• www.henriks-hvidevarer.dk

To bilforhandlere flytter sammen på Næstvedvej 70. Her ses fra venstre Carsten Celano og Ole Leth fra Autocentro, Michael Pedersen fra Leif Pedersen Biler A/S og Per Ingemann fra Ingemanns Bilpleje. Foto: Mille Holst

Bilforhandlere rokerer rundt

Leif Pedersen Biler A/S og Autocentro flytter per 1. februar sammen på adressen Næstvedvej 70, hvor Leif Pedersen Biler allerede holder til. De to virksomheder forventer sig meget af samarbejdet, der har betydet, at Ingemanss Bilpleje flytter over i Autocentros lokaler på Præstegårdsvej.

Opel/Kia Efter længere tids forhandlinger har indehaverne af Autocentro og Leif Pedersen Biler A/S besluttet at flytte ind under samme tag. Det sker fredag den 1. februar, hvor Autocentro flytter ud af sine lokaler i det tidligere Verner Krastrup Biler på Præstegårdsvej og ind i Opel forhandlerens lokaler på Næstvedvej 70.
- Vi vil gerne ud til hovedvejen, hvor de andre bilforhandlere ligger og så mangler vi plads, fortæller Ole Leth fra Autocentro.
- Vi får en helt anden synlighed, supplerer Carsten Celano - også fra Autocentro.
Leif Pedersen Biler har hele tiden haft den gode placering, men her håber Michael Pedersen, at man ved at samle de to virksomheders ansatte under samme tag, vil kunne skabe flere synergier og blandt andet trække på hinandens erfaringer.
- Vi har hver især medarbejdere, der har været her i op mod 30 år, siger han.
- Vi har desuden lidt samme holdning til tilværelsen og bilmarkedet, siger Ole Leth, der således ikke er bekymret for sameksistensen fra 1. februar.

To forbliver to
- Vi bliver to firmaer under ét tag, siger Ole Leth fra Autocentro og Michael Pedersen fra Leif Pedersen Biler forklarer, at de to firmaer bibeholdes som selvstændige virksomheder. Man håber blot at få en større synergi af at kunne dele personale i modtagelsen og iøvrigt at medarbejderne får glæde af hinandens forskellige ekspertiser.
De to virksomheder kommer således til at deles om det store udstillingsrum, der fremover vil få plads til fem forskellige bilmærker, men de vil have hvert sit værksted og pladeværksted.
Medarbejderne på hvert værksted er specialiseret i at servicere bestemte bilmærker, og for at kunne vedblive at være autoriserede serviceværksteder, er det nødvendigt at de to virksomheder holder værkstederne adskilt. Kunderne vil altså få fuldstændig samme service som hidtil, men de to virksomheder håber, at de ved at indrette sig under samme tag, kan være med til at øge hinandens omsætning og tiltrække flere kunder.

Ingemann udvider 
Omrokeringen blandt bilforhandlerne har betydet, at Ingemanns Bilpleje ved Per Ingemann har måttet flytte ud af sine lejede lokaler hos Leif Pedersen og istedet overtager han Kias lokaler på Præstegårdsvej. Den byttehandel er han ikke ked af.
- Jeg får mere plads, siger han til avisen og selvom han ikke har helt brug for de 1.395 kvadratmeter huset rummer, så var de 200 han havde før blevet for lidt.
I første omgang udlejer han noget af pladsen til Borgholt Auto-El, men den nye lokation gør det muligt for ham at udvide sin virksomhed. I første omgang udvider han butikkens sortiment af bilplejeprodukter, som han sælger både til private og erhverv - eksempelvis til områdets bilværksteder.

Såvel Ingemanns Bilpleje som Leif Pedersen Biler A/S og Autocentro holder reception i anledning af omrokeringen engang iløbet af foråret. Datoer er dog ikke helt på plads endnu.
 

To bilforhandlere flytter sammen på Næstvedvej 70. Her ses fra venstre Carsten Celano og Ole Leth fra Autocentro, Michael Pedersen fra Leif Pedersen Biler A/S og Per Ingemann fra Ingemanns Bilpleje. Foto: Mille Holst

Per Ingemann flytter sin virksomhed ind i det tidligere Verner Krastrup. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar