Der var godt gang i både julehandlen og julehyggen på Klintholm plejecenter i weekenden. Foto: Mette Neerup

Østmønsk tilløbsstykke

Julebazaren i lørdags på Klintholm plejecenter,  var endnu engang velbesøgt i sådan en grad, at der var kø uden for dørene inden åbning.

Østmøn Det er de fire ”bazarpiger”, der udgør styregruppen bag dette og andre årligt tilbagevendende arrangementer på Klintholm plejecenter. Julebazaren tilbyder både salg af julesager og lopperier. 
- Vi kører rundt hele året og afhenter loppeeffekter, fortæller Jette Rasmussen, der er én af de fire i bazargruppen. Bazargruppens arbejde er frivilligt. Alle fire medlemmer er eller har været tilknyttet plejecentret. 
- Alt, hvad der bliver af overskud, går ubeskåret til de ældre på centret, fortsætter Jette. Foruden loppesalget, er det muligt at leje en stand og indtægten herfra går også videre til de ældre. Pengene bliver i løbet af året brugt på blandt andet julegaver, blomsterbuketter til påske, is med mere. 
- Det handler om at forsøde de ældres hverdag lidt, siger Jette, der endvidere kan fortælle at bazargruppen har en årlig aftale med pølsevognen i Stege om at komme forbi til stor glæde for de ældre, der ellers ikke har mulighed for at bestille sig en hotdog.

Julestemning og hygge
Bordene er fyldt op med besøgende og beboere, der hygger med æbleskiver. Hele arrangementet foregår i stueetagen, så beboerne der bor på første sal har mulighed for at trække sig tilbage fra al den julevirak, hvis de trænger til det. 
- Nogle af de ældre vil helst betragte det hele lidt fra afstand, forklarer leder af plejecentret, Helene Kvist, som roser arrangementet og gruppen bag. 
- Pengene går til en god sag og at afholde sådan et arrangement, åbner huset op og viser at det er et sted hvor der sker noget. Desuden er de frivillige bag, meget effektive. Alt bliver sat op og taget ned samme dag, så stedet hurtigt ligner sig selv igen for beboerne, fortsætter Helene Kvist, der ind imellem selv står i en af boderne og sælger. 
- Det er dejligt at vi kan være et Østmønsk tilløbsstykke, slutter hun med et smil.

Der var godt gang i både julehandlen og julehyggen på Klintholm plejecenter i weekenden. Foto: Mette Neerup

Plejecentrets leder Helene Kvist i fuld gang med at sælge juledekorationer. Foto: Mette Neerup

To af de fire ”Bazarpiger” uden for indgangen til julebazaren.
Foto: Mette Neerup

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar