• www.henriks-hvidevarer.dk

En gruppe unge på cirka 14-20 år har kastet deres kærlighed på ruinterrænet i Vordingborg, hvor de mødes i weekenden og drikker. Problemet er, at de støjer og sviner - og nu har narkohandlerne også fundet frem til de helt unge. Carina Nørgaard Schou, daglig leder på Danmarks Borgcenter, beder forældrene om at tage affære og dermed både hjælpe deres børn og museet. Foto: Mille Holst

Beder forældre stoppe unges drukfester og hærværk på ruinterrænet

Vordingborgs unge har forelsket sig i slotsruinen, hvor de i stigende antal mødes med høj musik, druk, bræk, smadrede flasker og hærværk. Danmarks Borgcenter er træt af at rydde op efter de unges hærgen, og opfordrer forældrene til at komme på banen. Ved de overhovedet, hvad det er, der foregår, spørger museets daglige leder, der går til politiet, hvis ikke hærværket stopper.

Vordingborg De senere år har der været store problemer med unge, der holder fester med høj musik i Rådhusparken i Vordingborg, som efter festerne efterlades med et væld af knuste flasker og affald alle vegne.
Nu er det samme ved at ske på ruinterrænet i Vordingborg, hvor især elever i 8. og 9. klasse i stigende antal samles primært fredage og lørdage for at drikke og høre høj musik. De sidder som regel på museumscaféens borde og bænke, men de nøjes ikke med at drikke.
- Det går temmelig voldsomt for sig, siger Carina Nørgaard Schou, der er daglig leder af Danmarks Borgcenter. Hun ved, at der bliver spillet meget høj musik fra medbragte højttalere og desuden er der nu problemer med hærværk. I Påsken strakte problemet sig over mange dage.
- Det har udviklet sig ret alvorligt, fortæller Carina Nørgaard Schou, der er ked af, at de unge skræmmer andre folk væk fra området. Især går det ud over Restaurant Atterdag, for det er dens borde og stole, de unge optager fra sidst på eftermiddagen og til langt ud på aftenen. 
- Det er en større gruppe på omkring 30 mennesker, der samles, fortæller hun og siger, at de ikke bare nøjes med at drikke på området.
- De tisser op af huset, vi har fjernet opkast, knuste flasker og glasskår; det har vi ikke ressourcer til, siger hun og fortæller, at det tager to mand cirka fire timer at rydde op for hver gang de unge har været på besøg.
Desuden er hun bekymret over, at flaskerne bliver smadret mod den fredede museumsbygning, som decideret bliver brugt som målskive.  
- Vi har rent faktisk forsøgt at gå i dialog med de unge flere gange, men det har ikke haft den ønskede effekt, konstaterer Carina Nørgaard Schou.
- Vi har ikke noget problem med, at de sidder og drikker en øl stille og roligt, men det er vigtigt, at deres forældre ved, hvad der foregår, siger hun og håber, at netop forældrene vil hjælpe til med at få sat en stopper for hærværket på ruinterrænet. Hun er overbevist om, at de unge ikke bevidst forsøger at ødelægge noget for nogen, men at de bare ikke tænker sig om. Det må forældrene så hjælpe dem med, mener hun.

Hærværk fanget på video
Danmarks Borgcenter har været i kontakt med politiet og SSP er inddraget i sagen. En decideret anmeldelse har museet dog ikke foretaget og Carina Schou håber, det helt kan undgås.
- Men vi gør det, hvis ikke det her stopper, siger hun.
Området omkring museumsbygningen er videoovervåget, så museet har ifølge den daglige leder optagelser af, hvem der kaster flaskerne, tisser op af bygningen og lignende.
- Det er tydeligt at se, hvem det er, der kaster flasker, siger Carina Nørgaard Schou, der således kan identificere mange af de natlige gæster på borgruinen.
Sydsjællands- og Lolland Falsters politi patruljerer ofte på borgterrænet i weekenderne, men nu har Danmarks Borgcenter desuden entreret med et vagtfirma, der vil komme til at gå vagt på stedet.
- Det er et signal om, at vi vil ikke have det her, siger Carina Nørgaard Schou og er ærgerlig over, at museet bliver nødt til at bruge penge på vagtfolk, fordi nogle ubetænksomme unge ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.
Hun håber, at problemet bliver løst, blandt andet med forældrenes hjælp, for som hun siger:
- Vi er ikke interesserede i at flytte problemet ned til havnen eller andre steder.

Politiets opfordring
Ifølge Allan Holm fra Sydsjællands og Lolland Falsters Politi er ordensmagten godt klar over problemerne på ruinterrænet i Vordingborg, som han sammenligner med problemerne ved Kvicklysøen.
- Det er noget, vi følger tæt, også præventivt, siger han og fortsætter:
- Vi kommer der, hvor de unge færdes, for at have snor i dem.
Han opfordrer i samme ombæring borgere til at anmelde det, hvis de observerer hærværk eller eksempelvis salg af narkotika. Sidstnævnte kommer på banen, fordi nogle borgere har set både biler og scootere køre op på ruinterrænet til de unge og forlade stedet kort tid efter.
- Biler og scootere på ruinterrænet er ikke ensbetydende med narkosalg, men kan godt være det, siger Allan Holm, der dog i første omgang har fokus på de unges adfærd og på, at den generer andre.
- Det er noget vi er meget obs på også i samarbejde med kommunen. Det skal være attraktivt at være ung i kommunen, samtidig med at det skal være under ordnede forhold, slutter han.

En gruppe unge på cirka 14-20 år har kastet deres kærlighed på ruinterrænet i Vordingborg, hvor de mødes i weekenden og drikker. Problemet er, at de støjer og sviner - og nu har narkohandlerne også fundet frem til de helt unge. Carina Nørgaard Schou, daglig leder på Danmarks Borgcenter, beder forældrene om at tage affære og dermed både hjælpe deres børn og museet. Foto: Mille Holst

Glasskår flyder omkring museumsbygningen i Vordingborg, når de unge blandt andet fra 8. og 9. klasse har holdt fest på ruinterrænet i weekenden. Nu vil museet have sat en stopper for det. (Privatfoto)

Også små hegn, som borgcentret bruger i skoletjenesten til at indhegne en bane til ridderkampe, er blevet ødelagt efter de unges hærgen på ruinen. (Privatfoto)

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar