• www.henriks-hvidevarer.dk

Ældre tilnkyttet de mønske plejecentre afholdt broløb over Store Bro i Stege i sidste uge. Foto: Mille Holst

Ældre og børn i broløb

Ældre tilknyttet mønske plejecentre holdt i torsdags broløb over Store Bro i Stege sammen med elever fra indskolingen på Møn Skole. Det var en hård tur for de første, men en hyggelig tur for alle parter.

Stege Torsdag i sidste uge afviklede aktivitetscentrene fra Klintholm Havn, Ulvsund og Fanefjord plejecentre broløb i Stege sammen med 2. og 3. klasseselever fra Møn skole.
Efter fælles opvarmning på Stege siden begav børn og ældre sig over Store bro i det Tine Laulund Hansen, bevægelsesagent på Fanefjord aktivitetscenter, kalder Sydhavsøernes mindste broløb.
Omkring 100 ældre, 30 hjælpere og 60 børn deltog og mens de bevægede sig over broen var cykelstien spærret for cyklister ud af byen.
Nogle af børnene fortalte efterfølgende til Sydsjællands Tidende, at de rigtig gerne ville have løbet over, men de blev bedt om at gå, så de ikke fik for stort forspring for de ældre. 
Selvom børnene således gik så stille og roligt, som de kunne, ankom de først til pitstoppet ved Sukkerfabrikken, hvor der blev tanket op med frugt og drikkevarer. 
- De gamle er meget langsomme, siger Mathilde fra 3. klasse og fniser. Men hun syntes, ligesom de af hendes kammerater, som avisen talte med, at det var sjovt at være med til broløbet.

Et hårdt løb
Blandt de ældste ”broløbere” var i år Margit Maren Sophie Berthelsen fra Fanefjord. Hun er på vej til de 93 år og insisterede på at gå turen, selvom broløbet var den tredie tur, hun var på, i denne uge. Lige efter broen holder hun hvil på sin rollator i en solvarm krog, inden hun atter begiver sig videre til de andre, der er nået til Sukkerfabrikken. Det betyder ikke noget, at hun kommer sidst, for hende gælder det om at gennemføre på sine egne ben og ikke i en kørestol.
Sådan har Bodil Skovgaard Jensen på 94 år det også. Hun bor til daglig på Klintholm plejecenter, og også hun insisterede på at gå over broen.
- Det har jeg så gjort nu, siger hun, da avisen møder hende ved Sukkerfabrikken, hvor hun holder hvil sammen med ægteparrert Erik og Anne Lise Rasmussen og Ragnhild Knudsen, der er tilknyttet henholdsvis Ulvsund og Klintholm havn centret. Men for Bodil var turen over broen hård, og hun beslutter at gøre brug af den medbragte kørestol, da de ældre efter pausen begiver sig videre til Samlermuseet Thorsvang, hvor de spiser frokost.

Ældre tilnkyttet de mønske plejecentre afholdt broløb over Store Bro i Stege i sidste uge. Foto: Mille Holst

92-årige Margit Maren Sophie Berthelsen fra Fanefjord tog sig et lille hvil efter at have forceret Store Bro med sin rollator. Foto: Mille Holst

Udover de omkring 100 ældre deltog også cirka 30 elever fra Møn Skoles indskoling i broløbet. Foto: Mille Holst

Bodil Skovgaard Jensen (th.) i pitstoppet ved Sukkerfabrikken, sammen med fra venstre Erik B. Rasmussen, Anne Lise Rasmussen og Ragnhild Knudsen. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar