Connie Storck er efter at være blevet ramt af en bus blevet hjerneskadet og fysisk ødelagt. Hun har svært ved at gå og falder over selv de mindste ujævnheder. Vi har mødt hende til en snak om livet efter ulykken. Foto: Mille Holst

Er det altid lykken at vende tilbage til livet efter døden?

I 2013 blev Connie Storck kørt ned af en bus, og hun vågnede først et par måneder senere af komaen. Lægerne gav hende ikke mange chancer for at overleve eller få et normalt liv efter ulykken. Vi har talt med hende om livet efter ulykken og hvad den gør ved en som menneske.

Stensby I september 2013 gik Connie Storck som så mange gange før overfor grønt i en fodgængerovergang i Nykøbing Falster. Uheldigvis for hende overså en buschauffør det røde signal og drønede ind i hende, så hun blev slynget langt hen ad vejen.
- Der gik 1-2 måneder før jeg vågnede i glimt af komaen, fortæller Connie Storck, da vi besøger hende i hendes hus i Stensby. Hendes hukommelse er ødelagt, så hun må langt hen ad vejen forholde sig til det, der er skrevet ned. Men det skal være skrevet med stor skrift, for hendes syn blev også ødelagt i ulykken, i forbindelse med at hun pådrog sig en hjerneskade. 
- Da mine børn kom og besøgte mig kunne jeg ikke kende dem, fortæller hun og har heller ikke nogen minder tilbage fra dengang børnene var små.
Connie Storck er ulykkelig over sit liv - over ikke at kunne huske, ikke at have nogen minder, over at buschaufføren gik fuldstændig fri efter ulykken og fortsat arbejder som buschauffør i Nykøbing.

Vidne ringede og fortalte 
- Der var kun ét vidne til ulykken: En mand, der stod ved fodgængerfeltet ved siden af. Han ringede og spurgte mig, om jeg ville vide, hvad der var sket. Jo, det ville jeg gerne.
- Du blev smidt hen ad vejen og lå og skreg.
- Der var kommet en læge forbi på vej fra arbejde. ”Hun er død”, sagde han. Det var jeg også. Jeg var et sted, jeg hellere ville være.

Overlevede mod alle odds
Lægerne havde ikke de store forventninger til hendes overlevelseschancer efter ulykken. Hun fik, som en sidste mulighed, en kraniotomi - en operation, hvor man skærer hul i hovedet, så blod og væsker kan flyde ud.
- Det gør man kun når folk er ved at dø, siger Connie Storck og fortsætter:
- Jeg overlevede desværre.
- Det liv jeg har er ødelagt. Jeg er ikke den, jeg var. 

En lang vej til Helvede
Connie Storck er på mange måder en mønsterbryder. Hun mistede sin mor som ti-årig og blev alene med sin far, der var medicinmisbruger.
- Jeg løb hjemmefra som 15-årig, fortæller hun og lykkedes derefter med at skabe sig en normal tilværelse. Hun har en iboende trang til at hjælpe andre og uddannede sig til socialpædagog, blev gift og fik tre børn.
- Jeg havde skabt mig et godt liv, siger hun, men er ulykkelig over den drejning, livet siden ulykken har taget.
Hun lider i dag af posttraumatisk epilepsi, har kronisk hovedpine, er hjerneskadet, har neuropatiske smerter, har mistet en stor del af sin hukommelse, og ødelagt sit syn. Hun går desuden dårligt, falder over selv de mindste ujævnheder og har mistet evnen til at multitaske samt meget svært ved at falde i søvn.
- Da han (buschaufføren, red.) ramte mig med bussen, kastede han mig ind i helvedes forgård, siger hun, men konstaterer at det liv, hun har fået efter at have været i koma ikke er bedre. Slet ikke.
- Nu er jeg nået helt til helvede, konstaterer hun.

En stærk vilje
Lægerne var først usikre på, om Connie Storck ville overleve ulykken, efterfølgende om hun ville skulle leve som en grøntssag, og endelig om hun nogensinde ville komme til at gå igen. Men Connie Storck har en vilje af stål, og hvis nogen siger til hende, at hun ikke kan, så vil hun vise dem.
- Du bliver aldrig rask. Det var de flinke til at fortælle mig på Rigshospitalet. Men jeg rejser mig altid, siger hun og fortsætter:
- I dag går jeg ture hver dag og cykler, siger Connie Storck, der trods dage, hvor hun er ved at give op, alligevel finder styrken til at fortsætte.
- Nogen gange går jeg 20 kilometer. Selvfølgelig bliver jeg træt, men min krop er jo altid træt.

Måtte væk fra alle busser
- Hvis det var mig, der havde ødelagt et andet menneskes liv...det kunne jeg ikke leve med, siger Connie Storck og er stadig både vred og bitter på den buschauffør, der kørte hende ned. Hun er flyttet fra Nykøbing, fordi hun ikke kunne holde ud at være i samme kommune som chaufføren, der ødelagde hendes liv. Hun har siden flyttet nogle gange, for hun kan heller ikke holde ud at bo steder, hvor der kører busser.
- Det er en kamp for at få et liv efter... og selvmord, det tænker jeg stadig på dagligt.
- Der er nødt til at ske nogle gode ting, hvis jeg skal leve med dette lorteliv, siger Connie Storck, der derfor er begyndt at drikke et glas god rødvin til sin aftensmad. Det var også en god ting, da hun flyttede fra sit forrige hus.
- Det er slet ikke mig at flytte så meget, men jeg er nødt til at gøre dét, der forbedrer tilværelsen, siger hun.

Connie Storck er efter at være blevet ramt af en bus blevet hjerneskadet og fysisk ødelagt. Hun har svært ved at gå og falder over selv de mindste ujævnheder. Vi har mødt hende til en snak om livet efter ulykken. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Hej Connie S. Her de dyberes medføles, med alt det du har været igennem, brug naturen så meget du kan, få der er så meget godt at hente der ude, ønsker dig alt medvind i fremtid, du må aldrig give op. KH. Carsten Gliese

Tilføj kommentar