Er det Abildhøjgårdens endeligt?

De sidste uger har vi i aviserne og på facebook kunnet læse om den store investering i Præstø, et nyt flot samlet børnehus.
Os der har børn i det nuværende Børnehus er næppe uenige i at det er hårdt tiltrængt med en tidsvarende løsning for vores mindste, jeg hilser derfor nybyggeriet velkomment. 
Glæden stopper dog brat da jeg i august referatet fra BUF–udvalget kan læse at man overvejer et scenarie, hvor man river skoleklubben ned, for at bygge der, hvor Abildhøjgården ligger i dag.
Dette må ikke ske! Børnene har behov for det frirum de har på gården efter skole, ligesom området og lokalerne bruges til udeskole flere dage om ugen. 
Både i august og oktober referaterne drøftes det at lægge skoleklubben ned på skolen, men hvorfor ødelægge en god fungerende institution og børnenes fristed? Og hvad med de børn der ikke trives i skolen, skal de så fastholdes hele dagen i de rammer? For cirka 20 år siden blev Abildhøjgården kåret som ”Danmarks bedste fritidshjem”, i dag mangler visionerne og modet klart hos vores folkevalgte til igen at stile efter dette. Kære politikere, og embedsmænd for den sags skyld, Hold venligst fingrene fra Abildhøjgården, I vil gerne tiltrække børn, både til byen og til folkeskolen.
Den fortælling bliver svær at sælge, hvis denne forkætrede ide ender med at blive til virkelighed.

 

Carsten Skaarenborg
Mønvej 93
4720 Præstø

 

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar