Børnene kaster fjerbolde over nettet, og det hold, der har flest bolde på sin banehalvdel, når tiden er gået, har tabt. Foto: Mille Holst

Børn tonser glade rundt til Miniton

Børn i alle aldre har brug for at bevæge sig meget og træne deres motoriske evner. Derfor inviterer Vordingborg Badmintonklub hele foråret børnehavebørn til Miniton - badmintontræning for 4-6-årige - og det har både pædagoger og børn taget godt imod.

Vordingborg Klokken er lidt over ni tirsdag morgen og 18 friske og glade børnehavebørn i alderen 4-6 år kommer ind i Vordingborghallen, hvor Vordingborg Badmintonklub (VBK) har afsat tid til at børnene kan lege og træne, så de bliver bedre motorisk.
Den på ingen måde skjulte dagsorden for Vordingborg Badmintonklub er, at børnene får smag for sporten og på et senere tidspunkt vil melde sig ind i klubben, men der er også helt andre grunde til initiativet, som Eva Delberg står i spidsen for:
- Der er så mange børn, der har svært ved at slå en kolbøtte eller hoppe og sjippe, fortæller Eva Delberg, der selv er pædagog og tilknyttet Vordingborg Badmintonklub i kraft af at hendes egne børn dyrker sporten. 
Af hensyn til børnenes motorik er der altså behov for at de rør sig.
- Der er så meget snak om at børn skal bevæge sig i skolerne, men det skal de altså også i børnehaven, siger hun.
Selvom der således er en alvorlig begrundelse for, at børnehaven Nordlys sender børnene til ”Miniton” en gang om ugen, så er grundprincippet ifølge Eva Delberg, at det skal være sjovt for børnene. Og det er det.
Hvad enten børnene synes, øvelserne er svære eller ej, så er det tydeligt at se, at de nyder at røre sig. De griner og snakker og de beder hellere om hjælp, hvis de ikke kan klare en opgave selv, end at opgive.
- Når man spørger dem: Hvad har været sjovt idag?, så svarer de: Det hele!, fortæller Eva Delberg, der havde regnet med at ikke alle børn ville være lige opsatte på at deltage, men den tanke er blevet gjort til skamme. Alle 18 børn deltager aktivt. Hun synes således, at initiativet er kommet forbavsende godt fra start.

Et godt træningsmiljø
Børnene fra Børnehaven Nordlys i Vordingborg kommer hver tirsdag formiddag frem til sommerferien i Vordingborghallen og leger motoriske øvelser med tilknytning til badminton. For eksempel spiller de badminton med balloner i stedet for fjerbolde. Arrangementet afsluttes med at de medbragte madpakker bliver spist. Foreløbig er børnene prøveklude, men når Eva Delberg og badmintonklubben har gjort sig nogle erfaringer med konceptet, er planen, at det skal tilbydes andre af byens børnehaver. Den idé ligger også godt i tråd med politikernes ønsker, fortæller Per Damkjær Juhl fra VBK.
- De unge mennesker skal vænnes til at komme ud og bevæge sig, så de styrker led og muskler, siger han og håber også på sigt at kunne tilbyde et lignende arrangement til byens skolebørn eksempelvis fra 2020.
- Mit projekt er at løfte den her klub og hele området, siger han og henviser til nogle undersøgelser, der viser, at sportstalenter og eliteudøvere ikke nødvendigvis har medfødte talenter, men at de snarere udvikler dem i kraft af gode træningsmiljøer.
- Det vil jeg gerne have at vi skaber her, siger han.

Børnene kaster fjerbolde over nettet, og det hold, der har flest bolde på sin banehalvdel, når tiden er gået, har tabt. Foto: Mille Holst

Eva Delberg står i spidsen for Miniton, der er motoriske øvelser for børnehavebørn baseret på badmintontræning. Foto: Mille Holst

Der er stor forskel på, hvor nemt børn har ved for eksempel at hoppe. Derfor trænes de i netop at hoppe. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar