Hans Kurt og Else Marie Pedersen samt Bruno Ploug fra lokalområdet. Fotos: Lise-Lotte Iuel

Biogasanlæg i Køng kommer nærmere

Små 200 mennesker fra egnen omkring Køng Mose og Lundby deltog tirsdag aften i borgermødet om et biogasanlæg, arrangeret af Vordingborg Kommune 

 

 

Lundby Der var en summen af stemmer og småklynger af folk, som inden mødets begyndelse lige skulle have udvekslet synspunkter og holdninger angående det måske kommende biogasanlæg, der skal placeres midtvejs mellem Sallerup og Køng - nemlig i Køng Mose. Biogasanlægget var det var tirsdag aftens eneste punkt til borgermøde i Svend Gønge Hallen, som indledtes af udvalgsformand for Plan og Teknik, Michael Larsen (R), hvorefter sagsbehandler fra kommunens Afdeling for Plan og By Karsten Kolle tog over og gjorde rede for det forløb, der har været op til den høringsfase, der blev iværksat kort før jul, og som løber til midt i februar. Han fortalte blandt andet, at der har været udpeget to andre mulige placeringer for et kommunalt ejet biogasanlæg nemlig på Masnedø og ved Ørslev, og netop lokaliteten for projektet var nok aftenens kardinalpunkt for de fremmødte borgere. 

 

God idé, dårlig placering

- Jeg tror, vi alle sammen kan blive enige om, at biogasanlæg og al mulig anden form for grøn energi, er vejen frem og det eneste rigtige, men det er placeringen lige netop her, den er helt gal med, udtrykker Bruno Ploug og tilføjer, at der er for langt til motorvejen, og at området vil blive belastet med al for meget tung trafik. 

Men i følge ingeniørfirmaet Niras’ miljørapport, som anlægsvirksomheden Nature Energy, der har budt på etableringen af biogasanlægget, har bestilt og bekostet, er der målt og undersøgt på alle mulige og umulige påvirkninger af miljøet med hensyn til støj, lugtgener, trafik, natur, udsyn og den slags efter gældende regler og lovgivning og efter målemetoder, der er ”almindelige standarder inden for branchen”. 

- Og der er ingen af disse parametre, der falder ud på en måde, så man finder placeringen uegnet til formålet, under forudsætning af, at der er nogle ting, der bliver taget højde for i tide - for eksempel anlæggelsen af en cykelsti mellem Bårse og Lundby, siger Lotte Weesgaard, der har udarbejdet rapporten 

- Og selvfølgelig vil man kunne se de fire høje siloer og en dobbelt så høj skorsten (50 meter) rage op i landskabet, men der skal plantes træer og laves støjmure, så efter en årrække, vil anlægget være pakket en del ind i beplantning og være knap så synligt og markant i landskabet, lød det.

 

Undren

- Det virker meget professionelt og særdeles velgennemarbejdet alt sammen, udtaler Meiken Søndergaard og fortsætter 

- Men det plager mig altså lidt, at det er anlægsfirmaet Nature Engergy, der har bestilt denne miljørapport fra Niras og ikke Vordingborg Kommune selv, der har hyret uvildige konsulenter til at varetage denne miljøvurdering. Det kan godt være, det ikke betyder noget, men jeg synes bare, det virker uheldigt for troværdigheden. Og hvorfor får vi ikke at vide, hvorfor Masnedø og Ørslev som mulige egnede arealer er ude af billedet i forhold til Køng Mose, spørger hun.

 

Erfaringer 

Selvfølgelig var der også en repræsentant fra selve biogasfirmaet, Nature Energy, hvor forretningsudvikler Morten Gyllenborg redegjorde dels for, hvorledes et biogasanlæg i det hele taget fungerer, og dels kunne han gøre rede for de erfaringer, firmaet allerede har med de omtrent lige så store anlæg, de har stået for rundt omkring i Jylland og på Fyn. Og i tilgift inviterede han på en bustur  til Brande, hvor der netop er åbnet et projekt, der tilnærmelsesvis ligner det, der måske skal bygges i Køng Mose.

- Biogasanlægget vil kunne reducere CO2-udledningen med 55.000 ton årligt medregnet den ekstra kørsel, og Vordingborg Kommune vil kunne undvære fossile energiråstoffer allerede i 2035 i stedet for i 2045, fortalte Morgen Gyllenborg fra Nature Energy og tilføjede, at anlægget vil danne grundlag for cirka ti nye arbejdspladser med driftmedarbejdere og chauffører. 

I forlængelse af oplæggene blev det borgernes tur til at komme med indvendinger, ros og ris og bemærkninger, og for de i hallen tilstedeværende byrådsmedlemmer inklusive borgmester Mikael Smed (S) blev der ved borgermødet leveret både faktuel viden samt diverse indvendinger, som samlet set skal danne grundlag for vedtagelse eller forkastning at det mulige projekt om etablering af et biogasanlæg ved Køng Mose ved byrådsmødet den 27. marts i Svend-Gønge-hallen i Lundby.     lilo

Hans Kurt og Else Marie Pedersen samt Bruno Ploug fra lokalområdet. Fotos: Lise-Lotte Iuel

Der var ivrig i snak i pausen blandt modstandere og tilhængere af det måske kommende biogasanlæg

Forretningsudvikler Morten Gyllenborg fra Nature Energy har tjek på det tekniske...

Tilbage til forsiden

Kommentarer

syntes dette indlæg er det bedste jeg har set længe, dejligt neutralt, og informativt

Tilføj kommentar