• www.henriks-hvidevarer.dk

Der var pænt fyldt i Vordingborg Kirke, da ”Fløjte-Larsen” sagde farvel til sin by. Fotos: Michael Thønnings

Farvel Vordingborg

Et del af Vordingborg forsvandt, da op mod 100 fremmødte sagde farvel ved ”Fløjte-Larsens” bisættelse i onsdags.

Vordingborg Nogen mennesker bliver glemt,  når de går bort, mens andre bliver husket i mange år fremover. Nogen gange er det for store bedrifter - det er dem som ender i historiebøgerne - mens andre bliver husket for deres menneskelige egenskaber. Sådan én var Larsen.
Således indledte sognepræst Therese Nielsen sit farvel til Hans Erik Larsen - af de fleste nok kendt som ”Fløjte-Larsen”,  da han blev bisat onsdag fra Vordingborg Kirke.
Der var godt fyldt i kirken, hvor der var på den pæne side af 100 lokale, der ville sig farvel, til en mand, der om nogen var synonym med Vordingborg.
Således gik snakken da også på, hvordan han vil blive savnet i bybilledet, som han var så stor en del af. For selv dem, der ikke kendte ham personligt, har med garanti mødt ham - cyklende gennem byen, til festlige arrangementer eller nede ved de røde skure i havnen og har nydt godt af hans humør og skæve fløjt.
- Man blev levende af at være sammen med ham, lød det fra Therese Nielsen, der også kaldte ham en tusindkunstner, og påpegede at han netop var et af de mennesker, som altid havde en positiv indgang og et smittende humør.
- Han holdt meget af at holde taler. Han talte gerne og gerne længe, sagde Therese Nielsen, som Larsen i øvrigt selv skulle have sat pris på. Således kom han ofte til andre bisættelser i kirken - lige så vel, som han var dér, hvor der skete noget i byen.
Der var dog også en privat side af ham og den nære familie med middage og fødselsdage betød meget for ham, ligeså vel som hans kat, som han gik meget op i at passe. Og de mange timer han brugte i det røde skur på havnen, hvor døren altid var åben. Det var nærmest et udflugtsmål.
Det var også her, der blev holdt gravøl efterfølgende og da rustvognen forlod kirken, så kørte den ned til skuret og holdt et par minutter, så Larsen kunne sige farvel til havnen og havet, som han holdt så meget af. Således havde familien også valgt at få spillet Lis Sørensens ”Verden i Farver” som indledning i kirken, med de  velkendte linier: ”Havet er så blåt, som et øje kan se, aldrig vil jeg glemme, det jeg så. Livet kom og tog mig tilbage igen, aldrig vil jeg glemme Havets blå”.
Larsen blev taget tilbage som 64-årig, og havde været syg af kræft gennem en årrække. Han var i behandling, og havde netop fået ny medicin, men ville stadig klare sig selv. Han holdt humøret højt til det sidste. Selv de gange han var i behandling på sygehuset, havde han overskud til at lave sjov med sygeplejerskerne.
Også  ved bisættelsen, hvor mange naturligvis var i sorg, var det Larsens positive livssyn, som blev husket.
Therese Nielsen titulerede ham desuden ”chefmekaniker for havnen”. Det er ikke en hemmelighed, at han var en eminent mekaniker. Udlært  hos H.P. Hansen i sin tid, og altid klar på at hjælpe, når sejlerne, havde motorvanskeligheder.
Her fortalte præsten også anekdoten om dengang han havde hjulpet en sejler, og skulle gå i land, men skvattede i vandet.
- Han faldt i og røg helt under, og da han kom op igen, havde han tommelfingeren i ølflasken. Der skulle ikke vand i øllen, sagde hun. 
Og sådan er der nok mange, der kan en historie om Larsen og hans humor. Eller kan huske de historier, han fortalte.
En anekdote mange nok husker, var fra var en juletræstænding oppe på Slotstorvet, hvor Banko-Carl var julemand og med stoisk stemme talte med børnene om, hvad de mon ønskede sig. ”Og hvad ønsker du dig så lille ven”, sagde Carl, hvor Larsen, der var kommet gennem folkemængden udbrød: ”En kam”  (han var næsten skaldet), og afsluttede med sit velkendte fløjt. 
Rap i replikken, med en enorm viden. Mange har lært noget af en snak med Larsen, der ud over sin humor og vid også var en enormt dygtig håndværker. Altid med på lidt sjov, med positivt sind og højt humør. Alle var altid velkomne. Sådan var Larsen - og  sådan var Vordingborg.
Onsdag sagde vi farvel til en vigtig del af byen.

Der var pænt fyldt i Vordingborg Kirke, da ”Fløjte-Larsen” sagde farvel til sin by. Fotos: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar