Carsten Olsen går også under navnet ”Den fløjtende pedel”, men om kort tid, er han bare Carsten. foto: Michael Thønnings

Fløjtende pedel på pension: - Du skal holde det som dit eget hjem

Carsten Olsen har været på fornavn med de fleste børn på Marienberg skole gennem flere generationer. På fredag har den populære pedel sidste dag.

Vordingborg - Det er efterhånden sket nogle gange at forældre kommer over og hilser med deres børn der går her og siger: ”Det er er Carsten”. De har selv haft gået her. Det er lidt sjovt, at have oplevet flere generationer, der kommer igen, siger Carsten Olsen, som man måske kender fra byrådssalen, men som endnu flere kender som fast pedel på Marienberg skole.

Men det slutter nu. I april fyldte han 65 år og rundede 50 år på arbejdsmarkedet - heraf næsten 30 år som pedel på Marienberg skole. 

- Det bliver da lidt underligt, siger han da han tager imod på det kontor, han har haft siden 1991. Farven på væggen er skiftet fra en beige/brun til en lyseblå, men ellers er det stort set som det plejer. Opgaverne har dog ændret sig og det er ikke fordi, han har meget kontortid.

- Det er selvfølgelig anderledes på den måde, at jeg tidligere startede dagen med at køre forbi Vordingborghallen og derefter låste vi skolen op. Tidligere skulle vi også herover og låse klokken 22, fortæller Carsten Olsen om nogle af de lange arbejdsdage. I dag er en del automatiseret - lys og låse - men der er stadig nok at gøre. Således fik han ud over Marienberg skole og Vordingborghallen også Kastanjen på Skovvej og Mælkebøtten, som han også skal holde styr på indvendig.

Til gengæld betød omlægninger sidste år, at pasning af skolens grønne arealer og det udvendige, overgik fra pedellerne til kommunens ”Vej, Park og Havne”-afdeling.

- Det var jeg da lidt ked af, men vi leger jo ikke politi herude, siger den planteglade Carsten Olsen, der netop har  været meget glad for den grønne del af jobbet.

Og den får han mulighed for at videreføre i sin pensionisttilværelse. Da han første gang kom i kommunalbestyrelsen omkring år 2000, fik han en havearkitekt til at anlægge en del af haven, som der bliver mere tid til, ligesom han netop har fået en pensionst-tjans hos Vordingborg Plantehandel, hvor han giver en hånd med.

Dertil kommer det politiske arbejde - både lokalråd og kommunalbestyrelse ud over  det andet foreningsarbejde. 

- Jeg håber også jeg kan komme mere ned i hallen og spille badminton med seniorerne og så vil jeg prøve at få noget undervisning i keyboard, siger han.

Netop keyboardet, var noget han tog op for en ti års tid siden.

- Jeg havde noget med maven og arbejdede meget. Der var næsten kun plads til arbejde. Så talte jeg med lægen, der spurgte om det ikke var noget jeg havde lyst, siger Carsten Olsen.

- Jeg fortalte, at jeg altid har været fascineret at dem, der kan tage en guitar ned af væggen og bare spille, og at jeg egentlig godt kunne tænke mig at spille keyboard. Så det gjorde jeg, siger Carsten Olsen, der var heldig at få plads både fik lært noder og keyboard.

- Og så havde jeg en svigerfar, der spillede meget, så jeg kunne også lære lidt og spille med ham, tilføjer han.

 

Kender ham

Det er spisefritkvarter og der er noget larm fra legende børn. Dem vil han savne. Også kollegerne. Da vi går ud i gården, kommer en dreng hen for at vise ham sin smarte måde at sætte trøjen på. ”Se her, Carsten”, siger han. De kender ham allesammen.

- Jeg er rigtig glad for det klatretårn, der blev lavet, men der mangler lidt i udearealerne. Det er vigtigt at børnene kan lege ude i den friske luft, siger han. Stedet betyder meget - også kollegerne.

- Vi er et lille sted - 20-25 ansatte. Så man kender folk og bakker op, siger han.

Der har da heller ikke været problemer med hans politiske virke, hvor skoleområdet i de senere år, ellers har været noget påvirket - også i forbindelse med beslutninger han har været med til at træffe.

- Der har da godt kunne falde lidt spidse bemærkninger. ”Har du stemt for det”, men man snakker jo om tingene og  der er et godt sammenhold, siger han.

Selv kalder han sig pedel, selvom titlen officielt er servicemedarbejder.

- Pedel ved folk, hvad er, siger han og fortæller om karrieren der begyndte som VVS’er i august 1968, siden førte ham til skofabrikken Jaco, da den lå her, inden han søgte til det kommunale.

- Det gjorde jeg meget specifikt og var heldig at få en delt stilling. Til at starte med skulle jeg være varmekonsulent og således spare, så min stilling kunne blive finansieret, fortæller han. 

Sparerunder har da også ramt ham selv han fik egentlig stillingen i 1988, men tilpasninger betød at han blev flyttet og delt mellem Ørslev og Vintersbølle, inden han kom tilbage til Marienberg i 1991, hvor han har været siden. Hidtil med en kollega, indtil forrige år og nu er der en praktikant og ham, samt for tiden en fra Iselinge,  et par dage om ugen, der skal lære systemet, inden Carsten siger farvel og går på sommerferie. Den 29. juni er der afskedsreception og han kan kalde sig pensionist.

- Men det har været dejligt, siger han og påpeger at han tidligt i karrieren fik et råd fra overpedellen på Vintersbølle, som han har fulgt.

- Han sagde: ”Du skal holde det som dit eget hjem og hus, fortæller Carsten Olsen.

mith

 

Carsten Olsen går også under navnet ”Den fløjtende pedel”, men om kort tid, er han bare Carsten. foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar