• www.henriks-hvidevarer.dk

Margit og Asger Rasmussen kan fejre diamantbryllup på torsdag. Foto: Michael Thønnings

Asger blev forelsket allerede i 3. klasse

Den 9. maj kan Asger og Margit Rasmussen, Masnedsund, fejre 60 års bryllupsdag - uden nogensinde at have skændtes. Især foreningslivet, hvor de begge er aktive, har formet deres fællesskab.

Masnedsund Det var jo nok den aften på Borggården, at det egentlig skete. Det var en af danseforeningernes store afslutningsbegivenheder - amtsopvisningen - i 1959. Men Asger og Margit havde både været med i gymnastikforening, danseforeninger, håndboldklub og flere andre steder lokalt. Derfor kendte de hinanden ret godt, inden de blev gift, og nu - 60 år senere - kan fejre diamantbryllup den 9. maj.
- Ja, jeg kan huske, at jeg blev meget forelsket da jeg gik i 3. klasse på Kalvehave Skole,  siger Asger Rasmussen bestemt.
Han mener således allerede dengang at kunne huske, at togføreren på Kalvehave-banen, havde en sød datter, som desværre flyttede ind til Vordingborg - og dermed en anden skole.
Men de fandt hinanden igen - gennem foreningslivet.
- Det gjorde man jo dengang. Vi gik til en række ting, påpeger Asger Rasmussen.
Og det gør de stadig - for foreningslivet har på en eller anden måde været det samlende for dem.
Mange kender således nok den kommende diamantbrudepar fra Sankt Georgs Gilderne, hvor de begge har været med, næsten lige så længe, som de har været gift.
Derfor er det også kun  lige, at det kan lykkes at møde de to - en sen eftermiddag - efter de har været ude med sangerlauget og synge for de ældre på Brænderigården.
- Vi har vel været igang sidne 1992- eller 1993 - med sangerlauget, påpeger Asger Rasmussen, der som regel fører an med harmonikaen, mens Margit er syngepige, når de tager rundt.
- Der kan man godt mærke, at man er brugt efter sådan et par timer, men det er skønt, tilføjer Margit Rasmussen.
Hun begyndte selv spejderiet som blå pigespejder, fortæller hun.
- Jeg har også altid været pigespejder, tilføjer Asger med et grin. 
Manden med harmonikaen, lægger ikke skjul på, at han var lidt af et sydsjællandsk pop-idol, i sine unge dage.
- Jeg spillede både harmonika, trompet, violin og var janitshar, siger Asger Rasmussen og fortæller at han havde faste engagementer på Skydevænget (før det blev Ellens Cabaret, red.), I Nykøbing og I Vordingborg, hvor der blev spillet ”suppe-, steg- og ismusik” i lange baner.
-  Jeg måtte tage en pause med det. På det tidspunkt arbejdede jeg for Skude og Jacobsen (Det nuværende Moe, red.). Når man kom hjem efter at have spillet klokken to-tre om natten og så skulle op igen og arbejde klokken otte, så blev det lidt for meget, påpeger Asger Rasmussen. 
Han var Skudes medarbejder nummer fem, og i øvrigt blev det til 35 år i virksomheden, hvor han blandt andet havde ansvaret ved opførelse af Iselingeskolen.
- Så da vi var der den anden dag til et foreningsmøde, der kunne han lige en smutvej, ind siger Margit Rasmussen.
Hun er selv inkarneret Vordingborgenser og holdt ved i 40 år hos Apoteket.
- Ja, du sled tre apotekere op, påpeger Asger.
- Jeg kunne meget godt lide dem, siger hun påpeger at hun for en årrække siden fik konstateret sygdommen Sclerose.
- Da kaldte apoteker Friis mig ind, og spurgte, hvordan jeg havde det med det. Han sagde: ”Du skal  bare blive her så længe du kan”, husker Margit. 
- Det synes jeg, var flot, siger hun og holdt ud til sin  pension. Dog med mere stillesiddende arbejde.
- Jeg har svært ved at gå - og kan ikke uden nogen eller noget at støtte mig til, men ellers går det godt.
- Det gav os jo også et helt ny fællesskab. Vi meldte os ind i Scleroseforeningen og har lært så mange at kende der, siger Asger Rasmussen.
- Vi var på en del rejser, hvor Margit var med og jeg var frivillig hjælper. Det var dengang der var trapper, så vi bar folk op i flyet, bar dem ned igen og bar dem ind på hoteller. Sådan var det, siger han.
Sådan en sygdom kræver noget. Det så de også hos mange af dem, de kendte.
- Der er en del, der er blevet skilt på grund af det, siger Asger.
Det har dog aldrig været på tale for diamantbrudeparret.
- Vi har faktisk aldrig skændtes, siger Margit.
- Måske om vi skulle have frikadeller eller bøf, siger Asger.
- Arh pjat, siger Margit, og kigger ud mod poolen og haven. De holder det hele i top. Det kniber lidt efterhånden, men der er søde naboer og venner, der kan hjælpe. Og deres datter - og ikke mindst børnebørnene.
- De er jo altid kommet her og har badet i pølen - men kun under opsyn, siger Margit.
- Det har vi haft meget glæde af.
Nu er børnebørnene lidt forfløjne og bor i udlandet, hvor de arbejder eller studerer. Men den ældste er måske på vej hjem til Vordingborg.
- Han blev gift i sommers og fandt en pige, som også er herfra og er meget glad for Vordingborg. De ringede faktisk forleden og sagde, at vi skulle være oldeforældre, siger Margit og lyser op.
- Ja, det er dejligt at blive oldefar, men der er kun en ting, der er et problem, ved det, siger Asger. 
Han holder en kunstpause.
- ...for så er man gift med en oldemor, siger han med et smil.
- Et af deres andre børnebørn var også nær faldet bagover, da hun hørte om deres snarlige 60-års bryllupsdag.
- Har du været gift i 60 år, spurgte hun... 
-...med den samme mand..
Margit griner. 
- Selvfølgelig, med den samme mand.
Og et godt råd til at opnå det?
- Jeg sagde det, da vore barnebarn blev gift: Kys din kone hver morgen, når du går. Kys hende hver aften, inden du går i seng... 
- ...Og kys hende også en hel masse ind imellem det, siger Asger.
Selve diamantbryllupsdagen, fejres klokken otte med flagdet der hejses, mens der synges ”Der er ingenting der maner” (man er vel spejder), inden der vil være noget morgenmad til klokken 11. Om aftenen fejres dagen med et halvt hundrede gode venner og familien.

Margit og Asger Rasmussen kan fejre diamantbryllup på torsdag. Foto: Michael Thønnings

Margits oldefar byggede det hus de bor i - det var dog kun syv gange syv meter og er blev udvidet betragteligt siden - blandt andet med poolen, som er klar til brug. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar