Marianne Christensen debuterer som digter. Arkivfoto: Mille Holst

Digte om at leve med minderne

Marianne Christensen debuterer som digter. Mød hende i Bog & Idé  på lørdag.

Nye bøger I mange år har Marianne Christensen rejst rundt i verden og fortalt historier. Lokalt kender vi hende bedst for historien om Marie Grubbe samt hendes Dagligstuefortællinger, hvor hun åbner sit hjem for fremmede og byder på mundtlige fortællinger - dels hendes egne, dels inviterer hun andre fortællere indenfor.
Nu debuterer Marianne Christensen imidlertid også som digter. Hendes digtsamling ”Blå måne skinner hvidt lys” er udkommet på Books on Demand. 
Der bliver i den forbindelse en boglancering hos Bog & Idé i Algade i Vordingborg lørdag den 19. maj klokken 11-13.
- Her kan læserne få signeret bøger og få en snak om det at gå fra at optræde som mundtlig fortæller til pludselig at udgive en digtsamling, fortæller Marianne Christensen til Sydsjællands Tidende.
- Jeg laver også skrivekurser og opfordrer alle til at komme i gang med at skrive, om ikke andet så bare fordi det er godt for sjælen, fortsætter hun.
”Blå måne skinner hvidt lys” består af en række digte, skrevet over flere år og ”gemt i pc’en”, som Marianne Christensen selv skriver et sted i digtsamlingen. Digtene rummer store følelser om sorg, håb, og savn, og de er for de flestes vedkommende blevet til som led i en personlig helelsesproces i forbindelse med Marianne Christensens mands sygdom og død. Men digtene rummer også en vilje til ikke at leve i minderne, men derimod at leve med dem.
- Jeg har været for blufærdig til at udgive dem, men nu har jeg læst højt af dem nogle gange og kan se, hvordan de virker på folk, fortæller Marianne Christensen, der således besluttede at lade digtene trykke og i samme ombæring har medtaget nogle af de reaktioner, som lytterne har haft.
- Jeg føler mig afsløret, gennemskuet og ramt, siger eksempelvis forfatter Dorte Roholte om digtsamlingen.
- Jeg vil opfordre til, at man bestiller ”Blå måne skinner hvidt lys” hos boghandleren, så han er sikker på at have taget bøger nok hjem, slutter Marianne Christensen.

 

Uddrag af digtet "Drøm":
Mine drømme
må ikke ligge og flyde
over hele huset.
Tænk, hvis nogen
fandt dem
og så,
hvilket hemmeligt liv,
der lever under en rolig 
og tjekket overflade.

Marianne Christensen debuterer som digter. Arkivfoto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar