• www.henriks-hvidevarer.dk

SR1 arbejdsleder Brian Clemmensen på Orehoved station, mens natholdet er i gang med et tovejskøretøj, der er en gravemaskine på hjul, der også kan køre på togskinner. Foto: Mille Holst

Alle døgnets timer bruges på jernbanen

Vordingborg station er netop blevet åbnet, men togene kørte fortsat ikke på grund af problemer med signalsystemet. Ifølge Banedanmark vil togene køre fra tirsdag i indeværende uge, men det vil være en god ide at holde øje med Rejseplanen på dagen.
Samtidig knokles der på højtryk for at blive klar til på søndag at kunne åbne næste etape af jernbanen, den mellem Vordingborg og Orehoved station. Vi tog med natholdet på arbejde i sidste uge for at høre om, hvad det er, de arbejder på lige nu.

Orehoved Lørdag åbnede transport minister Benny Engelbrecht (S) og borgmester Mikael Smed (S) Vordingborg ny station og fejrede, at togene igen kører mellem Vordingborg og København.
Anderledes ser det ud for pendlere fra Falster; stationen på Orehoved forventes at åbne for nordgående tog på søndag, mens der først kører tog til og fra de sydligere stationer på Falster fra 29. september. 
Sydsjællands Tidende tog med natholdet på arbejde ved Orehoved station i sidste uge, hvor omkring 20 mand var i arbejde; blandt andet var svejserne igang med at samle togskinnerne.
SR1 arbejdsleder Brian Clemmensen fra firmaet RavnBane, der i sidste uge havde ansvaret for sikkerheden på arbejdspladsen ved Orehoved station, fortæller at der er meget strikse regler for sikkerheden, når man arbejder ved jernbanen. Og det er ikke blot krav til sikkerhedshjelme og -sko, der er tale om. Skal en maskine op på sporet for at et arbejde kan udføres, sættes en hel kæde af sikkerhedstjek i gang. 

Fokus på sikkerheden
Inden et arbejde påbegyndes bliver der udarbejdet en jernbanesikkerhedsplan, hvori det fremgår, hvilke maskiner, der skal på skinnerne, hvor de må komme på, hvem der må arbejde der og hvordan arbejdet skal foregå. 
- Det er en kortfattet men ret præcis plan, fortæller Brian Clemmensen, der ikke lægger skjul på, at der er regler for alt på en jernbane.
- Der er så meget sikkerhed og man er meget obs på sikkerhed, for der er ikke nogen, der bare brækker en finger. Det er noget man dør af, siger Brian Clemmensen og henviser til risikoen for at blive ramt af et gennemkørende tog eller af en af de store maskiner, der arbejder på og langs jernbanen.
Ved Orehoved station kører der i øjeblikket ingen tog, så dem behøver håndværkerne ikke at frygte. Men sikkerhedsprocedurerne på jernbanen er altid de samme, fortæller Brian Clemmensen, som i sidste uge måtte standse al arbejdet på jernbanen i nogle timer på grund af tordenvejr. 
- Slår lynet ned i broen, så går strømmen lige gennem skinnerne, så arbejdet måtte stoppes et par timer, siger han om årsagen til at arbejdet dén nat blev lidt forsinket.

Svejsning med induktion
Noget af det arbejde, der i sidste uge er blevet lavet ved Orehoved station er spændingsudligning af togskinnerne. I og med at skinnerne er af jern giver de sig afhængigt af temperaturer, hvorfor de lægges med lidt mellemrum, trækkes sammen og svejses sammen. Svejsningen gøres dels manuelt, dels med en stuksvejser, der er en lastbil, som også kan køre på skinner, og som ved hjælp af induktion svejser skinnerne sammen. Arbejdet er noget, der løbende skal udføres på alle togbaner. 
- Hvis man ikke gjorde det, ville de lange jernbanestræk fra eksempelvis København til Århus det ene halvår rage 200 meter ud i vandet i Århus havn og i det andet halvår stoppe 200 meter inde i landet, fortæller Brian Clemmensen.

Skærver i tonsvis
Et andet arbejde, der blev udført i sidste uge var udkøring af skærver. Skærverne ligger både under sveller og skinner, de ligger mellem dem, for at sikre at sporene ikke slår sig og laver det man kalder solkurver, og de ligger udenom som ”skuldre”, for at holde på den samlede konstruktion og dér har de betydning for, hvor hurtigt togene vil kunne køre.
Der bruges enorme mængder skærver. Brian Clemmensen fortæller, at en vogn med skærver rummer 30-40 tons skærver.
- På 500 meter spor tømmer vi 20 skærvevogne, og det er kun til supplering. Sveller og skinner ligger allerede ovenpå skærver, fortæller han og oplyser for forståelsens skyld, at en lastbil kan rumme 20-25 tons skærver.

Nye spor
Det meste af vejen mellem Næstved og Nørre Alslev har  Banedanmark lavet helt nye sporkasser - altså helt nye fundamenter til sporene - og på Falster bliver banen til næste år udvidet fra et til to spor.
- Sporbyggeren, der lægger svæller og skinner ud, er kørt hjem til Østrig; derfor kommer den først igen næste år, slutter Brian Clemmensen.

SR1 arbejdsleder Brian Clemmensen på Orehoved station, mens natholdet er i gang med et tovejskøretøj, der er en gravemaskine på hjul, der også kan køre på togskinner. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar