En mand og en kvinde sigtet for hjemmerøveri

Mandag den 3. februar klokken 22.36 mødte en ung kvinde og en ung mand op på en adresse i Nørre-Alslev.
Her tiltvang de sig adgang til boligen ved blandt andet at give beboeren en knytnæve i ansigtet.
De to gerningsmænd stjal herefter et par computere, som de stak af med.
Signalementet af kvinden og manden blev sendt rundt i politiets systemer, og det gav pote dagen efter, tirsdag den 4. februar.
Tirsdag aften fik politiet nemlig en anmeldelse om, at en kvinde, der var i selskab med en mand, havde truet en ekspedient på en tankstation på Gaabensevej i Nørre-Alslev.
Kort efter var politiet på stedet, og her kunne de anholde en 24-årig kvinde og en 20-årig mand, der svarede til signalementet ved hjemmerøveriet mandag aften.
De blev begge fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing Falster klokken 11.45 onsdag den 5. februar.  
Her blev de begge varetægtsfængslet frem til den 3. marts.

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar