• www.henriks-hvidevarer.dk

De bærende kræfter Christian Brix-Hansen og Lonnie Kromann Nielsen sagde farvel til Erhvervsforeningen...
Foto: Michael Thønnings

Brixit: - Vi kunne ingenting

Efter mere end 10 år med en ”Brix” ved roret, sagde nogle af de bærende kræfter i Vordingborg Erhvervsforening farvel torsdag aften, hvor både Christian Brix-Hansen og næstformand Lonnie Kromann Nielsen ikke ønskede genvalg.

Kommunen/Stege - Man har jo nogle refleksioner, for det er ikke hver dag man stopper, siger den nu tidligere formand, Christian Brix -Hansen, da den formelle del af generalforsamlingen i Vordingbog Erhvervsforening var klaret torsdag aften.
Her var godt 45 erhvervspinger mødt frem på Residens Møen i Stege for at sige farvel og vælge nye til den bestyrelse, som gennem en længere årrække har haft en ”Brix” ved roret. Således overtog Christian Brix-Hansen posten i 2013 fra malingsfabrikant Per Brix, og selvom de ikke er i familie, bliver det nu et regulært ”Brixit”, idet bestyrelsen bliver fuldstændig uden deltagelse herfra.
- Jeg synes ikke man som tidligere formand kan være bekendt og sidde og blande sig, når der er valgt nogle nye, siger Christian Brix-Hansen til Sydsjællands Tidende.
Han har således været afklaret om beslutningen gennem længere tid og henfører det blandt andet til travlhed.
Således er han formand for bestyrelsen på Vordingborg Gymnasium, hvor der skal findes ny rektor, og ligeledes i Møns Bank. Desuden har han sit firma Brix Design i Stege, og en familie der skal passes.
- Inden man ser sig om, så er børnene flyttet hjemmefra, påpeger han.
Han er i øvrigt passioneret cyklerytter og har i eget regi gennem ført samtlige klassiske løb.
- Jeg mangler dog Paris-Roubaix, så det er planen. Det kan jeg sagtens, men det er hårdt, for det er 55 kilometer på brosten, påpeger erhvervsmanden.

Før og nu
Han har dog nået det han skulle og  havde lavet en ”før og nu”, for den periode på de ti år, hvor han har været med til at udvikle foreningen.
Og her blev ikke lagt fingre imellem.
- Vi kunne ingenting. Vi havde ingen penge og alt det vi fik ind afleverede vi til et udviklingsselskab. Nu er vi herrer i eget hus og kan gøre som vi vil, påpegede Christian Brix-Hansen.
Han henviste her til den tidligere konstruktion, som man skilte sig ud fra, og glædede sig over at foreningen har op mod en halv million på kistebunden og i øvrigt laver en masse arrangementer og lignende for medlemmerne. Herunder erhvervsprisen, som blev indført for få år siden.
- Vi havde en dårlig sekretariatsløsning, nu har vi et super samarbejde med Vordingborg Erhverv, fortsatte Christian Brix-Hansen, der også blev politisk i sin afskedssalut.
- Vi havde ingen dialog med kommunen - det var under Holmer (Henrik (S), red.). Det hele blev kickstartet da Knud Larsen (V) fik flertallet, lød det fra den afgående formand, der sendte en bredside efter kommunens første borgmester, der nærmest blev beskyldt for at være erhvervsfjendtlig. 
De nuværende socialdemokrater blev dog anerkendt som værende okay til dialog med erhvervslivet, om end borgmester Mikael Smed (S) ikke selv kunne været der. Han var på studietur i Bruxelles og sendte en hilsen.
- Et erhvervsliv i god form er essentielt for en kommune - og det har vi i Vordingborg ikke mindst takket være Jer her i dag, skrev borgmesteren, der havde sendt partifællen Susan Thydal, der ligeledes takkede for det gode samarbejde med erhvervslivet og Christian Brix-Hansen i særdeleshed.
Formanden glædede sig dog også - især over, at han mente, at der er sket en holdningsændring i forhold til erhvervslivet.
- Vi har fået en styrket profil, sagde han og havde endda nedskrevet sine ”sidste ord”, som tre punkter, hvor han slog fast at det havde været en ære og et privilegium at stå i spidsen for foreningen, hvor han takkede for samarbejdet og til sidst bad den nye bestyrelse om at fortsætte det gode arbejde og passe godt på foreningen.
Hvad der ikke fik helt så meget opmærksomhed, var farvellet til foreningens næstformand, advokat Lonnie Kromann Nielsen, der ikke ønskede genvalg på grund af travlhed. Det er de to der har trukket en stor del af læsset i foreningen de seneste år og blandt andet stod bag erhvervsprisen i sin tid. 
Der var dog stående klapsalver til begge, da det var slut.

 

 

Ny bestyrelse

Der var en del udskiftninger i bestyrelsen.

Kommunen Det er en noget ny bestyrelse, der skal endeligt konstituere sig den 23. april, når de har deres første møde, for både formand, næstformand og et ordinært medlem gik af.
Hvem, der bliver ny formand skal således besluttes senere, men maleren Willi Becke er et muligt bud, og det var også ham, der holdt afskedstale for Christian Brix-Hansen og Lonnie Kromann Nielsen.
Et par helt nye blev indvalgt i bestyrelsen, hvor fællesnævneren er ejendomsinsvestering. Dorte Gro Schultz-Andersen, der driver ”ejendomsinvestering” med adresser i Københavnog på Møn var den ene. Hun er også initiativtager til at samle penge ind til en bus, der skal køre folk fra Lindholm til København. En anden investor er Jakob Helles der kommer fra Præstø, hvor han er ud af tømmerhandelsfamilien, der ejer en del ejendomme der - blandt andet det gamle rådhus og nu også skipperkroen.
Dorte Christensen fra byggefirmaet PKC på Møn, blev ny suppleant, men Rasmus Møller fra Filtenborg blev medlem fremfor suppleant.

 

 

 

Vordingborg Erhverv får fire år mere

Kommunens selskab, Vordingborg Erhverv, fortsætter fire år mere.

Kommunen Erhvervsforeningen glædede sig meget over samarbejdet med det semi-kommunale selskab Vordingborg Erhverv der efterhånden har 10 medarbejder, der sidder nede ved det gamle Buko.
Således kunne de også afsløre at den konstruktion også fortsætter.
Borgmesteren satte nemlig tilbage i januar angiveligt sin underskrift på, at de får penge til at fortsætte de næste fire år. 
- Det er dejligt for det giver Susanne (Kruse Sørensen, red.) og medarbejderne mere ro, lød det fra Christian Brix -Hansen.
Han glæde sig også over at deres arbejde med erhvervsområdet ved afkørsel 41, efterhånden har betydet byggeri og salg af grunde, hvor elektriker Lars Bang, og en vaskehal bliver de første, der bliver færduge, mens McDonalds nok også snart kommer af vej.
 

De bærende kræfter Christian Brix-Hansen og Lonnie Kromann Nielsen sagde farvel til Erhvervsforeningen...
Foto: Michael Thønnings

...mens Dorte Gro og Dorte Christiansen kom ind som helt nye som henholdsvis medlem og suppleant. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar