• www.henriks-hvidevarer.dk

Besparelser på idræt

Dette er et opråb fra en frivillig foreningsleder: Idræt er en kæmpe sammenhængskraft i vores kommune
Sparekataloget som Vordingborg Kommunes administration har fremlagt til byens politikere indeholder forslag om brugerbetaling på kommunens idrætsanlæg. Et forslag som skulle kunne indbringe 850.000 kroner lyder da umiddelbart som en nem måde at finde cirka en million kroner på. MEN tabet ved at indføre denne ordning kan vise sig at blive meget større. 
Idræt er sundt, idræt giver kammeratskab, idræt giver gode oplevelser hele livet, idræt er en del af kommunens sammenhængskraft. Idrætten må ikke slås ihjel på grund af en spareøvelse. 
Kan en betaling på 10 kroner per banetime virkelig betyde så meget? Ja det kan det. Udover at det betyder øget kontingentbetaling, så betyder det også yderligere administration for de ulønnede frivillige ledere. Vi er nogle, der bruger betydelig tid på at få foreningens ender og kanter til at hænge sammen, og dette føles som et slag i ansigtet. 
Jeg tror, vi overser, hvor meget idræt har af positive sideeffekter på at gøre kommunen til en attraktiv bosætningskommune. Min påstand er, at hvis der satses yderligere penge på idrætten og dens faciliteter, så vil Vordingborg med tiden tiltrække yderligere gode skattebetalende borgere. Netop muligheden for at kunne tilbyde sine borgere at dyrke sport, gerne en varieret vifte, gør at både børnefamilier, aktive seniorer, studerende, pensionister og så videre, vil søge Vordingborg.

Jesper Adler, kasserer, Vordingborg Badminton Klub
Ydunsvej 1 
4760 Vordingborg

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar