• www.henriks-hvidevarer.dk

Arne Rasmussen (tv) og Finn Højlund Hansen med pokalen, som SAK har fået for at arrangere årets bedste bilorienteringsløb. Foto: Ulrik Jensen

Bilsportsklub fyldte 60

Sydsjællands Automobil Klub fejrede i søndags sine første 60 år. KLubben udnævnte sit første hædersmedlem og så kunne man høre om både rally, karting, gocart og hvad klubben ellers beskæftiger sig med.

Biler Der var trængsel i klublokalerne hos Sydsjællands Automobil Klub (SAK) i Barmosen, da der i søndags var åbent hus i anledning af klubbens 60 års jubilæum. Nuværende og tidligere medlemmer, forretningsforbindelser, familie og venner af huset lagde vejen forbi for at være med til at markere 60-året for stiftelsen af klubben den 2. november 1959 på Borggården i Vordingborg.
Der var forbavsende stille derude langt fra alfarvej, hvor der ellers nogen gange er larm i fritidsområdet, som rummer flere støjende aktiviteter. Ingen drønede rundt på gokartbanen, som ellers er SAKs vigtigste aktiv med udøvende kørere i alderen fra 6 til 68 år. Alle var samlet i og omkring klubhuset, hvor der i øvrigt blev lejlighed til at udpege klubbens første æresmedlem. Hæderen tilfaldt tidligere Renaultforhandler i Stensved, Johannes Sørensen, for hans mangeårige aktive indsats for SAK.

Orienteringsløb i bil
Næstformand i SAK og formand for afdelingen for vejsport, Arne Rasmussen, tog i mod avisens udsendte og fortalte lidt om, hvordan klubben har det i dag.
Medlemstallet ligger stabilt på omkring 200 medlemmer, hvoraf knapt halvdelen er aktive. SAKs aktiviteter fordeler sig i to grene, nemlig karting og vejsport. Motorsport er en udpræget mandesport, hvilket tydeligt kunne ses på deltagerne ved jubilæet, men klubben har da også kvindelige medlemmer og ikke mindst en ganske aktiv ungdomsafdeling. 
Selv er Arne Rasmussen aktiv orienteringskører, men selv om det er hans gamle Saab, der bliver kørt i, er det makkeren Finn Højlund Hansen, som sidder bag rattet. Arne Rasmussen er den, som sidder ved siden af og tyder kortene, som leder frem til de hemmelige poster. Her er ingen moderne hjælpemidler i form af GPS, så det handler især om at være en dygtig korttyder, som via snørklede småveje – forbi mange poster og flere tids- og rutekontroller – kan lede makkerparret frem til målet. 
Parret opnåede en fornem fjerdeplads sidste år ved DM i bilorienteringsløb og en andenplads i Øresundsløbet.

Årets bedste
Arne Rasmussen er selv arrangør af bilorienteringsløb og har dermed en vis indsigt i, hvad en løbsledelse kan finde på af små finurligheder for at udfordre deltagerne. Næstformanden i SAK kan oven i købet bryste sig af, at klubben fra Dansk Automobil Sports Union netop har modtaget en vandrepokal for at have arrangeret årets bedste orienteringsløb – Operation Nordfalster.
Tidligere var SAK arrangør af det berømte Gjønge Rally, som blev afviklet første gang i 1960. Det seneste lokale rally blev afviklet i 2015, og foreløbig er der ingen planer om at genoplive rally, fordi det er voldsomt ressourcekrævende, fortæller Arne Rasmussen.
Til gengæld er der mere gang i Kartingafdelingen, som står som arrangør af fire til seks  stævner om året, og desuden afvikler en række aftenløb med deltagere i mange forskellige klasser. Arne Rasmussen foretrækker sin egen bil og orienteringsløb på landevejene frem for de små hurtige gokarts, og han har endnu til gode at tage en runde på den 850 meter lange bane bag støjvoldene i Barmosen.

Arne Rasmussen (tv) og Finn Højlund Hansen med pokalen, som SAK har fået for at arrangere årets bedste bilorienteringsløb. Foto: Ulrik Jensen

Tidligere Renaultforhandler i Stensved, Johannes Sørensen (tv), blev udnævnt til SAKs første æresmedlem. Foto: Ulrik Jensen

Formand for gokartafdelingen Knud G Hansen (tv) og Arne Rasmussen foran den 850 m lange kartingbane i Barmosen. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar