Benny ”Antik” Hansen fylder 70 år. Her ses han foran et udvalg af hans mange varer designet af Jens Harald Quistgaard. Foto: Mille Holst

Fødselsdag i verdenshistoriens skygge

Benny ”Antik” Hansen fylder 70 år og inviterer derfor til åbent hus lørdag eftermiddag. Vi har mødt fødselaren til en snak om livet, som det hidtil har formet sig - og blandt andet opdaget, at verdenshistorien har haft afgørende betydning for antikvitetsforretningen midt i Præstø by.

70 år Benny ”Antik” Hansen har i en menneskealder beskæftiget sig med antikviteter og møbelsnedkeri. Allerede som tre-årig gik han med sin far, der også var møbelsnedker og antikvitetshandler, på arbejde.
- Jeg har altid vidst, jeg ville være i den her branche. Men jeg er også gammel 60’er-flipper og har villet se lidt af verden, siger han og fortæller at han således som ungkarl i en årrække arbejdede i udlandet, i både England, Tyskland, USA og Frankrig.
I 1975 etablerede Benny Antik sig som antikvitetshandler i Præstø.
Jeg delte de første fem år udstilling og værksted med min far på den anden side af gaden, fortæller han. Men i 1980 erhvervede han sig ejendommene Adelgade 96 og 98, satte dem i stand, men så de stadig så ud som i 1800-tallet, og flyttede såvel butik som beboelse ind her.
Han havde seks mand ansat til renoveringsarbejdet.
- Men de hjalp også med at tømme dødsboer og laste varer til kunderne, fortæller Benny Hansen.

Når historien griber ind
Kunderne har gennem årene været fra mange forskellige dele af verden, USA, Tyskland, England, og Benny har opbygget et stort netværk af trofaste aftagere. Men han har også måttet sande, at verdenshistoriens forskellige begivenheder har haft direkte indflydelse på hans forretning.
Da Berlinmuren faldt i 1989 strømmede det tyske marked over med billige antikviteter fra øst.
- Der mistede jeg 70-80 procent af min omsætning over natten, fortæller Benny Antik, der således fra den ene dag til den anden måtte se sig om efter et nyt marked. I mange år derefter sendte han således 20-fods containere med varer til amerikanske kunder, der indkøbte danske antiviteter efter blot at have set dem på fotografier.
Med terrorangrebet 11. september 2001 faldt dollaren drastisk.
- Varerne blev dobbelt så dyre for amerikanerne, fortæller Benny, der endnu engang måtte se sin forretning skudt i sænk af en af verdenshistoriens større begivenheder.
I dag har Benny Antik Hansen på grund af dårlig ryg måttet opgive at handle med møbler; i hans butik er der istedet fyldt op af mindre antikviteter og de senere år har han specialiseret sig i design af den danske designer Jens Harald Quistgaard, der boede i Bakkebølle.
- Han er ikke kendt i Danmark, men han er et stort navn i udlandet - for eksempel i USA, fortæller Benny og oplyser, at han er den eneste designer i verden, der har lavet mere end 4.600 designs.
Kunderne har således ændret sig med årene - og det har generationerne også.
- Jeg sælger nu til børnebørnene til mine første kunder, siger Benny, for sådan går smag og behag i ring, men springer gerne en generation over. Fremtiden for antikvitetsmarkedet ser han dog ikke lyst på.
- Branchen har været som at køre i rutchebane. Nu foregår alt via nettet, uden momsafregning, husleje og revision. Det er ikke til at hamle op med. Vi er en uddøende race, mener Benny Antik.

Ringen er sluttet
Med Quistgaards designs er ringen sluttet for Benny Hansen. Som ung møbelsnedker og sælger forhandlede han nemlig Quistgaards værker, mens han arbejdede i udlandet. Senere mødte han Quistgaard og indledte forretninger med ham, hvilket efterfølgende gav ham et venskab for livet. Da Quistgaard for nogle år siden døde, var det iøvrigt Benny, der blev bedt om at vurdere dødsboet. Som en kuriositet fortæller Benny Antik, at det var Jens Harald Quistgaards far, der lavede Eos-skulpturen og springvandet til banegårdspladsen i Vordingborg betalt af Ny Carlsbergfondet. Familien ejede Hulemosegård og udstykkede jorden til beboelse.

Sætter sit præg på byen
I Præstø har Benny Antik Hansen været engageret i et utal af forskellige foreninger; blandt andet var han med til at starte byens bevaringsforening, hvor han også var formand gennem ti år. Herigennem har han medvirket til at mange af byens gamle huse og pakhuse er blevet bevaret.
- Jeg kan godt tage noget af æren for, at Præstø ser ud, som den gør idag, siger Benny, der også selv har istandsat en række ejendomme omkring hans egen forretning i Adelgade 96, nemlig nummer 98 og 100, som han i en årrække ejede. I dag har han måttet sælge sine ejendomme og bor til leje, men sådan er der medgang og modgang livet igennem. Han finder dog glæde i, hans søn har erhvervet Bennys barndomshjem på den anden side af gaden og er i gang med at sætte det i stand, så det igen kommer til at se ud som i begyndelsen af 1900-tallet.

Fødselsdag og julegaver
Lørdag 3. november fejrede Benny ”Antik” Hansen sin 70 års fødselsdag med åbent hus.

Benny ”Antik” Hansen fylder 70 år. Her ses han foran et udvalg af hans mange varer designet af Jens Harald Quistgaard. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar