• www.henriks-hvidevarer.dk

Der var trængsel fra start, da sommermarkedet i Hesnæs åbnede i søndags. Foto: Ulrik Jensen

De holder håndværk i hævd i Hesnæs

For ottende gang står lokale håndværkere på Falster bag et sommermarked i det gamle garnhus på havnen i Hesnæs.

Hesnæs Der var trængsel lige fra start, da 14 lokale kunsthåndværkere i søndags slog dørene op det årlige sommermarked i Hesnæs. Et interesseret publikum strømmede til for at se, hvad de lokale kunsthåndværkere kunne præsentere i år. Som sædvanlig bød sommermarkedet på en mangfoldighed af fine ting i form af blandt andet unika smykker, træ-drejede fade, håndspundet islandsk fårehundeuld, bemalede sten, keramikhuse, sjove tørklæder, håndstrik, pileflet og meget mere. Mange lagde vejen forbi på åbningsdagen og benyttede lejligheden til at få en snak med udstillerne, der også serverede kaffe og hjemmebag i de smukke omgivelser. 
Det er ottende år i træk, at det tidligere garnhus i fiskerlejeidyllen danner rammen om en to ugers sommerudstilling, som i år kan ses hver dag mellem klokken 11 og 17 til og med søndag den 28. juli. 
Ingrid Larsen, der er med i arrangørgruppen, var kassemester på åbningsdagen, da avisen lagde vejen forbi. Det er nemlig sådan, at alt salg på sommermarkedet foregår via dagens kassemester, som indkasserer penge for de købte varer og omhyggeligt fører regnskab med, hvad der bliver solgt. Tjansen går på skift mellem de seks, som udgør arrangørgruppen, således at der altid er flere af udstillerne til stede i den periode, sommermarkedet varer. 
Selv udstiller og sælger Ingrid Larsen vævede brugsting som for eksempel håndklæder, viskestykker og karklude.
- Vi er i år 14 deltagende lokale kunsthåndværkere. Det er et par færre end sidste år. Vi har haft et par afbud, ligesom den ældste udstiller på over 90 år døde umiddelbart efter sidste års sommermarked. Men ellers er vi stort set de samme som de foregående år.
- Med lidt færre deltagere får vi mulighed for en pænere præsentationen af vores ting, og det er i hvert fald ikke et problem at fylde rammerne i garnhuset ud.
- Det er os lokale kunsthåndværkere, som står for sommermarkedet. Vi er blevet mere selvkørende, efter at borgerforeningen har trukket sig i forhold til arrangementet. Vi fortsætter efter de samme præmisser, og vi vil meget gerne fortsætte traditionen. Garnhuset i Hesnæs er et fantastisk sted at holde sommermarkedet. Der er stor lokal opbakning, og så kommer der også en masse turister forbi, lyder det fra Ingrid Larsen. 
Arrangørgruppen glæder sig til to ugers sommermarked og til fint sommervejr, som giver mange lyst til en udflugt til fiskerlejet på Nordfalster, hvor man også kan se de karakteristiske stråbeklædte huse og få sig en dukkert ved den nærliggende sandstrand.
I øvrigt ligger Hesnæs på cykelruten København – Berlin og også på cykelruten Falster rundt, så mange cykelturister kommer forbi.

Der var trængsel fra start, da sommermarkedet i Hesnæs åbnede i søndags. Foto: Ulrik Jensen

Dagens kassemester Ingrid Larsen deltager selv med vævede brugsting. Foto: Ulrik Jensen

De stråbeklæde huse kendetegner Hesnæs. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar