• www.henriks-hvidevarer.dk

Kunstgyngerne har været rundt omkring og er snart på vej til Vordingborg. De bliver den første investering for de penge som kommunalbestyrelsen tilbage i 2014 afsatte til ”aktiviteter for unge” ved DGI Huset. PR-foto

DGI-hus har haft aktivitets-millioner i årevis - nu bruges hovedparten på kunstgynger

Allerede i januar 2014 besluttede politikerne at sende godt to millioner kroner til DGI-huset, der var særligt målrettet en række aktiviteter for og af unge, men intet er sket, før nu, hvor hovedparten af pengene bruges på et ”gynge-kunstværk” på DGI-arealet, som man håber er klar inden jul. 

Vordingborg Der var stor glæde i sommers, da kommunen kunne fortælle at man - med statsstøtte - havde indkøbt et kunstværk med gynger for cirka 2,3 millioner kroner, som skal op at stå ved DGI-Huset i Vordingborg. 
Værket, der består at orange jernrør og gynger i forskellige højder skal gøre indkørslen til stedet attraktiv og fortælle om det sted, man nu er kommet til.
Hvad der ikke fremgik af pressemeddelelsen dengang var, at en stor del af pengene som bliver brugt på kunstværket, allerede i 2014 blev øremærket til at skulle bruges til ”aktiviteter for og af unge”, netop ved DGI-huset.
- Det skal netop bruges på aktiviteter. Der ligger et helt katalog, lød det i 2014 fra Thorbjørn Kolbo (S), der dengang sad i kultur- og fritidsudvalget, som han i dag er formand for.
- Jeg glæder mig til at komme i gang, fortalte han, da opgaven med at bruge de godt to aktivitets-millioner blev givet til hans udvalg.
Siden skete der intet. Og det endda på trods af forvaltningen allerede i 2013/2014 lavede det nævnte idékatalog med planer om hvad de mange penge skulle bruges på.
Blandt planerne var således både BMX-baner, ramper til streetaktiviteter, rapelling, filmaktiviteter, børneteater, beachvolley og meget mere, som de unge skulle have lov at stå for. 
Det blev også understreget overfor kommunalbestyrelsen af netop Thorbjørn Kolbo: Der var planer, som bare skulle sættes i gang.

En simpel forklaring
Men der er en helt simpel forklaring, på hvorfor der først sker noget nu, lyder det.
- Vi har ventet på, at man kunne færdes deroppe og på at der var plads til udendørs aktiviteter, siger Thorbjørn Kolbo i dag.
- Vi er kun en ottendedel af vejen med projektet. Det hele er først klar om 10-15 år, så det er en langsigtet plan, siger han.

Passede ikke ind
Fra forvaltningens side, har fagchef Jesper Kjærulff ikke en decideret forklaring på, hvorfor pengene ikke blev brugt som planlagt, allerede da de blev frigivet i 2015. 
- Der har nok ikke været ting, som på den måde passede ind, siger han og påpeger at selvom der var et idékatalog - som han  i øvrigt udfærdigede - så var der ”forskellige forventninger”.
- Det er ikke rigtig lykkedes at sætte i gang. Det kan der være mange årsager til, siger fagchefen, og hentyder, som formanden, også til at byggeriet ikke har været helt færdigt.
Der har ellers været mange ønsker om aktiviteter for de unge oppe ved DGI-Huset siden da. Ud over street-aktiviteter, har der både været snak om rulleskøjtebane, basketbane, og airsoftklubben håbede også på at komme derop - og det er ud over de planer, som ellers har ligget.
Men nu er pengene - eller i hvert fald 1,3 millioner af dem - gået til et stort kunstværk, der forventes op snarligt.
- Planen er der stadig og vi udvikler det sammen med brugerne. Kunstværket er heller ikke noget vi bare har fundet på. Alle har sagt god for det. Det er en åben dialog og proces, siger Thorbjørn Kolbo.

Møde om gynger
Værket ”One Two Three Swing!” er lavet tilbage i 2017 af gruppen Superflex, der især brød igennem med sodavandskopi-kunstværket ”Guarana Power” fra 2003, hvor sydamerikanske bønder blev aktiveret. Siden har de lavet andre interaktive ”værkstøjsværker”, blandt andet det nævnte, der blev bestilt til Tate Modern i London og også har været en tur forbi København, hvor orangebemalede stålrør, der slanger sig rundt og nogle steder danner gynger, hvor der kan sidde flere folk på. Det skal invitere til dialog og ligger sig i halen på en del lignende kunst, der især havde sin storhedstid i begyndelsen af 2000-tallet og nu placeres ved DGI-huset permanent. 
Forventningen er at det kommer op i løbet af november/december og man kan høre fagchef Jesper Kjærulff og DGI-mand, Bjarne Malmros, fortælle mere om værket til ”Byforummøde” i Soldaterhjemmet  på torsdag den 7. klokken 18-21.30.
De resterende penge i den nævnte pulje - der alle blev allokeret til ”aktivteer for unge ved DGI-huset” - burde udgøre omkring 700.000, som kulturudvalget i princippet stadig kan planlægge aktiviteter for til unge. I følge Thorbjørn Kolbo er der dog ikke sat nogen dato for, eller fast plan for brugen af de penge. 
 - Vi får et kunstværk af international klasse og jeg tror at folk udefra vil komme, bare for at se det, siger Thorbjørn Kolbo, der kalder det et luksusproblem, at der stadig er penge til rådighed.

Kunstgyngerne har været rundt omkring og er snart på vej til Vordingborg. De bliver den første investering for de penge som kommunalbestyrelsen tilbage i 2014 afsatte til ”aktiviteter for unge” ved DGI Huset. PR-foto

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar