• www.henriks-hvidevarer.dk

Heidi Kantsø (im.) fra Vordingborg elsker at spille banko og har taget familie og venner med til Lions store bankoshow. Foto: Klaus Lohmann.

Bingo-bankoshow hos Lions

Banko er populært og det mærkede Lions i Vordingborg i sidste uge, da klubben traditionen tro afholdt sit årlige banko med Team Banko-Carl ved roret. I næste uge er det bingo, der er på programmet, når Banko-Carl gæster Lions Møn med sit show.

 

Vordingborg/Stege I den forgangne uge afholdt Lions Vordingborg et kæmpe bankoshow med Team Banko-Carl i VU- hallen. Her var stort set fuldt hus - som der plejer at være.
Blandt de mange deltagere var Avelyn Reiez fra Nørre Alslev. Hun har ikke selv tal på, hvor mange gange hun egentlig har været til banko, men det er mange gange. Rigtig mange gange. Og gevinsterne ligeså. I torsdags vandt hun eksempelvis en stor kurv med lækkerier.
Også Heidi Kantsø fra Vordingborg er vild med banko. Hun tog i dagens anledning både familie og venner med til Bank-Carls store bankoshow, hvor Prins Jørgens Garden og Butterflies stod for de musikalske indslag og hvor 129 af områdets erhvervsdrivende havde sponsoreret et hav af gevinster. Her var alt fra brillerens og diverse gavekort over støvsuger og cykel til rejser og rustbehandling.
En af dem, der håbefuldt spillede med på bankospillepladerne, var Malte Sten Nielsen på 13 år fra Vordingborg. Han er med til banko for bare anden gang i sit liv, men selvom det da kunne være godt med en gevinst på dagen, så er det allerbedste dog hyggen ved at være der, siger han.

Kommer til Møn
Banko-Carl optræder i hele landet både med sit banko- og med sit bingoshow.
Søndag den 24. marts klokken 15 har Lions Møn inviteret Banko-Carl til at stå for et stort bingoshow i Mønshallerne.
Sydsjællands Tidende spurgte Finn Skåning fra Lions Møn om markedet overhovedet kan bære endnu et bingo-banko-show så kort tid efter showet i Vordingborg.
- Markedet er ikke mættet. Der er rigtig mange mennesker, der går til banko hver uge hele året rundt, siger Finn Skåning og tilføjer, at showet med Banko-Carl gør, at der er tale om et banko ud over det sædvanlige. Her er både bingo og kinesisk banko, jackpotspil og masser af sidegevinster.
- Det her er ikke det samme som det i Vordingborg. Det her er Bingo-show. Der er stor forskel på bingo og banko, siger Finn Skåning.
Overskuddet fra Lions Møns Bingoshow  går i år til øens ældre, der tilbydes en heldags bustur til København fra ni om morgenen til klokken 18 om aftenen med alt betalt.
-Næste gang er det til noget andet, siger Finn Skåning og røber dermed, at Lions Møn har tænkt sig hvert år fremover at arrangere Bingoshow med Banko-Carl i Mønshallerne.
Vil du med til Lions Møns bingoshow skal du købe billet i kiosken hos Superbrugsen i Lendemarke. Den ombyttes på dagen i indgangen til spilleplader. Der er plads til max 640 deltagere.

 

Se mange flere billeder fra Lions bankoshow i Vordingborg i galleriet.

Heidi Kantsø (im.) fra Vordingborg elsker at spille banko og har taget familie og venner med til Lions store bankoshow. Foto: Klaus Lohmann.

Avelyn Reiez fra Nørre Alslev har her vundet en stor kurv med lækkerier. Foto: Klaus Lohmann.

Banko-Carl var som sædvanlig i hopla da Lions slog dørene op til sit årlige bankoshow i VU-hallen. I næste uge laver han bingoshow i Mønshallerne. Foto: Klaus Lohmann.

Malte Sten Nielsen på 13 år fra Vordingborg er med til banko for anden gang i sit liv. Han sætter pris på hyggen når der spilles banko. Foto: Klaus Lohmann.

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar