David Sørensen sammen med sin knap to-årige datter Caroline Madsen ved et arrangement i dagplejen i december. Foto: Mille Holst

Forældre bekymrede over dagplejefyring

I Bårse er en af byens dagplejere blevet fyret med den begrundelse, at der ikke er søgning til dagplejetilbuddet. Det argument tror forældrene ikke på; de tror tværtimod fyringen skyldes nedprioritering af dagplejetilbuddet i kommunen. Men dagplejechefen afviser, at der skulle være tale om en generel nedprioritering af dagplejetilbudet, der tværtimod styrkes i Vordingborg by.

Bårse/Kommunen I Bårse bliver dagplejen i 2020 skåret med en dagplejer. Det bekymrer forældrene, som frygter, at Vordingborg Kommune er ved at udfase dagplejetilbuddet til fordel for de kommunale daginstitutioner. Til avisen fortæller de eksempelvis, at daginstitutionen i Bårse har ledige pladser, og de frygter, at beslutningen om at bygge ny stor institution i Præstø nu går ud over dagplejetilbuddet i Bårse.
- Det med at der ikke er børn nok, det passer ikke, mener David Sørensen, hvis datter indtil årsskiftet er blevet passet i dagplejen i Bårse.
- Et ægtepar, der bor i Præstø, ville gerne have deres barn blev passet hos Lillian (Christensen, red.), men det måtte de ikke, fortsætter han. En forældre, der bor i Kalvehave, men får sine børn passet i dagplejen i Bårse, fortæller, at hun har været glad for at kunne aflevere og hente sine børn i Bårse på vej til og fra arbejde. 
- Jeg arbejder i Næstved Kommune, så tiden har altid passet godt, siger hun. Også for hende er den mulighed nu slut og børnene flyttes til Kalvehave.
- Lillebror, der kommer her om 14 dage, skulle have haft plads hos Lillian, men sådan skulle det ikke være, siger hun, da vi taler med hende i starten af december måned.
- Der mangler fire børn i vuggestuen, fortæller David Sørensen, og mener, at de tomme pladser i den kommunale institution, er en del af årsagen til, at der skæres ned på dagplejeområdet. Men der er også en anden grund, mener han:
- Hun er blevet fyret, fordi hun stiller spørgsmål til ledelsen. (...) Det lugter lidt. 

Føler sig presset 
David Sørensen har indtil nytår fået sit barn passet i dagplejen i Bårse, men blev af Michael Juliussen bedt om at finde nye pasningsmuligheder fra 1. december, selvom dagplejemoderen fortsætter til marts måned. Familien nægtede, hvorfor de fik at vide, at barnet skulle flyttes senest første januar, hvis de ville være sikre på at få en plads til hende. 
David Sørensen kunne have valgt at flytte sin datter til en dagplejemor et andet sted, men da datteren til sommer skal i børnehave i Bårse, har forældrene valgt at få hende passet i den lokale vuggestue, simpelthen for at skiftet senere på året så måske vil føles mindre. Vuggestue og børnehave ligger nemlig samme sted.
- Vuggestuen, det er lidt imod vores princip, men vi vil gerne at vores datter får så få skift som muligt, siger David Sørensen.
Michael Juliussen, der er dagplejeleder i Vordingborg Kommune, er ikke enig i denne udlægning. Han fortæller, at der altid er pladser til de børn, der har behov for at blive passet.
- Vi er forpligtet til at give dem en erstatningsplads, siger han og mener også at forældrene hos den nu fyrede dagplejer er blevet tilbudt plads hos andre dagplejere i Bårse. Når han har bedt dem om at søge væk fra den fyrede dagplejemor skyldes det, at han først på vinteren ikke vidste om hendes fagforening ville kræve at hun blev fritstillet øjeblikkeligt, forklarer han.

Manglende søgning
Michael Juliussen ønsker ikke at kommentere den konkrete fyring af en dagplejer i Bårse, men han fastholder overfor Sydsjællands Tidende, at fyringen er sket på baggrund af manglende søgning fra forældrenes side.
- Vi arbejder for at dagplejen stadig er et attraktivt tilbud, men det kræver, at der er forældre, der søger, og det har der altså ikke været i Bårse, siger Michael Juliussen. Han afviser, at der skulle være forældre, der gerne vil have deres børn passet i Bårse, som har fået afslag herpå, sådan som David Sørensen ellers påpeger, at der er.
- Vi tager udgangspunkt i forældrenes ønsker; så vidt det er muligt efterkommer vi dem, siger han, men understreger, at der generelt ikke er søgning til Bårse.
- Jeg bliver nødt til at tilpasse ud fra det budget, der er, siger han og påpeger, at der på ingen måde er tale om en afvikling af dagplejetilbuddet. Således ansatte kommunen to nye i 2018 og en i 19 og altså endnu en her ved årsskiftet.
- Ventelisten ser således ud, at der ikke er nogen børn på ventelisten i Bårse og Lundby. Vi har undersøgt frem til 31. marts 2020, altså 0 børn på ventelisten og dertil har vi seks tomme pladser per 1. januar ’20 fordelt på fire dagplejere.  Når vi når frem til 1. april, har vi fem tomme pladser fordelt på tre dagplejere. 
Derfor har vi foretaget justering af antallet af mulige pladser, som har medført en reduktion af én dagplejer, skriver han til Sydsjællands Tidende og kalder beslutningen ”rettidig omhu”.
- Det er rigtig synd for L. Hun har passet sit arbejde igennem rigtig mange år; der er ikke noget personligt i det, siger han og gør desuden opmærksom på, at dagplejerne alle andre steder i kommunen er fuldt bookede, og i Vordingborg mangler der ligefrem dagplejepladser.
- I Vordingborg by har vi 15 med behov (for pasning, red.), siger Michael Juliussen og oplyser, at der her er én på venteliste i januar, otte til februar og seks til marts. oplyser Michael Juliussen.
- Der er meget pres på i Vordingborg, og der har jeg fået lov til at ansætte, siger han og glæder sig over i januar at have ansat en ekstra dagplejer i Vordingborg.
 

Den fyrede dagplejer har ikke ønsket at udtale sig til avisen om sagen.   

 

Læs også "Chikane eller med loven i hånd".

David Sørensen sammen med sin knap to-årige datter Caroline Madsen ved et arrangement i dagplejen i december. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar