• www.henriks-hvidevarer.dk

Mads Mandal i kamp i weekendens Fight Night arrangeret af BK Tårnet 74. PR-foto: Martin Fastrup

Fight Night i Vordingborg

Lørdag aften slog Vordingborg’s Bokseklub, BK Tårnet 74, dørene op for en stor boksebegivenhed i Vordingborg. Som ramme om denne hårdtslående dag, havde man lånt DGI Huset og fyldt det med 500-600 vilde tilskuere. I løbet af dagen blev der bokset i alt 20 kampe i alderen 11 til 27 år.

Boksning Blandt de deltagende boksere var blandt andet de to lokale drenge, Mohammed Sleiman og Mads Mandal, på henholdsvis 15 og 21 år. Ifølge træner Tina Hansen var lige netop de to aftenens helt store overraskelser. 
- Jeg er dybt imponeret af Mohammed og Mads. Begge drenge er stadig forholdsvis nye indenfor boksning, men alligevel boksede de med en overlegenhed og viste psykisk overskud i en ellers ret stor og larmende kulisse, siger Tina Hansen og fortsætter:
- Mohammed er en lille hurtig gut som hidtil har bokset fire kampe, som desværre alle sammen er blevet til nederlag. Det kunne man ikke se på ham i lørdags. Han boksede med et overblik, som ikke er normalt for en dreng i hans alder og med så lidt erfaring. Han var faktisk så god, at hans tyske modstanders træner kom til mig og beskyldte mig for, at have løjet omkring, hvor mange kampe Mohammed rent faktisk har bokset. Men det må bare være et stort skulderklap til Mohammed ovenpå en rigtig flot kamp. Mads derimod er helt ny i det her game. Han debuterede for 14 dage siden, hvor han var meget nervøs. Men denne gang havde han smidt alle nerver og gik til den fra start af. Han satte hurtigt sin modstander på plads og slog ham derefter ud i tredje runde. De her to knægte forventer jeg mig meget af. De har en god mentalitet og en god indstilling til sporten. 

Aftenens bedste kamp
Ifølge Tina Hansen blev aftenens bedste kamp bokset af Rasmus Christensen på 19 år.
- Rasmus er førsteårs elite bokser, og dette var hans første kamp imod en af de rigtig store drenge. Han mødte en dygtig bokser med en del flere år på bagen og en god håndfuld internationale kampe i bagagen. Men på trods af, at Rasmus’ modstander var ham overlegen på fysikken, så boksede Rasmus et brag af en kamp og vandt kampen på point. Jeg arrangerer aldrig boksekampe for drengene, som jeg ikke tror på, at de kan vinde. Men derfor tillader jeg mig alligevel er være dybt imponeret over drengene og især Rasmus’ præstation var i øjnefaldende. 

Sjællandsmester
Hovedkampen til lørdagens bokseforestilling var den 27-årige tredobbelte sjællandsmester, Ali Dedayev, der mødte den fysiske og hårdtslående schweiziske mester, Angelo Gentile. En kamp som Ali Dedayev glædede sig meget til. 
- Det var en kamp som jeg så rigtig meget frem til. Han er rigtig dygtig og har en lang international karriere bag sig. Det er sådanne kampe, der er rigtig sjove at bokse, siger Ali. 
DGI Huset var fyldt med begejstrede tilskuere i hundredvis, og det var da også med til at gøre Ali Dedayev en smule nervøs. 
- Det er klart, at når der er så mange tilskuere til stede under kampen og der samtidig er familie og venner, der forventer, at man vinder, så bliver man en anelse nervøs. Jeg forsøgte at skabe kampen og være meget bevægelig fra start af. I vores klasse kan ét enkelt slag være afgørende, så det er med hele tiden at være forudseende og parat. Selvom tilskuerne nok altid håber på en knockoutafgørelse, så er det svært når man bokser imod så god en modstander. Jeg var meget koncentreret og fokuserede meget på at bokse, frem for at det blev til den rene slåskamp. Den tanke tror jeg at jeg delte med min modstander, så vi fik en rigtig god og fair kamp, slutter Ali. 
Ali Dedayev er ikke den eneste i familien, der har talent for boksning. Hans 11-årige lillebror, Ramadan Dedayev, er også nykåret sjællandsmester.

 

Tekst: Lasse Jeppesen, freelance sportsjournalist for Sydsjællands Tidende

Mads Mandal i kamp i weekendens Fight Night arrangeret af BK Tårnet 74. PR-foto: Martin Fastrup

Ali Dedayev med trofæet. PR-foto: Martin Fastrup

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar