Årets sidste gåtur for kommunens ældre gik langs Ore Strand. Foto: Ulrik Jensen

Man snakker godt, når man går

De populære gåture for 60+ segmentet fortsætter i det nye år. Sydsjællands Tidende tog med på årets sidste tur, der gik langs Ore Strand.

Ore Hver mandag formiddag lige siden foråret har lokale guider tilbudt seniorer over 60 år gratis oplevelsesture rundt om i hele kommunen. Det er indtil videre blevet til 40 ture i træk, og deltagerne har haft mulighed for at smage på vild mad, se sæler i Avnøfjorden, opleve havørne  ved Even Sø, opdage gravhøje i Viemoseskoven og meget, meget mere.
Avisens udsendte gik med på turen forleden mandag, hvor 35-40 deltagere med Inge Hansen som guide gik en fire kilometers  tur frem og tilbage langs Ore strand.  
Mange af deltagerne kommer helt fast mandag efter mandag blandt andre Kerrin Junge Andersen, der er tilflytter og har været med på samtlige ture bortset fra en enkelt, hvor hun var på ferie:
- Som tilflytter er det bare en rigtig god måde at lære sin nye kommune at kende og se så mange forskellige steder, samtidig med at der bliver koblet lidt historie på. Jeg har været med på alle ture undtagen den til Ålebæk strand, som jeg tilfældigvis kender godt i forvejen.  Vi har været af sted i al slags vejr på alle årstider, og det handler bare om at have det rigtige tøj på. Der er jo mange gengangere blandt deltagerne, og det har været glædeligt at se den udvikling, nogle har gennemgået.  De kan klare at gå længere, og samtidig får vi også snakket mere efterhånden, som vi lærer hinanden at kende.

Stor opbakning
Inge Hansen, der var guide på turen langs Ore strand, er en af de flittigste guider - af de omkring 25 forskellige, som har medvirket.
- Vi har haft op til 65–70 deltagere for eksempel på turen ud under Farøbroen. Selv da vi var i Beldringe i øsende regnvejr var vi omkring 30. Det mindste jeg har oplevet var 10 deltagere på en tur i Ørslev, hvor det var et rigtigt møgvejr. I gennemsnit er vi omkring 35–40 deltagere på hver tur, lyder det fra Inge Hansen, som har gået 35 år i foreningen Fodslaw og i øvrigt hver eneste uge arrangerer gåture for Ældresagen.
- Jeg kender efterhånden kommunen rigtig godt, men jeg sørger da altid for at læse på lektien, så jeg har noget at fortælle om det sted, vi går. 

Fortsætter i 2020
Med på turen forleden var også Irene Petersen og Ida Pedersen, som er genboer på Vallebovej. Ida Pedersen er 86 år og havde taget sine to vandrestokke med på turen, men hun fik slet ikke brug for dem og blev godmodigt drillet af de andre deltagere, fordi hun bare havde stokkene under armen og så ellers bare gik derudad i rask tempo.
Irene Petersen fortæller:
- Jeg har været med på de fleste af turene og har efterhånden fået det ind som et helt fast mandagsritual at gå med uanset, hvor i kommunen det har været. Det er fint med at kombinere motion med at man får noget til hovedet. Ud over, at der altid er en guide med, sker det ofte, at der blandt deltagerne er nogle lokalkendte, der kan komme med supplerende oplysninger. Og så skal man ikke underkende det sociale. Man snakker godt, når man går. Jeg håber virkelig, at turene får lov at fortsætte til næste år. 
- Det gør ikke noget, at vi skal gå de samme steder. Næste gang kan man jo for eksempel vælge en anden årstid, lyder det fra Irene Petersen.
60+ turene, som de kaldes, er kommet i stand som et kommunalt forsøg med tilskud fra Friluftsrådet, og de fortsætter i 2020, hvor der foreløbig er planlagt to ture. Mandag den 6. januar går turen til idylliske Petersværft, hvor Michael Wiberg er guide og blandt andet fortæller historien om det tidligere flådeværft.  27. januar er Bjarne Hemmingsen guide på en tur til Nyord, hvor man undervejs kigger på rovfugle og vandfugle.

Årets sidste gåtur for kommunens ældre gik langs Ore Strand. Foto: Ulrik Jensen

Inge Hansen er erfaren turguide, som altid har noget at fortælle. 40 uger i træk har der i 2019 været arrangeret oplevelsesture for seniorer rundt om i hele kommunen. Foto: Ulrik Jensen

Genboerne Irene Petersen og Ida Pedersen på vej ud af Ore strand. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Fint initiativ. Hvem har sat det igang og kunne det"eksporteres til Guldborgsund kommune?

Ja, super initiativ. Det er Vordingborg Kommune, der har taget initiativ til og koordineret turene, men det er lokale frivillige, der har ydet langt det meste. Så mon ikke man kunne lave det samme i Guldborgsund? Der er bare nogen, der skal tage initiativet :)

Tilføj kommentar