Ulla Hemmingsen fik ikke testet så mange, men til gengæld var mange af dem, der kom, syge. Foto: Michael Thønnings

Færre blev tjekket - men flere er syge

Den årlige ”Test og Tjek”-dag på Sundhedscenteret havde de ikke så mange besøgende som vanligt, men mange af dem der kom, var mænd i gruppen på 60-plus, hvor overraskende mange var syge.

Vordingborg - Der har faktisk ikke været så mange - ikke så mange som sidste år. Til gengæld har det været rigtig mange mænd, fortæller Ulla Hemmingsen, der er sygeplejerske og en af tovholderne på Vordingborg Sundhedscenters årlige ”Test og Tjek”-dag.
Her er det især  KOL (stenlunger) og type 2 diabetes (sukkersyge), der testes for og gruppen af mænd mellem 60 og 70 er nogen af dem, der rammes. Derfor var det måske meget heldigt, at det især var den gruppe der kom, da alle - ganske uforpligtende - kunne få testet sig selv. Og selvom der ved middagstid kun havde været 35, så var flere af dem syge.
- Vi havde 11 der var i gruppen og syv der var i grænseområdet i forhold til KOL, fortæller Ulla Hemmingsen, der påpeger at man derudover havde tre, der havde diabetes og to i grænsezonen.
- Derfor er det også super relevant. Vi har haft en langt større del i år, der faktisk var syge, fortæller hun.
Hun påpeger at de tester, kommer med anbefalinger og derefter sender folk videre til egen læge, så de kan blive endeligt testet og få en egentlig diagnose, hvorefter de kan komme i behandling.
- Det skal de til lægen for, men vi giver dem nogle redskaber, som altid er gode, siger hun og fortæller at de arbejder med fire M’er: Mad, Motion, Medicin og Motivation.
- Det er dejligt at se gruppen  af mænd kommer. Det er også ofte dem, der ikke rigtig får taget til lægen. Når der så er denne dag, er det måske mere uforpligtende, siger hun og påpeger at de i de fleste tilfælde giver de testede - der er ramt - et ring om et halvt eller et helt år, for at følge op.
På dagen var også de aktive seniorkonsulenter i gang, og her var både information og masser af muligheder, ligesom der blev fortalt om de mange patientkurser, som kommunen udbyder til de fleste, der har en sygdom.

Ulla Hemmingsen fik ikke testet så mange, men til gengæld var mange af dem, der kom, syge. Foto: Michael Thønnings

Seniorkonsulenterne stod klar med hjælp og vejledning til ”Test og Tjek”-dagen på Sundhedscenteret. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar