• www.henriks-hvidevarer.dk

Lærer Line Traberg i det nye køkken, hvor der blandt andet skal være fællesspisning for nogle af Ørnehøjs unge. Foto: Michael Thønnings

Ørnehøj-unge får samlingssted i Vordingborg

Folkene bag ungdomstilbuddet Ørnehøj har fået lavet et nyt, fælles samlingssted til de unge, der er på vej ud på egen hånd. Det nyindstandsætte sted på Solbakkevej i Vordingborg, er nu klar til åbent hus.

Vordingborg Fonden Ørnehøj, med base i Bakkebølle, der gennem 30 år har været hjemsted og støtte for en række unge, har nu fået et ekstra sted.
Denne gang har de købt en lejlighed i forhuset på Solbakkevej 23 i Vordingborg og indrettet med nyt køkken, stor fælles spiseplads og et lille kontor og mødelokale.
- Det er meningen, at det skal være et sted, hvor de unge kan mødes, fortæller lærer Line Traberg.
Således har Ørnehøj otte unge boende i ejendommen bagved, hvor deres et-værelseslejligheder fungerer som en slags ”udslusningstilbud” for dem, der er kommet længst, i forhold til at klare sig selv.
- Det er et rigtig godt sted, men de unge har brug for et sted, hvor de kan mødes til fællesspisning og hvor de kan lave noget sammen, siger hun.

Nye relationer
Ejendommen er således totalrenoveret, med nye gulve og nyt køkken, der lige er blevet testet af over påsken. Meningen er så nu, at der kommer pædagogisk personale hver tirsdag og enten laver spilleaftner, fællespisning eller andre arrangementer.
- Og så kan det også være vi byder ind med noget andre dage. En vigtig del for de unge er det med at varetage at have et netværk og danne relationer. Det kan nogen af dem have svært ved, og der hjælper detm at have et sted at mødes, påpeger Line Traberg.

Se hvad de kan
De unge, der er tilknyttet Ørnehøj kommer flere forskellige steder fra og har forskellige behov. Generelt har mange af dem dog indlæringsvanskeligheder og har tidligere været tilknyttet specialundervisning - men uden at være egentligt handicappede.
Mange af dem tager en STU (særligt tilrettelagt uddannelse) og en del bor på efterskolelignende vilkår på et af Ørnehøjs bosteder.
- En del af det er også at se hvad de kan - om de kan klare sig selv. Vi har blandt andet nogle huse, hvor de bor fire-seks stykker sammen, for at prøve at bo selv. Nogen kommer så videre i lejlighederne her. Det er noget lidt andet, når man kommer fra et miljø, hvor man har haft en slags ”efterskoleliv” og så skal ud at bo alene, påpeger hun.
- Men mange af dem er rigtig glade for at bo her - og de kan lige smutte ned i byen og nogle spiller også fodbold ovre ved DGI-huset, fortæller hun, om placeringen, der også giver mulighed for at have samtaler med de unge og deres pædagoger, socialrådgivere eller familier, fordi der er et møderum lige ved.
- Ellers skulle vi ud til Bakkebølle hver gang, så det er rart med et sted i nærheden, fortæller Line Traberg.
I anledning af, at det nye sted tages i brug er der åbent hus for interesserede den 7. maj klokken 15 til 17. 
Det er dog ikke meningen det skal være et værested, men alene  et samlingshus for Ørnehøjs unge og måske på sigt for nogle at de institutioner, de har samarbejde med.
- Det bliver ikke noget med fester, men måske et sted med lidt café og hvor dem vi samarbejder med, kan snakke sammen, påpeger hun.

Lærer Line Traberg i det nye køkken, hvor der blandt andet skal være fællesspisning for nogle af Ørnehøjs unge. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Det er så spændende, godt for Ørnehøj og de unge.

Tilføj kommentar