• www.henriks-hvidevarer.dk

Daglig leder af Motorcykelmuseet i Stubbekøbing Torben Adelholm ved en Anglo Dane, årgang 1914. Foto: Ulrik Jensen

Blankpudsede skærme skinnede om kap med solen

Forkromede fælge og blankpudsede skærme på omkring et halvt hundrede motorcykler skinnede om kap med solen, da Motorcykelmuseet i Stubbekøbing i søndags fejrede fødselsdag, som blev markeret med kolonnekørsel fra Cementen i Nykøbing Falster til museet i Stubbekøbing. Ruten gik ad kringlede småveje forbi stifteren malermester Erik Nielsens hus i Karleby, langs Falsters østkyst og forbi Hesnæs og Næsgaard. 

Stubbekøbing Tilbage i 1976 besluttede Erik Nielsen at skænke hele sin fantastiske samling af gamle motorcykler til Stubbekøbing Kommune mod at få stillet egnede lokaler til rådighed.  Motorcykelmusset blev officielt indviet 4. juni året efter og har siden løbende fået udvidet sin samling af gamle motorcykler.
Det var således museets 42 års fødselsdag, som blev markeret i søndags med kolonnekørsel, som ifølge traditionen også afvikles på museets åbningsdag Skærtorsdag, og når museet lukker ned for vinteren i efterårsferien i uge 42.

Alle kan være med
Initiativtager til fødselsdagsløbet, der i år blev afviklet for anden gang er John Nielsen, der også er medarrangør af ”Stubbekøbing, motorcyklernes by”. Han håber, at fødselsdagsløbet kan blive en årlig tilbagevendende tradition den første søndag i juni.
- Løbet som arrangeres Skærtorsdag i forbindelse med museets åbning falder nogle gange så tidligt, at nogle er afskåret fra at deltage, fordi deres motorcykler først må komme på vejene efter 1. april.  Sidste år måtte løbet aflyses på grund af snestorm, så jeg håber, at fødselsdagsløbet fremover kan blive et godt supplement. 

Kuriositeter og historie
Daglig leder af Motorcykelmuseet Torben Adelholm glæder sig til den nye sæson.
- Vi er kommet godt fra start, og så sent som i går lørdag havde vi 5-6 grupper af motorcyklister inde på museet. Vi havde travlt med at vise rundt hele dagen, og i alt 78 personer var inde for at se på museets samling. Naturligvis kan der også være stille dage med blot en halv snes besøgende, men generelt er interessen stigende.
- Vi arrangerer nye udstillinger hvert år, og i år er temaet danske motorcykler. Der er ikke mindre end 42 forskellige mærker repræsenteret, hvoraf de mest kendte er Nimbus og Elleham. Blandt kuriositeterne er en Anglo Dane fra 1914, som vi har lånt fra Teknisk Museum. Vi låner også motorcykler fra private, ligesom vi henter motorcykler fra vores omfattende lager i henhold til årets tema. Vi har mange flere motorcykler end vi kan vise fremme.
- Som det nyeste har vi købt en større samling motorcykler af Villy Poulsen, der er forfatter til en række bøger om motorcykler. Det har kunnet lade sig gøre på grund af velvillig støtte fra Velux- og Ellehammerfonden.
- En anden nyhed er, at vi har fået opstillet en ottendedel af en gammel dødsdrom, og forleden havde vi faktisk besøg at ham, der som 10-årig for 40 år siden kunne kalde sig verdens yngste dødsdromkører. 
- Vi har haft et travlt år, og selv om museet kun har åbent en del af året, er der nok at se til for vores 22 frivillige. I vinters har vi blandt andet fået malet gulvet i vores værksted, hvilket er et stort arbejde, når der skal flyttes så mange motorcykler, lyder det fra Torben Adelholm.

Daglig leder af Motorcykelmuseet i Stubbekøbing Torben Adelholm ved en Anglo Dane, årgang 1914. Foto: Ulrik Jensen

Et halvt hundrede deltagere sluttede kolonnekørslen foran museet i Stubbekøbing. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar