• www.henriks-hvidevarer.dk

Jens Harald Quistgaards arbejdsværelse står stadig, som da han selv arbejdede her. I dag er det hans datter, der bruger stedet. Foto: Klaus Lohmann

Bakkebøllekunstneren der blev verdenskendt

I anledning af, at håndværkeren, billedkunstneren og designeren Jens Harald Quistgaard ville være fyldt 100 år 23. april i år, sætter Sydsjællands Tidende fokus på håndværkeren fra Bakkebølle, der blev verdensberømt.

Bakkebølle På Strandgaarden i Bakkebølle, som Jens Harald Quistgaard erhvervede i 1962 og hvor han boede fast i de sidste godt tyve år af sit liv, møder vi hans datter Henriette Quistgaard til en snak om Quistgaard som far, som håndværker og som designer.
Efter faderens død i 2008 har hun overtaget huset, hvor hun i dag bor med sin kæreste i de to længer, mens sønnen og barnebarnet bor i en tredie. 
Faderens tegnestue står, som da han selv brugte den i sin tid, og Henriette Quistgaard, der selv blandt andet er møbeldesigner, bruger ogsåtegnestuen, men hun har ikke møbleret om. Her står således fortsat faderens seng, som han fik speciallavet på Walsteds bådebyggeri, fordi de kunne dampbøje fronten; her står også et hav af de salt- og peberkværne, Quistgaard lavede gennem tiden, stole, skamler og meget, meget mere. 
- Nogen siger, jeg er kustode i mit eget hjem, fortæller Henriette Quistgaard, der dog på ingen måde føler det sådan.
- Jeg er jo vokset op i det, siger hun.
På en fast plads til højre for tegnebordet står en lille trækiste med sorte smedejernsbeslag. Dén er det første, Jens Harald Quistgaard lavede. Med den starter historien:

Barndommens første kiste
Jens Harald Quistgaard voksede op i København, hvor familien boede, men om sommeren kom han ofte på Ornumhave, som faren købte i 1923, og som ligger ved siden af Strandgården. Som voksen satte han huset i stand til sin far.
- Far byggede ikke murværket men alt andet, fortæller Henriette Quistgaard, og blandt andet ladebygningen står endnu som han byggede den.
I Bakkebølle mødte Jens Harald Quistgaard den lokale smed, og ham satte Quistgaard højt hele livet igennem.
- Familien var så søde. De inviterede far indenfor og smeden lærte ham at smede, fortæller Henriette Quistgard og fortæller, at faderen på denne måde blev i stand til at lave sit første stykke håndværk.
- Som dreng lavede han kisten og smedede selv beslagene, siger hun og fortæller, at faderen med årene blev en ”sindssygt dygtig håndværker” og i øvrigt livet igennem foretrak at blive betegnet som håndværker eller billedhugger fremfor designer.

En karriere tager fart
Jens Harald Quistgaard er i dag kendt for sin keramik, møbler som stokkestolen, sine gryder, champagneservicet og sin oplukker - for nu blot at nævne et lille bitte udpluk af hans enorme produktion, der tæller omkring 4.500 varenumre, hvoraf mange har været i produktion gennem årtier.
Han startede ret tidligt med at lave ”en gryde til min kone”. Egentlig tog han kontakt til et jernstøberi for at få lavet gryden blot til sin egen hustru, men ideen endte med at blive masseproduceret.
- De spørger, om han ikke vil have den sat i produktion, og det gør de så, fortæller Henriette Quistgaard.
Siden har Quistgaard arbejdet for blandt andet Georg Jensen og ikke mindst det amerikanske firma Dansk Designs ved Ted Nierenberg, som i høj grad var dét firma, der gav Quistgaard hans gennembrud. Han var firmaets hoveddesigner i de første godt to årtier fra 1954 og dét sikrede ham og familien økonomisk. Og det havde de i den grad brug for, fortæller Henriette Quistgaard:
- Far boede i Nyhavn med mor og de havde ikke kongens mønt.
- Der var en bager, hvor man kunne få brød for kunstværker; det overlevede de på, siger hun og fortsætter:
- Han var 36, da han ikke behøvede at bekymre sig om, om han havde råd til mælk næste dag.

Den største ros
Dansk Designs, der i dag er ejet af firmaet Lenox, gjorde Jens Harald Quistgaard kendt i USA og hans produkter var blandt de ti mest solgte som bryllupsgaver.
- Far blev helt flov, når han blev så tiljublet i  USA, siger Henriette Quistgaard, og fortæller, at det, han satte størst pris på var, når han løb ind i en kvinde, der brugte hans ting og var begejstret for dem.
Det var dog ikke kun amerikanerne, der var vilde med Quistgaards ting.
- Japanerne var vilde med stokkestolen, for den ødelagde ikke deres sivmåtter.
Og også danskerne tog ham til sig.
- I 1960’erne var der en forretning kun med fars ting på Strøget, mindes Henriette Quistgaard.
I det hele taget fik Jens Harald Quistgaard mulighed for gennem hele livet at udføre mange af de ting, han brændte for. Eksempelvis fik han mulighed for også at tegne et hus.
- Han tegnede et hus til Ted (Nierenberg, red.), der var helt vidunderligt. Jeg har aldrig set et så vidunderligt hus før, fortæller Henriette Quistgaard om huset ”Mount Quistgaard”, der ligger i nærheden af New York.

Hyldest til håndværket
Quistgaard var på ingen måde tilhænger af en køb-og-smid-væk kultur, men derimod interesseret i ting, der holdt i generationer. Han gik op i funktion, materiale, materialefordeling og skønhed.
- Når de går op i en højere enhed, så får man ting, der er gode at give videre til næste generation, siger Henriette Quistgaard, og fortæller, at faderen i alle sine designs i første omgang skabte tingene til sig selv.
- Hvis han selv syntes, det var godt, så gjorde andre nok også.
Han sikrede sig med sin kontrakt med amerikanske Ted Nierenberg og Dansk Designs, at al produktion skulle foregå i Danmark, men efterhånden som finnerne og tyskerne blev særligt dygtige til at arbejde i stål, og svenskerne til glas, blev noget af produktionen gradvist flyttet ud.
- Far var meget ude og sikre, at tingene blev lavet ordentligt, siger Henriette Quistgaard, hvis far tog både håndværket og materialevalget meget alvorligt.
- Man har pligt til at bruge materialet bedst mulig. Det talte han meget om, siger Henriette, der iøvrigt kan fortælle, at faderen og hans amerikanske samarbejdspartner havde et ønske om at tage patent på Quistgaards produkter.
- Men det fik de ikke gjort, for det var sindssygt dyrt. Så sagde far: ”Det er der så ikke noget at gøre ved, men jegkan jo så lave noget nyt”, fortæller Henriette Quistgaard.

Samtale via formsproget
Jens Harald Quistgaard havde stor respekt for godt håndværk, for det var dét fundament, han selv stod på. Henriette hørte ham en gang sige:
- Når jeg sidder med den her skål, så taler jeg med den håndværker, der har lavet den for 300 år siden, for jeg forstår hans formsprog.
- Far fortalte om, at den viden var ved at gå tabt allerede i hans generation, fortæller Henriette Quistgaard og fortsætter:
- Man tiljubler universitetsuddannelser, men det at kunne et håndværk har været dømt ude i alt for mange år.
Jens Harald Quistgaard var gode venner med blandt andre Piet Hein og Wegner, der var møbelsnedker.
- Far havde kæmpe respekt for Wegner og hans arbejde; han forstod Wegners formsprog og var begejstret for det, fortæller Henriette Quistgaard og fortsætter:
- Hele fars formsprog er spænding; overgangen fra skaft til ske, siger hun og uddyber: 
- Man ser det i naturen allevegne; hvordan grenen er tykkere ved stammen og tynder ud. Det giver ro at se på noget, hvor styrken kommer af nødvendighed.

Min far
Henriette Quistgaard fortæller om sin opvækst, at familien først boede fire år i København, derefter seks år i Schweiz.
- Far var meget i USA og Danmark. Nogle gange var han væk en hel måned, men jeg har aldrig oplevet ham som fraværende, for mor var der og huset kørte, og når han var der, var han SÅ nærværende, siger Henriette Quistgaard.
- Han tog altid en op; han elskede børn.
Efter Schweiz fulgte fire år tilbage i København, hvorefter familien forlader hovedstaden og slår sig ned på Vigø, en ø familien ejede i Helnæs Bugt og hvor de i mange år tilbragte alle somre. På Vigø, blev børnene sendt ud for at samle plastikaffald.
- Jeg fik tre øre per styk, mindes Henriette Quistgaard, der således mindes en far, der på mange måder var forud for sin tid.
Efter Vigø flyttede familien ind på Damsbo gods på Fyn. Her boede familien indtil Henriette var 18 år gammel og forældrene blev skilt. Jens Harald Quistgaard flyttede derefter tilbage til København og senere otte år til Rom med sin tredie kone.
- Da de kom hjem fra Italien flyttede de ind her på gården i 1990’erne, fortæller Henriette Quistgaard, og her på gården etablerede han i 1969 gulvvarme med kobberrør i den store stue.
- Far formåede at knytte folk til sig, siger Henriette Quistgaard, der således eksempelvis er blevet passet af sin fars første kone, men Jens Harald bevarede også kontakten til sin anden ekskone, Henriettes mor, til hun døde i 2007.
- Han var meget nærværende og meget elskelig, erindrer Henriette Quistgaard, der i dag er den sidste i familien, der kan fortælle om familiefaderen i 1960’erne og frem. Hendes brødre er begge døde, det samme er de tre kvinder, der i forskellige perioder var gift med ham. Hun er således meget bevidst om, at det er hendes historie om faderen, vi fortæller.
- Min bror ville nok have en anden oplevelse og kunne fortælle noget andet, men sådan oplevede jeg ham, siger hun.
Henriette Quistgaard flyttede i 2002 til Strandgården for at passe sin far efter at hans tredie kone døde. Hun fortæller, at faderen til det sidste bevarede sin enorme viden om forskellige håndværk. Han huskede alt, han havde tillært sig for mange år siden, men som gammel mistede han sin korttidshukommelse, noget han dog i glimt var helt bevidst om. Henriette Quistgaard fortæller således om en episode, hvor hun kører tur med sin 87-årige far året inden han dør. Pludselig siger han:
- Det, jeg fejler, det kan jeg ikke selv konstatere.

Fakta
• Jens Harald Quistgaard født 23. april 1919, død 4. januar 2008.
• Jens Harald Quistgaard er søn af billedhuggeren Harald Einar Quistgaard, der blandt andet har skabt Eos bronze-figuren i Vordingborg.
• Familien har familiegravsted i Gimlinge; en forfader var præst her og  overgav kirkegodset til staten mod at familien fik et gravsted her til evig tid.
• Jens Harald Quistgaard har omkring 4.500 varenumre, der tæller alt fra køkkenting, keramik, trævarer og møbler.
• Quistgaard er særlig kendt for sin dåseåbner, champagneservicet og Trip Trap skammelen.
• Quistgaard modtod gennem tiden mange priser, blandt andet Neiman- Marcus prisen.
• Jens Harald Quistgaard var gode venner med blandt andet Wegner, Piet Hein og Jørn Utzon.

 

 

Under krigen

Under Anden Verdenskrig var Jens Harald Quistgaard i modstandsbevægelsen.
- Han talte aldrig om krigen, erindrer Henriette Quistgaard, der dog ved, at faderen for modstandsbevægelsen lavede våben, der kunne skjules på kroppen. Hun har også hørt om en episode hernede på Sydsjælland, hvor nogle store drenge skød efter ham og ramte den cykel, han kørte på. Selve befrielsen havde Jens Harald Quistgaard et ambivalent forhold til.
- Det chokerede ham, hvordan man behandlede ”tyskerpigerne” og morderne, fortæller Henriette Quistgaard.

Jens Harald Quistgaards arbejdsværelse står stadig, som da han selv arbejdede her. I dag er det hans datter, der bruger stedet. Foto: Klaus Lohmann

Henriette Quistgaard, datter af håndværker-en og designeren Jens Harald Quistgaard, bor i dag med sin søn i faderens gård i Bakkebølle. Foto: Klaus Lohmann

Arkivet med Quistgaards mange, mange tusind tegninger er fortsat intakt, og Henriette Quistgaard arbejder hele tiden på at få det udbygget. Foto: Klaus Lohmann

Quistgaards håndværks- og designhistorie begynder med dette træskrin, som han lavede som barn med hjælp fra den daværende smed i Bakkebølle. Foto: Klaus Lohmann

Stokkestolene som blandt andet japanerne var vilde med, fordi de ikke ødelagde deres sivmåtter. Foto: Klaus Lohmann

Efter en storm i 1960’erne, der rev taget af den gamle kostald, indrettede Quistgaard beboelse her. Overalt står møbler, buster og ting, som både Jens Harald Quistgaard og hans far billedhuggeren Harald Einar Quistgaard har lavet gennem tiden. Blandt andet er her et nøddetræsbord som Quistgaard har haft siden han var 16 år gammel. - Far fandt pladen og forelskede sig i den, fortæller Henriette Quistgaard. Han satte selv understellet på. Foto: Klaus Lohmann

Quistgaard lavede blandt andet et hav af salt- og peberkværne. Foto: Klaus Lohmann

Især skamlen, som Trip Trap satte i produktion, er en af Quistgaards mange kendte designs. Her står den ved siden af en seng, Quistgaard fik lavet til sig selv på et bådebyggeri. Foto: Klaus Lohmann

Buste af Jens Harald Quistgaard, lavet af faderen Harald Einar Quistgaard, der lokalt især er kendt for sin Eos-skulptur. Foto: Klaus Lohmann

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar