• www.henriks-hvidevarer.dk

Årets vindere af Erhvervsprisen er Brix Design A/S ved brødrene Joachim, Daniel og Christian Brix-Hansen. Til venstre ses Erhvervschef i Lollands Bank Peter A. Tøgersen. Foto: Lise-Lotte Iuel

Erhvervsprismodtagere 2019 kåret på Hotel Frederiksminde

Vordingborg Erhvervsforening kårede torsdag aften årets erhvervsprismodtagere i tre forskellige kategorier. 

Erhvervsprisen Den til bristepunktet fyldte foyer på Hotel Frederiksminde summede torsdag aften af de forventningsfulde, småsnakkende godt og vel hundrede fremmødte festklædte deltagere, der skulle deltage i arrangementet, hvor tre priser skulle uddeleles: Overraskelsesprisen, Mikrovirksomhedsprisen og Erhvervsprisen – alle gældende for året 2019.

De nominerede 
I forvejen var det annonceret, hvem der var nomineret til Mikrovirksomheds- og Erhvervsprisen, hvor førstnævnte omhandlede Vordingborg MC A/S, OT Skabe A/S og Borre Brugsforening, og til Erhvervsprisen var indstillet CB Entrepriser A/S, Brix Design A/S, Vordingborg Shipping A/S, Stensved Formværktøj ApS og SHM Salsbjerg Holding ApS. Men hvem af disse otte skulle så modtage den egentlige pris? Overraskelsesprisen kunne gælde hvad som helst: En forening, en enkelt person, et initiativ, en institution, ja, alt var i spil. 
Bestyrelsesformand for Vordingborg Erhvervsforening Willi Becke, der også har haft en formandspost i dommerkomiteen sammen med prisernes sponsorer, gjorde i sin velkomsttale rede for, hvor vanskelig en opgave det havde været for komiteen at prioritere otte virksomheder ud af de i alt 51, der var blevet indstillet, men at opgaven også havde været sjov, og at dommerkomiteen i sidste ende var blevet enige om, at man havde fundet de helt rette virksomheder blandt mange bud.

Vanskelig opgave
- Og selvom vi i det daglige kan have modsatrettede interesser og være indbyrdes i konkurrence med hinanden, er vi her i aften for at fejre de nominerede og vinderne, for at netværke og for at hygge os med hinanden på kryds og tværs af alle de velfungerende og godt drevne virksomheder Vordingborg Kommune sammenlagt kan præsentere, og som der er god grund til være særdeles stolt af, sluttede Willi Becke sin velkomst til gæsterne, der på det tidspunkt havde fundet ind i Frederiksmindes festsal. Her var der dækket op efter alle kunstens regler, og der var lavet bordplan – sikkert med en bagtanke af de forretningsmæssige, hvor deltagerne, som hovedsageligt bestod af politikere, embedsmænd og erhvervsfolk, havde en sjælden mulighed for at være sammen uden hensyntagen til hverdagens eventuelle kontroverser.

Overraskelsesprisen
Direktør for Vordingborg Erhverv A/S, medlem af dommerkomiteen, Susanne Kruse Sørensen, præsenterede til en start Overraskelsesprisens modtager i lidt floromvundne vendinger, men hvor der hen ad vejen blev rettet en pil mod Idrætshøjskolen Bosei, som her i deres tiårige jubilæumsår kan se på en institution i vækst med engagementer i mange forskellige retninger, men først og fremmest med kampsport som omdrejningspunkt på et internationalt anerkendt niveau. Forstander Kenneth Retslov takkede i sin improviserede tale naturligvis for æren og tilføjede sluttelig:
- Det har en ret afgørende betydning, at man udtaler navnet på skolen Bosei korrekt, idet ordet Bosei udtalt ’bosæj’ – betød ”at stræbe efter stjernerne”, hvorimod Bosei udtalt som ’bosaj’ betyder ”at gemme sig under et bord ved et bombeangreb”. Den afslutningssalut indhøstede naturligvis en stor klapsalve og en masse af latter fra tilhørerne. 

Mikrovirksomhedsprisen
Efterfølgende skiftedes dommerkomiteens medlemmer til at præsentere de tre topnominerede til prisen som Årets Mikrovirksomhed, hvor den kreative købmand fra Borre Brugsforening Niels Olsen vandt æren. Afdelingschef for Møns Bank, Bart Gyldenløve Roetink, fremhævede blandt andet uddeler Niels Olsens evner til at få og udføre gode idéer til glæde for lokalsamfundet på Østmøn som sådan, men også for Møn i al almindelighed. Også Niels Olsen holdt en kort improviseret tale, og meddelte forsamlingen, at pengepræmien på 10.000 kroner på en eller anden led skal bruges sammen med de ansatte, som sammen med ham selv og Bettina Nielsen er en betingelse for at drive og udvikle Borre Brugsforening. 

Årets Erhvervspris 2019
Aftenens store pris blev tilkendt Brix Design A/S som under præsentationen ved erhvervschef i Lollands Bank Peter A. Tøgersen fik følgende ord med på vejen: 
- Her er der tale om en kernesund og veldrevet virksomhed igennem mange år, hvor der har været et stort lokalt engagement fra de to brødre Christian og Joachim, og et lidt mere anonymt af Daniel Brix-Hansen. Virksomheden er en familieejet virksomhed, der blev etableret i 1992 af brødrenes far ingeniør Helge Brix-Hansen. Helges mor led af gigt og havde derfor problemer med at åbne konservesglas. Her opfandt Helge ”JarKey” - verdens bedste lågåbner. Brix Design er gennem tiden også blevet kendt for andre produkter, som har vundet flere internationale designpriser. Brix Design ejer selv to brands - nemlig BRIX og Folle, og har modtaget designpriser for begge. Som eksempel har BRIX vundet priser i både Danmark, Tyskland, USA, Spanien og England. 
- At man kan fremstille op til flere produkter, der formår at skabe både national, men også international anerkendelse, fortjener at blive hædret med en nominering. I spidsen for virksomheden sidder brødrene, som både har vist stort engagement i deres forretning, men også gennem en markant indsats for at fremme erhvervslivet og virksomhedernes vilkår i kommunen. 
Borgmester Mikael Smed (S) overrakte prisen på 50.000 kroner, som Christian Brix-Hansen takkede for på egne og brødenes vegne: 
- Jeg har i sin tid selv været med til at indstifte prisen, og det er med stor overraskelse og ydmyghed, Brix Design modtager prisen i år. Vi er beærede over påskønnelsen, som helt sikkert også er betinget af vores dygtige medarbejdere, der i gennemsnit har en anciennitet på tolv år, så det er givet, at pengeløbet på en eller anden måde skal bruges sammen med dem.

Festaften
Aftenens prisoverrækkelser afsluttedes med en kortere tale mestendels omhandlende erhvervslivets betydning for kommunen af borgmester Mikael Smed, hvorpå festmiddagen kunne indtages i de smukke omgivelser på Frederiksminde i en opløftet og glad stemning. Ved den efterfølgende kaffe afholdt den blandt erhvervsfolk kendte erhvervsmand Kurt Larsen, tidligere bestyrelsesformand for DSV, (De Samvirkende Vognmænd, red.) foredrag. 
 

Årets vindere af Erhvervsprisen er Brix Design A/S ved brødrene Joachim, Daniel og Christian Brix-Hansen. Til venstre ses Erhvervschef i Lollands Bank Peter A. Tøgersen. Foto: Lise-Lotte Iuel

Bettina Nielsen og uddeler Niels Olsen, Borre Brugsforening, modtager Mikrovirksomhedsprisen 2019 af Susan Thydal (S), formand for Udvalget for Turisme, Udvikling og Erhverv, Vordingborg Kommune. Foto: Lise-Lotte Iuel

Kenneth Retslov, forstander på Idrætshøjskolen Bosei, modtog Overraskelsesprisen på højskolens vegne. Foto: Lise-Lotte Iuel

Bestyrelsesformand i Vordingborg Erhvervsforening og formand for dommerkomiteen Wille Becke holder velkomsttalen på Hotel Frederiksminde. Foto: Lise-Lotte Iuel

Borgmester Mikael Smed (S) har fået ordet for en kortere bemærkning. Et vue ud over festsalen på Frederiksminde ved Vordingborg Erhvervsforenings store kåringsarrangement torsdag aften. Foto: Lise-Lotte Iuel

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar