• www.henriks-hvidevarer.dk

Elever fra henholdsvis dag- og kostskole og IEG klippede den røde snor, mens forstander Tinella Svarrer giver en hånd. Foto: Ulrik Jensen

Bogø Kostskole er klar til fremtiden

Bogø Kostskole har fået en ny 900 kvadratmeter stor bygning og amfiteater. I weekenden blev den indviet.

Bogø Elever og personale på Bogø Kostskole og Idrætsefterskolen Grønsund (IEG) kan se frem til markant forbedrede forhold i dagligdagen, og også ved særlige lejligheder, når man fremover får mulighed for at samle alle 410 elever i det amfiteater, som er etableret i forbindelse med den 900 kvadratmeter store tilbygning med ny stor spisesal, bevægelsesrum  og nye undervisningslokaler. Den nye store spisesal forbinder den gamle del af skolen – kaldet Borgen – med den nye bygning, som er holdt i stil med den gamle bygningsmasse og passer fornemt ind i miljøet.

Vi er samlet
Forstander Tinella Lykke Svarrer fortæller, at de nye faciliteter skal benyttes af elever fra både dag- og kostskole samt elever fra idrætsefterskolen:
- I den nye spisesal bliver plads til, at 180 elever kan spise på en gang.  Tidligere har eleverne spist tre forskellige steder, og nu har vi fået en fælles spisesal, hvor eleverne kan mødes. I stueetagen er der indrettet bevægelsesrum, mens undervisningslokalerne under skråvinduerne på anden sal har flot havudsigt.  
- Jeg glæder mig til, at det ny amfiteater står færdigt, så vi har mulighed for at samle op til 450 mennesker.  Amfiteatret er bygget i bløde kurver som kontrast til bygningernes rette linjer, og de bølgende trapper kan naturligvis ses som symbol på vores beliggenhed tæt på vandet, siger hun.
- Spisesalen har allerede været brugt til et forfatterarrangement, og vi har et rigtig godt lokalt samarbejde, så også borgerne på Bogø kan få glæde af vores faciliteter, fremhæver Tinella Lykke Svarrer, der tiltrådte for et par år siden, hvorefter man gik i gang med at kigge på udvidelsesplanerne.
Først gik de gennem bestyrelsen, inden de blev vedtaget politisk efter dispensation fra lokalplanen. Siden har en ny bestyrelse stået bag realiseringen af planerne, så elever og ansatte i de sidste par år delvist har levet på en byggeplads i noget der med forstanderens egne ord nogen gange har mindet om kaos. 
I fredags var der så stor festivitas, da den røde snor blev klippet, og nybyggeriet officielt indviet.  Symbolsk blev snoren klippet af tre elever fra henholdsvis dag- og kostskole og IEG.  
Den festlige begivenhed blev behørigt markeret med taler af forstander Tinellea Lykke Svarrer og bestyrelsesformand John Petersen. Der var stor tak til alle de implicerede håndværkere og ikke mindst til arkitekt Lise Skovlund. 
Elevforeningen Bogøsamfundet havde indsamlet 70.000 kroner til brug for en ny legeplads. Eleverne sang for på fællessangen ”Gi’ gi os lyset tilbage” og der blev klappet, sunget mere og råbt hurra. 
Forstanderen sluttede sin tale med at understrege vigtigheden af at have drømme, sætte sig mål og føre dem ud i livet, og det er også tanken bag arbejdet med den 132 år gamle Bogø Kostskole, der nu skulle være godt rustet til fremtiden.
I lørdags var der åbent hus, hvor lokalbefolkningen og andre strømmede til for at kigge på herlighederne. 
 

Elever fra henholdsvis dag- og kostskole og IEG klippede den røde snor, mens forstander Tinella Svarrer giver en hånd. Foto: Ulrik Jensen

Amfiteatret og den nye tilbygning. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar