De kommende chefkolleger Susan Ludvigsen og Kim Hemmingsen foran en endnu ikke helt færdigt restaurant Det Gamle Toldhuus, der bliver deres fælles forretning og arbejdsplads fra og med april i år. Foto: Tommy Christiansen.

Atter Told på Præstø Havn

Om syv uger åbner Det Gamle Toldhuus i den tidligere Skipperkro på Havnen i Præstø. De to nyslåede restauratører Susan Ludvigsen og Kim Hemmingsen begge fra Stensved har givet håndslag med bygningens ejer Jakob Helles om at drive restaurant og selskabslokaler i den markante tre etagers ejendom, hvor der for mange år siden lå en nærmest identisk bygning, der husede Præstø Toldkammer.

Præstø Hvis man de seneste måneder har lagt gåturen nedenom Præstø Havn, har man næppe kunnet undgå at se håndværkere og aktivitet i den store gule bygning på den østlige side af havnen.
Den 22. april skal den omfattende restaurering og ombygning gerne være færdig, for der slår Susan Ludvigsen og Kim Hemmingsen dørene op i Det Gamle Toldhuus.
- Det er en fælles drøm om at drive en restaurant og her er der så mange muligheder med både dejlige lokaler og fantastisk beliggenhed, siger Susan Ludvigsen, der skal styre restaurant og servering i Det Gamle Toldhuus.
Kim Hemmingsen, udlært kok og med tyve års erfaring, skal regere i det komplet nyindrettede køkken:
- Hvis det skulle være, så skulle det være nu og her er chancen, der bare skal prøves, så jeg glæder mig, siger Kim Hemmingsen.

Det bliver i familien
Lige nu er huset og terrasseområdet stadig en byggeplads. Men det kommende værtspar bruger allerede en væsentlig del af deres fritid på indretning af lokaler, aftaler med leverandører, planlægning af åbning og meget snart skal der ansættes personale.
Både Susan Ludvigsen og Kim Hemmingsen er gift, men ikke med hinanden. Kim Hemmingsen er gift med Susan Ludvigsens søster Charlotte og har to piger. Han er udlært på Hotel Falster i Nykøbing Falster og har de seneste 10 år været chef i køkkenet på institutionen Marjatta, der ligger et fjordkig mod nord fra Præstø Havn. 
Susan Ludvigsen er gift med Mikkel og har to drenge. Susan er udlært salgsassistent i butik og kommer fra et job som tilsynsassistent for rengøring i skoler og institutioner i Vordingborg Kommune. 
De to kommende restaurantchefer er begge engagerede i fodboldklubben Langebæk Alliancen, Kim som formand og Susan i bestyrelsen. Begge tager dog orlov fra klubarbejdet fra 1. april i år.
Og fra samme dato er de begge restauratører på fuld tid i Det Gamle Toldhus på havnen i Præstø.

Solterrasse og ishus
Det Gamle Toldhuus er vokset lidt ud af husets tidligere rammer. Der er blevet tilføjet en lukket veranda over den gamle terrasse.
Oven på verandaen er der nu en terrasse med udgang fra første sal.
En ny åben terrasse i grundhøjde vil omkranse hele facaden mod havnen.
Og så skal der være isbod i sidebygningen, der vender over mod Pakhus 8.
Selve den store gule bygning har faktisk kun ligget på havnen i Præstø i 33 år. Den blev bygget op som en tro kopi af den gamle Skipperkro, der brændte ned til grunden i 1986. Den oprindelige Toldbygning blev bygget i 1855 og forhøjet med en etage i 1920.
Gennem de seneste godt tredive år har bygningen rummet adskillige Skipperkroer, en Nemo, et par madmarkeder og en bistro
- Nu er huset snart klar til en ny æra som spisested, selskabssted og mødested for Præstøborgere og turister, siger Kim Hemmingsen og tilføjer:
- Vi glæder os til at komme i gang på den smukke havn. Vi glæder os til at tage del i handelslivet i Præstø og bliver selvfølgelig medlem af Handelsstandsforeningen. Og vi glæder os til at samarbejde med de andre forretninger på havnen og trække flere folk herned, siger Kim Hemmingsen.
- Og så skal vi have fundet nogle supergode personaler, der vil det samme som os, nemlig drive en god restaurant med glade mennesker, der hygger sig med gode oplevelser her i huset, supplerer Susan Ludvigsen.

Fakta
• Det Gamle Toldhuus åbner på Havnepladsen 10 i Præstø. Åbningsreception onsdag den 22. april 13-16. Restauranten åbner den 23. april klokken 11.

De kommende chefkolleger Susan Ludvigsen og Kim Hemmingsen foran en endnu ikke helt færdigt restaurant Det Gamle Toldhuus, der bliver deres fælles forretning og arbejdsplads fra og med april i år. Foto: Tommy Christiansen.

Restaurant Det Gamle Toldhuus åbner på Præstø Havn. Foto: Tommy Christiansen.

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar