• www.henriks-hvidevarer.dk

Morten Abildgaard stopper som træner i Nyråd-Langebæk Alliancen. Arkivfoto

Alliancen får ny træner

Fusionsfodboldklubben, Nyråd-Langebæk Alliancen, skal fra sommer have ny træner.

Fodbold På trods af en sublim sæson, træder Morten Abildgaard tilbage som træner i Nyråd-Langebæk Alliancen og gør plads til den tidligere Præstø IF træner, Flemming Christensen, som bliver den nye mand ved roret.
- Jeg glæder mig til at komme til en klub som er i stor fremgang og som har en meget stor ungdomsafdeling. Det kommer samtidig også til at stille nogle spændende krav til mig som træner. Jeg skal være med til at udvikle og ikke mindst holde fast på de dygtige unge drenge, og gøre deres overgang fra ungdom til senior så god og gnidningsfri som overhovedet muligt, siger Flemming Christensen og fortsætter:
- Jeg overtager jo et hold som gik ubesejret igennem serie 3. Det bliver svært at leve op til de resultater, men vi går efter at vinde så mange kampe som muligt, således at vi kan blive et etableret hold i serie 2.

Stopper på toppen
Inden sæsonen startede fortalte Morten Abildgaard, at han efter aftale, kun blev ansat for én enkelt sæson. I mellemtiden er klubben gået ubesejret igennem serien 3 og har samtidig sikret sig oprykning. Men selvom de flotte resultater i løbet af sæsonen gjorde, at klubben tidligt i processen havde luftet deres ønsker om, at forlænge aftalen, så var Morten Abildgaard sikker i sin sag. 
-  Det har været et fantastisk gensyn med min gamle barndomsklub, men tiden er også til at jeg igen trækker mig tilbage, siger Morten Abildgaard og begrunder sit valg med, at han igen skal have mere fokus på sin egen virksomhed, Sportstossen. 
- Det sidste halve år har det hele jo handlet om fodbold. Nu skal jeg igen have lidt mere tid til mig selv og min forretning, siger han. 

Den rigtige mand 
Morten Abildgaard kender sin efterfølger aldeles godt, og han påpeger da også, at Flemming Christensen er den rigtige mand til jobbet. 
- Jeg kender Flemming godt og er samtidig meget tryg ved, at det er ham, der overtager jobbet. Der er rigtig mange dygtige spillere i klubben, som henover det sidste års tid har fundet deres rolle på holdet. Men der kan stadig bygges en hel del på og det er jeg sikker på, at Flemming er den rigtige til at gøre, slutter Morten Abildgaard og slår samtidig fast, at han fremover vil følge sin barndomsklub fra tilskuerpladserne.

 

Tekst: Lasse Jeppesen, freelancejournalist, Sydsjællands Tidende

Morten Abildgaard stopper som træner i Nyråd-Langebæk Alliancen. Arkivfoto

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar