Vordingborg anno 2018. Arkivfoto: Klaus Lohmann

2018 - set lidt fra oven

Avisen har kigget tilbage på 2018 over de næste sider. 

Godt nytår 2018 Vi ser tilbage - ikke frem. For historien kender man, men fremtiden kender ingen. 
Men når det kommer til stykket, så er historien jo heller ikke lige til. Det afhænger af, hvem der fortæller den, hvad man ved, hvad man selv kender og kan koble til af historik, hvad man har af hensigter og hensyn, samt ikke mindst, hvad man stiller af spørgsmål...
Således er det interessant at se, hvilke historier der florerer og hvordan andre griber tingene an, når de fortæller historien og historierne. Selv her i området er der mange udlægninger. 
Mange kender ikke baggrunde, så historier og ting, der måske ikke er helt korrekte, bliver pludselig til sandhed, når man hører det fra naboen, der har hørt det fra en eller anden, som vistnok har skrevet det på nettet, hvor de har det fra Gud ved hvor...
Avisen - Sydsjællands Tidende - er et vigtigt holdepunkt i den sammenhæng. Når man sidder her på kanten af et år og bladrer aviserne igennem, er det både interessant at se, hvad der er sket, men også rart at vide, at her er information og historier, man kan stole på. Her er ikke halve sandheder, eller folk med lumske planer, der har kunnet styre tingene, men professionelle folk, der  undersøger tingene, området og har gjort sig den ulejlighed at spørge ind til tingene og fortælle historier videre,  på den bedst mulige måde. Og på den måde skabe den historie, som 2018 nu også snart er.
Det kommer ikke af sig selv. Avisen - trods det, at den  kommer til dig gratis - er ikke gratis. Det kræver tid og kræfter og kan udelukkende lade sig gøre, fordi der er handlende og foreninger, der gerne vil have, at der er lokalt liv og en helt lokal avis. Det er blandt andet dem, der ønsker godt nytår på de næste sider - og annoncerer de resterende 51 uger om året. Uden dem, var der ingen avis og ingen til at fortælle historierne, som de reelt er. Husk derfor også at sige tak og godt nytår til dem, der støtter at liv og avis er lokalt.
De næste siders historier er mere tematiske end kronologiske. Det er sammendrag af nogle af de væsentligste, udvalgte historier fra året der snart er gået. 
Lad mig dog lige fremhæve et par ting - ud over dem der står på de næste sider. 
En af de mest læste historier på vores hjemmeside www.sydtid.dk er nemlig historien om ”Daniels ben”. Om manden, der ikke kunne få tilkendt den rigtige benprotese og som af den grund stod til at miste sit job, som vi fortalte om i juni. Alene på nettet, har op mod 50.000 klikket ind for at læse historien og sagen var endog oppe i Folketinget, hvor der arbejdes på at rette loven op. 
Et andet tiltag er vores kortlægning af nogle af de større byer og bysamfund. Vores - primært billedbårne - tema ”Se din byen fra oven”, er blevet taget vel imod og har givet et anderledes perspektiv på det velkendte.
Nogen gange er det godt at se tingene lidt fra oven - ligesom Sydsjællands Tidende - giver det perspektiv.

Godt nytår
Redaktør Michael Thønnings

 

I den vedhæftede pdf herunder kan du læse de tilbageblik, vi på Sydsjællands Tidende har valgt at fremhæve for 2018.
God fornøjelse

Vedhæft fil: 

Vordingborg anno 2018. Arkivfoto: Klaus Lohmann

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar