser” i ler. En reol er med livagtige buster af børnebørnene, mens en finurlig ”bogorm”, viser den mere pudsige og snurrige side af Claes Lorenzen, som man blandt andet kender fra hans trolde. 

- Jeg skifter lidt ud af og til - ellers kan de godt forsvinde lidt, siger Edel, da hun viser ud i værstedet i gavlen af huset. En del lerskitser - små versioner af de store værker - står stadig til skue.

- Jeg har efterhånden foræret en del væk. Når familien kommer på besøg, hvis der er nogen de kunne lide. Men her er stadig en del, siger hun.

 

Alsidig

Selv er hun mest begejstret for hans allertidligste ting - tilbage fra slut 1950’ern, hvor de var mere rå og kantede. Siden blev værkerne finurlig og rundede, ofte med skildringer af børn, mens især perioden med trolde er en som mange vil nikke genkendende til. Det gælder eksempelvis ”Far og Søn”, foran Lundby bibliotek. Men han  spænder vidt, og især hans buster og udkast til medaljer er helt konkrete gengivelser af mennesker, som de ser ud. Klassisk, veludført skulpturarbejde.

- Der var engang en kunstanmelder, der efter en udstilling sagde, at det nærmest virkede som om det var et helt kunstnerkollektiv, der havde udstillet. Det var kun ham. Men hans ting er meget forskellige, påpeger Edel Lorenzen.

Således fandt han en skrottet trykmaskine hos en ophugger, og den tog han med hjem, satte sammen og begyndte at eksperimentere  med trykteknik. Det kom der blandet andet en række træ- og linoliumstryk ud af, og i hjemmet er stadig en stor produktion, af hans tegninger og skitser.

- Hen tegnede altid. Når han sad og ventede på toget eller i bussen. Han tænkte meget, siger Edel Lorenzen og påpeger at nogle godt kunne blive sure, når han sad og kiggede på dem og tegnede dem.

- Men så fik de tegningen og så var det okay. Han har foræret en del væk, fortæller hun og påpeger at husnumre, fuglebade og navneskilte flere steder i området, er lavet af Claes. Han var glad for at give - og få tingene ud, og det har især Frederiksberg - og Vordingborg kommuner nydt godt af. Det er her, der er flest af hans værker, og ofte store skulpturer man kan lege med og på. Naturligvia præget af, at han i hele sit arbejdsliv var tilknyttet lærergerningen. Ofte som vikar, og med timerester, som var i overskud. Blandt andet i Kastrup og på Marienberg, mens han de senere år, havde to år på Vordingborgseminariet og endte sit lærerarbejde, som formningslærer på pædagogseminariet i Nykøbing F.

Men kunsten holdt ved længere. Helt til det sidste, hvor han både var ramt af parkinson og knogleskørhed, da arbejdede han på sin kunst.

- Han var træt til sidst og måtte have hjælp, men han arbejdede stadig med sin skulpturer, påpeger Edel Lorenzen. 

Kunsten fulgte ham altid og præger stadig huset. Rundt om i den store haver, står flere af han værker. En maya-inspireret drage på halvanden gange to meter, en  Hermes-buste, en sommerfugl, med en sær næse - og halvanden meter bureaukrat-hoved med skyklapper. 

 

Politisk

Netop de politiske toner, er at finde i store dele af hans  kunst. Han var folkekunstner og lavede kunst til og for folket. Flere af hans værker at placeret ved skoler, institutioner, almene boliger, offentlige parker og lignende - fremfor gallerier og museer. Det var der hvor der var plads til leg uden fine fornemmelser.

Det ser man også af nogle af de ting, der er på værkstedet. Et print med en enorm mølle, hvor folk står i rækker for at lægge pengesække, der dermed skal dreje hjulene rundt, hænger stadig i værkstedet. Og i hans mapper er flere antikrigserklæringer. Som postkortet, hvor Gåsetårnet er blev en patron, eller de skulpturer hvor jorden er præget af stor paddehatteskyer fra atombomber. 

- Han havde et stort politisk engagement, fortæller Edel Lorenzen, om værkerne, der dog træder lidt i baggrunden i forhold til hans store skulpturer, som børnene stadig leger rundt på, nyder og bruger - også selvom de måske aldrig har tænkt over hvem der skabte deres legekammerater af beton. For Claes Lorenzen signerede sjældent sine værker eller søgte anerkendelsen og pengene. Bevares, han er optaget i Weilbachs kunstindeks og har haft soloudstillinger. Men den store berømmelse udeblev. 

Til gengæld kom han ud til folket - til børnene - og genkendelsen og glæden ved han værker, kommer man næppe udenom - selv den dag i dag.


 

Tekniker og opfinder


Claes Lorenzen arbejdede i sine tidlige år meget klassisk og har lavet en række marmorbuster og medaljer. Han var typen der gerne gav andre kunstnere en hånd med - også kunstnere der i dag er mere anerkendt og med livsvarige legater.

- Han var en der gerne ville hjælpe. Han var en rar mand - men kunne også godt være lidt ironisk og komme med sjove bemærkninger - han havde meget humor, husker Edel, der påpeger at han var en stor menneskeven.

- Han talte med alle-  og var altid klar på en snak og på at fortælle, siger hun og påpeger at han også var kreativ i sit arbejde og sine teknikker. 

Således var det cement og beton, der blev den store kærlighed arbejdsmæssigt, hvor han blandt andet udviklede en lang række håndværktøjer, som stadig er på værkstedet, ligesom han tilpassede store maskiner og blandt andet fik fat i en dejblander fra et industribageri, som han miksede cement i. Sammen med en ingeniør, var han  også en af de første til at udvikle specielle betoner, blandt andet flere typer fiberbeton. Noget af den allertidligste slags, blev udviklet i hans værksted.

Dertil kommer særlige reliefteknikker, indfarvningteknikker, som ha også er manden bag. Og netop fordi beton og cement er gråt, fandt han måder at tilføre kulørte og legesyge elementer.



Kommentar

Indsend kommentar

Bemærk: Alle anonyme indlæg vil blive slettet
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
CAPTCHA
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Billed-CAPTCHA
Indtast tegnene som vises på billedet.
Seneste gallerier
  • FOTOS: Gøngemarked -...
  • FOTOS: Musikfestival...
  • FOTOS: Kulsbjergløbet
  • FOTOS: Vikingedage på...
Kommende arrangementer
20.
Aug
Velkommen til Vandugen Vordingborg kommune
20.
Aug
Waves Festival Cantabile 2
20.
Aug
Musikfestival 2017 Udby/Ørslev Kirker
20.
Aug
Himmel & Hav - Klint & Ler Køng Museum
20.
Aug
Gøngemarked 0 års jubilæum Gøngemarked
20.
Aug
Udstilling: Kunsten i lyset Sophienholm
21.
Aug
Velkommen til Vandugen Vordingborg kommune
21.
Aug
Waves Festival Cantabile 2
21.
Aug
Borgermøde med kulturminister Mette Bock Ældre Sagen
21.
Aug
Udstilling: Kunsten i lyset Sophienholm