• www.henriks-hvidevarer.dk

Der øves på livet løs inden den store premiere...
Foto: Michael Thønnings

Cassiopeia samler alle slags studerende

Det er ikke bare skolekomedie, når både lærer- og pædagogstuderende på Absalon går sammen om deres store teaterstykke, der i år bliver en særlig version af ”Mød mig på Cassiopeia”.

Vordingborg - Jeg læser til pædagog
- Og jeg læser til lærer. Det er vidst første gang at instruktørerne er fra hver sin uddannelse, siger Anna Gabriella Brandt, mens med-instruktør Rikke Strange Jensen påpeger, at de forskellige uddannelser har været en stor fordel, fordi praktiktid og timer har ligget, så de har kunne supplere hinanden.
Avisen er taget på besøg i festsalen på Absalon, seminariet, hvor de sidst prøver finder sted inden årets store fælles teaterforestilling, hvor samarbejde er i højsædet. 
- Og vi kommer jo til at arbejde sammen senere, så det er en stor fordel, tilføjer Anna Brandt, der fortæller at de i år har samlet studerende, der både er pædagoger og lærere fra forskellige årgange, men også flere fra den internationale linie.
Alle er samlet og nu nærmer premieren sig. Nerverne er begyndt at indfinde sig, men alle er rolige.
Det til trods for at en af hovedrollerne er blevet syg, og den bærende hovedrolleindehaver har brækket benet.
- Men hun har lovet at være klar. Så må vi bare bruge det på en eller anden måde. - Og hun kommer der, siger Rikke Strange Jensen og peger mod døren, hvor de sidste begynder at dumpe ind til dagens  prøve.

Skulle med
Der skal lige diskuteres at opgaverne skal passes, men prioriteringen af teaterstykket, er noget nær nummer ét.
- Jeg er faktisk i gang med min afsluttende bachelor-opgave nu her, så jeg har dårligt tid, men jeg skulle være med, siger Amrudin Collac, der snart er færdig som lærer.
- Jeg var med første gang sidste år, og det var så godt at  jeg skulle være med. Sidste år havde jeg en mindre rolle, men i år har jeg fået en, hvor jeg også skal synge. Det kræver lidt ekstra - det får man ikke  bare love til, påpeger han.
Han sidder sammen med Stefan Rasmussen, der havde en birolle sidste år.
- Der manglede en og så hoppede jeg ind, men jeg skulle også være med igen, siger han.
De er enige om, at det især er sammenholdet man kommer for.
- Det er helt fantastisk at mødes på tværs af uddannelser og  årgange. Man får et virkelig godt netværk, siger Amrudin Collac, der har spillet lidt skuespil før i skole og gymnasiet, men det var på et lidt andet plan.
- Det giver også meget i forhold til uddannelsen. Som lærer skal man jo også nogen gange ”optræde” foran sine elever. Der er det her en rigtig god ting at kunne, siger han.

Mange manuskripter
Imens gør de klar til den første scene, der skal øves. Der  er både dansepiger, en meget sur impressario og en diva. Vi er i begyndelsen af ”Mød mig på Cassiopeia”. Det klassisk danske stykke, der findes i flere versioner, har fået sit eget ”Absalonske” tilsnit.
- Vi kiggede rigtig mange manuskripter igennem - jeg tror vi læste otte forskellige - men vi faldt begge for det her. Det er vigtigt, der er noget humor i det og vi kan begge to stadig grine af mange af scenerne, siger Rikke Strange Jensen.
Absalonfolkene har lavet deres twist på James Price-versionen, med fest, farver, dans, fulde og festende muser og meget andet. Der har været arbejdet intenst.
- Her den sidste uges tid, der bor vi nærmest på skolen. Vi er her hele tiden, konstaterer Anna Brandt.
- Det er noget andet og mere end bare en skolekomedie. Vi er selvfølgelig ikke professionelle, men niveauet er ret højt, påpeger hun.
Med-instruktøren er enig.
- Vi har haft nogle af de tidligere medvirkende ovre og se det og de var meget begejstrede, så det tog lidt af nerverne. Vi er på rette vej, siger Rikke Strange Jensen, der ud over at kunne give en  teateroplevelse videre, også selv har haft stor glæde af at være med.
- Det giver et enormt fælleskab - også fordi det er på tværs af lærer- og pædagoguddannelsen. Når jeg har haft en opgave på studiet, så har jeg eksempelvis kunnet snakke med Anna om den og det giver rigtig meget, påpeger hun.
Så skal de tilbage til prøverne. Lige nu er det i almindeligt tøj, men komstumer, og sceneri er snart klar. Musikken - et helt band - øver længere nede ad gangen, og snart er der premiere...

Fakta
• Mød mig på Cassiopeia, er en teaterkomedie, med masser af musik og forestillingen er åben for alle.  
• Billetter kan købes i døren eller via skolen.
• Forestillingen spiller i festsalen på Absalon, Kuskevej i Vordingborg.
• Der er forpremiere den 14. marts klokken 18 og forestillinger 15., 16. og 18. klokken 19. Dørene åbner en halv time før. 

Der øves på livet løs inden den store premiere...
Foto: Michael Thønnings

... og instruktørduoen Rikke Strange Jensen og Anna Gabriella Brandt prøver at få styr på det hele. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar