• www.henriks-hvidevarer.dk

Carsten Borén, Langebæk, ved sin kones blå Chevrolet Master de Luxe årgang 1940 til amerikanerbilstræf i Adelgade, Præstø. Foto: Lise-Lotte Iuel

Amerikansk uafhængighedsdag med amerikanske biler

Sidst på eftermiddagen 4. juli kørte det ene amerikanerflagskib efter det andet ind i Adelgade i Præstø og parkerede foran forretningerne, der mange steder var pyntet med Stars and Stripes.

Amerikanerbiler De kæmpestore amerikanske biler inklusive chauffører benyttede den amerikanske nationaldag til at lufte klenodierne i et desværre for arrangementet surt, koldt, vådt og blæsende sommervejr. Det var den lokale afdeling for American Cars And Bikes, der havde taget initiativet, men selvom vejret måske nok afholdt folk fra at komme og beundre bilerne, havde deltagerne et fint arrangement, hvor kendskabet til hinanden og hverandres biler kom til udtryk i hyggelige snakkegrupper og opslåede kølerhjelme. 

Fælles hobby
- Det var den helt store drengedrøm, der gik i opfyldelse i 2014, da jeg importerede min Cadillac årgang 1973 fra USA, fortæller en stolt og glad Jens Sørensen, Svinø. 
- Den har den største motor V8, der overhovedet er lavet til biler, og den kører cirka små fire kilometer på literen, men den har selvfølgelig en stor tank på godt hundrede liter, så det koster en mindre formue, når den skal tankes. Heldigvis er min kone Randi også med på idéen, og vi har faktisk lige været til træf i Sverige, hvor vi vel kørte over fem hundrede kilometer, tilføjer han. 
- Og der er ikke noget med, at man skal ligge og skrue på den i tide og utide – den kører bare! Jeg tror, min kone er med i hobbyen, fordi kvinder i almindelighed har en vis hang til ekshibitionisme og synes, det ser smart ud at sidde der ved siden af i sådan en ’flyder’, som man vist godt kan kalde en stor Cadillac som vores. Men det er altså mig, der er chauffør – det er noget med øjemål og kunne bedømme afstande både i længde og bredde, forstås, slutter Jens Sørensen med et glimt i øjet. 

Godt sammenhold
Præstøs American Cars And Bikes-klub har eksisteret i tre år og har Søren Winckler, Præstø, som formand. Klubben består af omtrent halvtreds mænd og kvinder, og det er ikke nødvendigvis udelukkende folk fra Præstø, men folk med tilhørsforhold til byen, som er med i klubben. 
- Vi har et super godt sammenhold og kører her i sommerhalvåret ud til arrangementer som dette, eller vi kører samlet på ture til for eksempel Stevns eller Køge, hvor vi gør holdt og får lidt at spise. I vinterhalvåret mødes vi jævnligt hos hinanden og holder den helt store julefrokost, når vi er kommet ind i januar, siger Søren Winkler, der selv kører i en Cadillac årgang 1959. Det kræver en tolerant kone at have sådan en hobby, for selvfølgelig bruger man rigtig meget tid på pasning og pleje, og det koster også mange penge, hvis noget går i stykker, eller man vil lave noget om. Sliddele kan man købe på internettet, men andre dele er mere besværlige at få fat på, hvis det overhovedet kan skaffes. 
- Så må kreativiteten i omdrejninger, fortæller formanden for den lokale afdeling af American Cars And Bikes. 
- Efter en tur som i dag, vil det typisk tage mig omkring fire timer at få tørret bilen af og shinet den op, så den er klar til næste tur, men det er jo en del af gamet, siger han. Min Cadillac vil nok have en handelsværdi på en halv million kroner, men hvis nu det var en cabriolet, så ville den nærmest være det dobbelte. Det samme gør sig også gældende i forhold til antallet af døre – en todørs er oftest mere eftertragtet end en firedørs-model, slutter Søren Winkler. 

En ’flyder’ til hver
Parret Suzi Rasmussen og Jesper Brinch Jensen, Tappernøje, er repræsenteret med ikke mindre end to amerikanerbiler. Jesper Brinch Jensen kører i en Dodge Custom Royal Lancer årgang 1959, og Suzi Rasmussen ejer en Chevrolet Camaro z28 fra 1979. 
- Man skulle tro, at det var superdyrt med sådan en hobby, når vi har en cruiser hver, men sådan noget som forsikring og vægtafgift er billigere end almindelige biler, fordi de bliver betragtet som veteranbiler. Og jeg er oprindeligt pladesmed, og Suzi er uddannet mekaniker, så vi kan lave lidt på dem selv, hvis der skulle være noget, fortæller Jesper Brinch Jensen. 

Det rene legetøj
Carsten Borén, Langebæk, har taget sin kones Chevrolet Master de Luxe årgang 1940 med i Adelgade. Den fremstår i en såkaldt hot rod-stil, som betyder noget i retning af, at den er lavet om og på mange måder er speciel og anderledes – og i alle tilfælde meget flot blå i to nuancer. Han har selv en Pontiark Firebird fra 1968 i cabrioletudgave, men vejret bestemte hvilken af de to biler, der skulle deltage. 
- Det er det rene legetøj, men når både min kone og jeg deltager, fungerer det rigtig godt, og vi har virkelig mange gode stunder med de andre fra klubben. Vi har for nylig været på Ærø, og til næste år går turen til Samsø, hvilket vi allerede glæder os rigtig meget til, fortæller Carsten Borén.

 

Se flere billeder i galleriet.

Carsten Borén, Langebæk, ved sin kones blå Chevrolet Master de Luxe årgang 1940 til amerikanerbilstræf i Adelgade, Præstø. Foto: Lise-Lotte Iuel

Formand for American Cars And Bikes' afdeling i Præstø, Søren Winkler, ved sin Cadillac fra 1959 i Adelgade, Præstø. Foto: Lise-Lotte Iuel

Marianne Tønder fra Bårse ved sin Buick Wildcat årgang 1967. Foto: Lise-Lotte Iuel

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar