• www.henriks-hvidevarer.dk

Familien Gammeljord koncentrere nu kræfterne om Flemmings planteskole i Vordingborg og kører alt privatsalg herfra, mens butikken i Ugledige overgår til produktion i løbet af september. Foto: Michael Thønnings

Flemmings Planteskole retter fokus mod Vordingborg-butikken

Områdets største planteskole har besluttet at lukke Ugledige-afdelingen for kunder og satse fuldt og helt på Vordingborg-forretningen, der får et større udvalg, ligesom man i højere grad vil hjælpe med havekonsulentopgaver.

Vordingborg/Ugledige - Jeg er godt klar over, at der er mange der vil sige, at der jo er så flot i Ugledige og en dejlig udsigt, men vi kan ikke leve af en flot udsigt, siger Lene Gammeljord, der sammen med sin mand Søren, har drevet Flemmings Planteskoler i henholdsvis Ugledige og Vordingborg.
Nu koncentrerer de så kræfterne om butikken på Sigynsvej i Vordingborg (bag Leif Pedersen biler), mens Ugledige lukker for privatsalg og overgår til planteproduktion, ekstra ”lager” og som udgangspunkt for Sørens Gammeljords havekonsulentarbejde.
Planteskolen i Ugledige har familien haft i flere generationer, mens de overtog forretningen i Vordingborg i 2017. Derfor har det også været en svær beslutning.
- Men vi er nødt til at fremtidssikre os, og der er facilliteterne altså bedre her i Vordingborg, end de er i Ugledige. Vi kan også se at det betyder meget for mange af kunderne, at vi ligger nær byen, fortæller Lene Gammeljord.
- Men vi får så et langt større udvalg her i Vordingborg. Mange har troet, at vi kun har stueplanter, men vi har masser at ting til haven og udbygger det nu endnu mere, fortæller hun og påpeger at netop fordi der er lager og produktion i Ugledige, så er der masser at tage fra - også hvis man mangler noget helt særligt, som hidtil har været en af deres store styrker.
- Så kan vi jo sagtens lave en aftale, så vi kan skaffe det, siger hun.
Søren Gammeljord, der hidtil har passet butikken i Ugledige, vil også primært blive der. Der vil han producere nye planter og så er det meningen, at han vil hjælpe med havekonsulentopgaver for folk, ligesom han vil tage sig af større ordrer og tilbud der er mere erhvervsrettede.
- Der er mange, der haft efterspurgt havehjælp og råd og det vil der være mulighed for at tilbyde nu, fortæller Lene Gammeljord, der selv bliver i Vordingborgbutikken. Derudover bliver de ansatte der, mens den ene af de to gartnere, der er i Ugledige, vil komme med over i Vordingborg - mens den anden skal blive og hjælpe Søren .
- Der er måske nogle kunder der vil tage det hårdt - især dem mod Præstø og Jungshoved, og det er jo ikke fordi vi synes det er sjovt, men vi har tænkt længe og hvis vi skal fremtidssikre, så er det det rigtige. Det håber vi så at kunderne har forståelse for, siger hun.
Når Ugledige lukker ned for salget, bliver der holdt et flytteslag, hvor der vil være særlige tilbud på blandt andet frugttræer, frugtbuske, stauder, roser og slyngplanter og det bliver lavet som en overgang i løbet af september.
- Det bliver en glidende overgang. For os handler det om ikke at gabe over for meget og gøre det vi er gode til. Vi er hele tiden nødt til at udvikle os. Det går ikke at falde i søvn, siger hun og påpeger at der stadig vil være gang i liv og aktiviteter, som man har været vant til at kunne opleve i de to planteforretninger, der nu bliver til én.

Familien Gammeljord koncentrere nu kræfterne om Flemmings planteskole i Vordingborg og kører alt privatsalg herfra, mens butikken i Ugledige overgår til produktion i løbet af september. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar