Borgerne omkring Køng Mose har tilkendegivet deres modstand mod biogasanlægget ved de seneste kommunalbestyrelsesmøder. Arkivfoto: Mille Holst

”En svær beslutning for det fælles gode”

”Vores fælles miljø” er det altoverskyggende argument, når flertallet i kommunalbestyrelsen på onsdag forventes at give tilladelse til et stort biogasanlæg mellem Køng og Sallerup.

Kommunen - Jeg har taget de forskellige indtryk og oplevelser med i beslutningen, lyder det fra borgmester Mikael Smed (S), der på onsdag ventes at være bannerfører , når beslutningen om at placere et biogasanlæg mellem Køng og Sallerup ventes godkendt - under en del protester fra folk omkring stedet, hvor det skal ligge.
Hovedargumentet hedder ”klimaet”.
- Klimadagsordenen betyder noget. Det er vigtigt. Vi skal bidrage til at være med til at reducere CO2, siger han og påpeger, at det gør anlægget.
Men hvorfor skal det være  lige her. Hvorfor skal borgerne i Vordingborg sørge for ”klimaet” generelt?
- Det er vores allesammens ansvar. Som klimaet er nu, skal vi i gang. Vi skal alle bidrage siger han og påpeger at han gerne vil have anlægget  her, så man ikke på sigt ”risikerer at hele byen står under vand på grund af klimaforandringer”.
Men de fleste miljø- og naturorganisationer og partier i Folketinget anbefaler netop IKKE biogasanlæg i forhold til andre ”miljøtiltag”?
- Men det er det, der er planlagt til her. Der er ikke nogen der har foreslået en solcellepark. Man sagde nej til kæmpevindmøller, da man ville investere i dem, siger  borgmesteren, der også har andre argumenter for anlægget.
- Det her hjælper også landbruget med deres udledning, siger borgmesteren, der påpeger at de kan bruge resterne fra anlægget til gødning på deres marker ud over at komme af med deres gylle.
Samtidig fortæller han, at lokale landbrug har påpeget at det kan betyde at de ikke overlever, hvis ikke de får et biogasanlæg.
Og landbruget vil have fordele.  I hvert fald en landmand, kvægbonden Søren Madsen fra Salsbjerggård, der ejer jorden, hvor anlægget skal være.  Han kan således sælge jorden og levere gylle til anlægget.
Det meste materiale til selve anlægget ventes dog at komme fra rester af industriaffald - især rester af mask fra bryggeriet oppe ved Faxe - der sammen med andre fødevarerester, som roer og kartofler kommer til at udgøre 175.000 tons af de 300.000 tons materiale, der årligt skal blive til biogas.

Ingen penge
Borgmesteren mener også, at biogasanlægget giver udvikling i området. Blandt andet giver det anledning til at bygge cykelstier, og både landbrug og selve anlægget kan beholde og måske skabe arbejdpladser.
- Samtidig har Nature Energy (firmaet bag, red) jo også tilkendegivet at de gerne vil være med til at støtte de lokale foreninger, siger borgmesteren.
Men er der lavet nogen aftaler - eksempelvis at firmaet betaler en del af en kommende cykelsti eller giver nogle konkrete støttebeløb?
- Nej det er der ikke, men de har tilkendegivet at de vil være positive i forhold til de lokale foreninger, siger borgmesteren, der fastslår at hverken kommunen, politikere eller borgere har nogen aftaler eller konkret økonomisk vinding ved at få anlægget, andet end at der er en ”begrænset skatteindtægt til kommunen”, fordi det ligger der, men ikke noget der er lavet beregninger på. Firmaet har da også hovedsæde på Fyn og ejes for cirka 90 procents vedkommende af et udenlandsk kapitalforetagende med umiddelbar adresse i Irland.

Tilflyttere
Hvordan med tilflytning? Hvis jeg skulle vælge at flytte til Vordingborg og jeg så at politikerne pludselig gav lov til at lave et biogasanlæg midt i det hele, trods protester, så ville jeg nok ikke vælge at flytte hertil.
- Det har jo netop stået i kommuneplanen i seks år. Hvis man valgte at rykke det til et andet sted, så kunne man være bekymret, men her har det jo ligget i planerne. Hvis man køber en ejendom så har ejendomsmægleren jo også en pligt til at oplyse om sådanne muligheder eller risici, siger borgmesteren.
- Det var en enig kommunalbestyrelse der i sin tid vedtog at vi skulle reducere CO2, så det håber jeg også at de andre vil være med til, tilføjer han og understreger at borgermøder, høringssvar og rapporter ikke har ændret planerne om at biogasanlægget skal være her - og netop ved Køng.
- Det gør da indtryk og vi skal træffe en svær beslutning, men det er for det fælles gode, siger borgmesteren.
Oppositionen har indtil nu ikke lagt sig fast, men det røde flertal er for, og dermed ventes det vedtaget, da de enkelte medlemmer kun sjældent har egne standpunkter.  Beslutningen eksekveres i øvrigt til kommunalbestyrelsesmøde på netop Svend Gøngeskolen i Lundby.

 

 

 

Argumenter og plan for biogas er koordineret 

Nature Energy forsøger at lave biogasanlæg i en række kommuner og argumenterne fra politikerene er stort set ens. I Vordingborg har kommunens forvaltning koordineret kommunikationen  om biogas med firmaet, ligesom folkene bag selv har lavet plangrundlag og miljørapporter.

Kommunen/Sjælland - Vi har besluttet os for at være mere grønne, og så mener jeg også, at vi skal sige ja tak til et biogasanlæg. 
Lyder citatet og argumentationen bekendt og som noget du har hørt fra Vordingborgs politikere, når de skal argumentere for et biogasanlæg i Køng?
Ja, det er næsten det samme de siger, men ovenstående er faktisk fra John Harpøth fra DF i Holbæk, hvor kommunen også har fået et tilbud fra Nature Energy om at placere biogasanlæg.
Således virker beslutningsgrundlaget koordineret på tværs, og det har en del af kommunikation og planer også været. I hvert fald i Vordingborg, hvor kommunens forvaltning i forbindelse med sagsbehandlingen har aftalt med Nature Energys kommunikationsafdeling, hvad der skulle siges og argumenteres med. 
- Tak for en behagelig samtale i går. Til din orientering udtaler vi følgende, hvis vi bliver kontaktet af en journalist, lyder det blandt andet fra Nature Energys kommunikationsafdeling, i en mailkorrespondance med kommunens tekniske forvaltning, som Sydsjællands Tidende har fået som en del af en aktindsigt.
Herunder følger en række argumenter om at være ”en grøn nation”, som de har fokus på, og blandt andet har været brugt overfor nogle medier.
Forvaltningen i Vordingborg har også koordineret sagen med kommunens politikere, men hvorvidt konkrete argumenterne for at bygge biogasanlægget kommer fra firmaet, fremgår ikke.
Borgmester Mikael Smed (S), afviser dog at han skulle have koordineret argumenter og set på hvad andre politikere har sagt eller mener.
- Jeg har ikke snakket med andre kommuner om hvad de har af meninger. Den eneste koordination, der har været har været i forbindelse med de besøg vi har haft på de biogasanlæg vi har været på, siger borgmesteren.
I sagen om biogasanlægget er det dog firmaerne bag, der selv får lov at lave det meste. Således er grundlaget for planmaterialet, miljørapporter og godkendelser lavet af firmaet bag biogasanlægget, eller deres samarbejdspartnere og sendt ind til den kommunale forvaltning, der har kunnet nøjes med at rette datoer og lignende.
Derfor er CO2-reduktionsudregninger og miljøplaner også udelukkende baseret på de rapporter og tal som firmaet bag naturgasanlægget selv har leveret, hvor tal som ”en reduktion på 50.000 tons CO2 årligt” er det politikerne hidtil har brugt som klimaargument. I den interne korrespondance tales dog også om at det blot er 30.000 tons C02 - et andet sted 15.000 tons - og det har også været på tale at lastbiltransporternes brug har en betydning. De ventes blandt andet at bruge 300.000 liter dieselolie - der svarer til en udledning på cirka 9.000 tons CO2 - og så er der udledning af diverse gasser fra anlægget, samt afledning af rensevand og lignende der også kan have en betydning for miljøet. Det er dog meningen, at alt, samlet set, skal være gavnligt for klimaet.
 

Borgerne omkring Køng Mose har tilkendegivet deres modstand mod biogasanlægget ved de seneste kommunalbestyrelsesmøder. Arkivfoto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Jeg håber Sydsjællands Tidende "borer" yderligere i denne sag, da det tyder at beslutningsgrundlaget ER koordineret på tværs af andre kommuner (herunder Holbæk) Tekst og ordlyd og planlægning er næsten enslydende. (kun lokation er forskellig) Sæt igang! - vi glæder os til dybere journalistik i denne biogas- og klima debat, hvor statspenge flyver ud over landets grænser, direkte i lommerne på udenlandske kapitalfonde.

Tilføj kommentar