• www.henriks-hvidevarer.dk

Arbejdet med Viadukten , der forbinder Ore med resten af Vordingborg giver fortsat trafikkaos. Ny forlyder det, at arbejdet forsinkes med i al fald tre måneder. Arkivfoto: Mille Holst

Borgmester kritiserer: Trafikkaos og forsinkelse af åbning af Orevej er uholdbart

Efter tilbagevendende trafikkaos har Banedanmark skiftet sin signalleverandør på Brovejen/Rampen ved Ore. Borgmester Mikael Smed er dog ikke tilfreds og har bedt Banedanmark etablere en aflastningsvej via Rosenfeldt - blandt andet fordi en underleverandør til byggeriet har meddelt, at åbningen af Orevej bliver minimum tre måneder forsinket.

Ore I sidste uge var den igen gal med trafikafviklingen til og fra Ore i Vordingborg. 
I følge Susan Schytte, der bor på Ore og flere gange om ugen er i kontakt med Banedanmark, kommunen og politiet vedrørende trafiksituationen på Ore, er det helt store problem lysreguleringen. Der er nemlig, fortæller hun, udelukkende etableret lysregulering for trafikken på selve Brovejen. Det vil sige at borgerne fra Ore er afhængige af, at bilister på Brovejen holder tilbage for dem og lukker dem ud på vejen.
- Problemet er, at dem, der kommer fra Masnedø, de holder selv i kø længe, siger hun og forklarer at der ikke er nogen, der giver plads.
En kort overgang etablerede Banedanmark ellers lysregulering til Rampen også.
- Men kun i to dage, fortæller  Susan Schytte, der ikke har kunnet få noget svar på, hvorfor.
Hendes børn går i skole på Marienberg skole og de to ældste cykler selv afsted om morgenen og til fritidsaktiviteter om eftermiddagen, men den yngste tør hun ikke sende ud i trafikkaoset morgen og eftermiddag. Han bliver derfor kørt i skole. Normalt tager turen til skole syv minutter. I øjeblikket tager den cirka 40 minutter. I sidste uge gik trafikken dog - igen - helt i stå.
- Efter 25 minutter uden at køen rykkede sig gav vi op og kørte hjem igen, siger hun og fortæller at køen den morgen gik helt op forbi plejehjemmet og videre ud til Kornvænget. Hun frygter den dag, hvor der udbryder brand på Ore eller en borger får brug for en ambulance, for de vil ikke kunne komme forbi trafikken, mener hun.
- Der er gode morgener, men de fleste er det...hold da kæft. Vi skal tage af sted en til halvanden time tidligere end vi plejer, siger hun.

Tre måneders forsinkelse
Ifølge borgmester Mikael Smed (S) har en af underleverandørerne til byggeriet onsdag i sidste uge meddelt, at åbningen af Orevej bliver forsinket med i al fald tre måneder. 
Han er derfor ved at miste tålmodigheden med Banedanmark, hvorfor han torsdag i sidste uge skrev et brev til Banedanmarks projektleder Klaus S. Jørgensen, hvori han skriver: ”Forsinkelsen og de mange tilfælde hvor borgerne sidder i kø i timevis er ikke acceptable. Jeg forventer derfor, at Banedanmark omgående tager kontakt til Rosenfeldt Gods med henblik på at etablere en aflastningsvej”. 
Desuden beder han Banedanmark om en redegørelse for, hvordan firmaet vil sikre, at der ikke sker yderligere fejl i trafikafviklingen inden Banedanmark får etableret en aflastningsvej.
Borgmesteren er ikke til sinds at bekoste aflastningsvejene via kommunekassen.
- Vi har allerede givet 5,5 millioner kroner til projektet for at få en bedre forbindelse til Ore; dem har vi givet Banedanmark, fortæller borgmesteren til Sydsjællands Tidende. Pengene er øremærket til at gøre kørehøjden under Viadukten højere og bredere.

Fåmælt Banedanmark
Vi ville gerne have talt med projektdirektør Klaus S. Jørgensen i Banedanmark om problemerne, men han kommunikerer udelukkende på skrift gennem sin presseafdeling. Han skriver: ”Der er ingen tvivl om, at Banedanmark skal være de første til at beklage, at trafikafviklingen omkring Brovejen/Orevej ikke har været tilfredsstillende. Det har vi i samarbejde med vores entreprenør også taget konsekvensen af, og udskiftet signalleverandør (den 23. maj), så trafikafviklingen kan blive bedre på Brovejen/Orevej. Vores nye leverandør vil dagligt være til stede og løbende optimere og justere, så trafikken kan afvikles på et tilfredsstillende niveau.”
Han har ingen kommentarer til borgmesterens forventning om, at Banedanmark skal etablere en aflastningsvej via Rosenfeldts markveje. Sydsjællands Tidende har derfor ikke kunnet få svar på, hvordan Banedanmark vil sikre en bedre trafiksituation til og fra Ore.
Vi ville også gerne have en kommentar fra Banedanmark om årsagerne til den udmeldte forsinkelse af byggeriet, men firmaet har ikke ønsket at kommentere udmeldingen, som de kalder ”rygter”.

Arbejdet med Viadukten , der forbinder Ore med resten af Vordingborg giver fortsat trafikkaos. Ny forlyder det, at arbejdet forsinkes med i al fald tre måneder. Arkivfoto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar