• www.henriks-hvidevarer.dk

Der gåes til stålet - og der er ikke den store opvarmning, men alle kan være med - også udvalgsformand Jesper Berring-Poulsen, der løber bag Jannick. Foto: Michael Thønnings

Det handler bare om at spille fodbold

Vordingborg har fået et nyt fodboldhold, hvor det ikke gør noget man har en diagnose, er hjemløs, eller på anden måde er udsat.

Vordingborg Vordingborg har gennem flere år været rigtig gode til at lave aktiviteter og støtte hjemløse eller udsatte - blandt andet via fodbolden. Men de seneste par år er det gået lidt fløjten - indtil nu, hvor VIF i samarbejde med kommunen og Ombold-foreningen, har fået startet træninger op, med mindst ti friske spillere hver gang.
- Vi har været i gang i cirka to måneder og der kommer folk hver gang. Det er gået rigtig godt, fortæller VIF-formand, Morten Brandt, der påpeger at Ombold-holdet er en almindelig del af klubbens mange ben - ligesom ”Spil bold mand”, fodboldfitness, superveteran - eller U6, for den sags skyld.
Torsdag var der så officiel igangsætning af holdet, hvor socialudvalgsformand, Jesper Berring-Poulsen (S), kunne fortælle lidt om hvorfor man var kommet i gang igen.
- Sidste år, da vi havde Sjællandmesterskaber på Slotstorvet,  hvor Britt Skovgaard (S) og jeg spillede med, talte vi med Martin fra Ombold, og efter vi har mødtes er det lykkedes at starte op, fortalte udvalgformanden, der påpegede, at det at skabe aktivteter og støtte til udsatte, var en af hans kernesager, for at komme  i byrådet.
- Det handler bare om at spille fodbold, indledte Morten Brandt sin tale, hvor han gjorde klart, at aktivitet og det at have en klubfølelse er en god støtte for alle.
Det mente gutterne også selv. Rasmus Jensen, Vordingborg, Jesper Kortsen, Vordingborg, og Jannick Madsen, Næstved, var alle tre glade for at være på holdet her. Jannick og Rasmus har dog begge spillet på Omboldholdet i Næstved, mens Jesper har spillet på efterskolen Østergaard, og først har prøvet Ombold her.
- Det gode er at alle er velkomne - ligegyldigt om du er førstidspensionist eller har en diagnose, eller noget helt andet, fortæller Rasmus Jensen, der også har spillet for Saxenhøj, men nu håber at føre VIF til nogle titler.
Således er holdet så stort og så godt, at de kommende turneringer - den første om 14 dage - godt kunne byde på mulige Vordingborg-sejre.
- Men det gode er jo også at man kan være med uanset niveau. Der bliver ikke gjort forskel, påpeger de tre fodboldspillere, der skal skynde sig i gang med træningen, der blandt andet forestås af VIF-træner Brian Hyldgaard, der ud over at være fodboldtræne, også i det daglige arbejder med netop målgruppen, som Ombold er lavet for.
En del af spillerne kommer via væresteder i kommunen men alle, der på en eller anden måde er udsat, er velkommen på holdet, der mødes på stadion hos VIF hver torsdag fra 12 til 14.

Der gåes til stålet - og der er ikke den store opvarmning, men alle kan være med - også udvalgsformand Jesper Berring-Poulsen, der løber bag Jannick. Foto: Michael Thønnings

Rasmus Jensen, Jannick Madsen og Jesper Kortsen, har fundet et nyt fælleskab ved at komme med på den nye ombold-hold i VIF. Foto: Michael Thønnings

Morten Brandt fra VIF fortæller om deres opstart til de fremmødte fra Ombold-foreningen. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar