Erling Olsen foran porten til sin nye butik Curiosa i gården til Algade 39E. Foto: Mille Holst

Antikvariat med billedkunst

Vordingborg får et nyt antikvariat, hvor der også sælges grafik, litografier og anden billedkunst.

Vordingborg Vordingborg får et nyt antikvariat på hovedgaden. Det er Erling Olsen, der den 8. november klokken 11-17 slår dørene op til en ny butik med navnet Curiosa på Algade 39E (i gården), hvor han både sælger kunstværker og gode gamle litterære værker. Og han understreger, at der er tale om god litteratur.
Erling Olsen er oprindelig uddannet bibliotekar og har gennem mange år drevet et antikvariat på Vesterbro i København. I dag er han 75 år, men langt fra en plejehjemsplads, og så skal tiden jo gå med noget. Hans store passion er litteratur og billedkunst. De værker, han sælger, er i sin tid indkøbt til ham selv, men nu synes han, det er på tide at sælge ud af dem.
- Jeg har over 400 billeder, siger han og fortæller, at de alle er indkøbt på Lauritz.com. Her er især mange litografier og grafik. Men i forretningen er der også blevet plads til gamle postkort og plakater - blandt andet.
- Jeg er godt klar over, det er et idealistisk foretagende, siger han, men glæder sig alligevel til at byde kunder velkommen i butikken, der er på 43 kvadratmeter.
Han har tidligere forsøgt sig med at sælge over nettet, men den form for handel bryder han sig ikke om.
- Jeg vil gerne snakke med folk direkte, siger han og håber, at folk i Vordingborg og omegn vil tage godt imod hans butik, så den kan eksistere også på længere sigt:
- Jeg har en chance, måske, hvis butikken bliver bare en lille smule kendt, slutter han.
Curiosa vil have åbent torsdage og fredage klokken 11-17 og lørdage klokken 10-14.

Erling Olsen foran porten til sin nye butik Curiosa i gården til Algade 39E. Foto: Mille Holst

Erling Olsen i sin nye butik, hvor der både er billedkunst og antikvariske bøger. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar