• www.henriks-hvidevarer.dk

Foregangsmodel for lokal-demokrati står for fald

Vordingborgs anerkendte og roste model for at inddrage borgerne, står foran store ændringer, når den nye ”nærdemokratimodel” om kort tid besluttes. Lokalråd og faste møder med politikere ser ud til at forsvinde, mens der er færre penge, færre forpligtelser og ingen krav om at blive hørt. Men det er en bedre model, mener politikerne.

Kommunen I fremtiden er der ingen lokalråd, der skal høres, hver gang politikere eller administration vil lave ændringer. Der bliver afsat færre faste penge til lokaldemokratiet, og der kommer et nyt udvalg og en administrativ koordinator, der skal tage sig af henvendelser fra lokalområderne, fremfor møder, hvor politikerne to gange årligt er tvunget til at møde deres lokale vælgere.
Den nye plan for nærdemokrati - eller hvordan man involverer borgerne i beslutningerne - er i sin sidste fase, når det særligt nedsatte udvalg, mødes for sidste gang den 15. maj, inden planen besluttes.
- Men det bliver en bedre model. Det er det vi har arbejdet på, siger formand og kommunalbestyrelsesmedlem, Peter Ole Sørensen (V), der sammen med et par andre politikere, udvalgte foreningsfolk og kommunale topchefer, har stået for at lave modellen.
- Men vi nedlægger ikke lokalrådene. Vi styrker dem, siger han og påpeger at der er steder, hvor lokalrådene ikke har fungeret. De erstattes forventeligt med lokalfora, der er mere løst sammensat, interessebaserede og kan dække andre lokalområder, end de hidtidige lokalråd. 
Sagen har været, at det er svært, at få alle folk til at forpligte sig til at lave noget fast, og i den nye model, kan man i højere grad være med af og til.
Til gengæld erstattes lokalrådets tilskud på 36.000 kroner årligt, med cirka 5.000 kroner til kontorhold, og man behøver ikke længere at holde møder. Således bliver de to årlige ”dialogmøder”, hvor udvalgte politikere kommer ud lokalt og lytter til borgerne, erstattet med muligheden for at man generelt holder nogle samlende tematiske borgermøder.
- I forhold til økonomien, så fjerner vi også kravet om medfinansiering til LUP-puljen (kommunal pulje, som alle kan søge, red.), der har været på 50 procent. Så dem, der er aktive, kan søge om penge og skal ikke selv finde anden finansiering, siger Peter Ole Sørensen om en styrke ved den nye model, der kan betyde flere penge, hvis man er særligt aktiv og heldig i sit eget lokalområde.
- Og man kan jo altid invitere politikerne forbi, hvis man har lyst, tilføjer han om mødemulighederne lokalt.

Bliver ikke hørt
En af de mere kontroversielle ting, er høringspligten, der fjernes. Her har forvaltningen tidligere været tvunget til at informere og spørge lokalrådene, før de lavede ændringer i deres lokalområde. Det forsvinder i den ny model, hvor lokalfora har de samme rettigheder som alle andre.
Her tror næstformanden i nærdemokratiudvalget, Carsten Olsen (S), at man nok opdager tingene alligevel og selv bør holde øje, mens Peter Ole Sørensen påpeger, at man i forvaltningen får en koordinator, som gerne skal være med til at give besked, når der er noget man skal være opmærksom på lokalt. Det fremgår dog ikke, af den plan der er lavet.
- Og så behøver man ikke føle, at man har en pligt til at mene noget i lokalrådet, siger Peter Ole Sørensen.
Den hidtidige model har været meget rost og flere kommuner har brugt Vordingborgs model, til at udvikle deres egen. Her var kommunalbestyrelsesmedlem og daværeden lokalrådformand i Nyråd, Susan Thydal (S), i 2015  på Fyn for at fortælle om erfaringerne.
- Men det er fint, at revidere den. Den blev også ændret i 2013, og den skal jo tilpasses, siger hun om det nye tiltag.
Modellen besluttes politisk i slutningen af maj og forventes ikke at komme i høring blandt borgere eller lokalråd.

 

 

Nyt lokaldemokrati

Den nye model for lokalrådene, det lokale demokrati og frivillighed skal behandles sidste gang den 15. maj, inden vedtagelsen. Her er de største - forventede - ændringer.

• Nyt navn og område: 
Lokalrådene vælges demokratisk og fungerer som en bestyrelse, der tager sig af et område. 
Erstattes af lokalfora. Lokalfora bliver mere løst sammensat og tilpasses løbende baseret på ens interesser og projekter.

• Færre penge: 
Lokalrådene får 36.000 kroner årligt og kan i LUP-puljen søge penge til projekter, der kræver mere end det. Her skal dog medfinansieres for 50 procents vedkommende. 
Erstattes med et grundtilskud på cirka 5.000 kroner til kontorhold. Alt andet skal man søge om, og baserer sig på aktiviteter. Krav om eget tilskud ved søgninger til LUP fjernes.

• Ingen høringspligt: 
Lokalrådene skal høres, når der laves noget nyt i deres område. 
De nye lokalfora er løst sammensat og skal derfor ikke høres. Der er lagt op til at man selv må holder øje. Derudover vil man lave høringer og borgermøder digitalt.

• Ingen dialogmøder: 
Lokalrådene afholder to gange om året møder, hvor politikerne tager ud og møder de lokale og debatterer lokale problemstillinger. 
Erstattes af overordnede temamøder generelt, der arrangeres, styres og planlægges af kommunens administration.

• Forvaltningen koordinerer: 
Lokalrådene hører direkte under kommunalbestyrelsen og har dialogen med politikere og administration. 
Erstattes af en nærdemokratikoordinator og en frivillighedskoordinator i den kommunale forvaltning. Derudover oprettes et overordnet udvalg med politikere, foreningsfolk og lignende, der skal tage sig af de ting, der opstår.

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Nyt lokaldemokrati Det var en god ide med 2 årlige lokalrådsmøder. Nærdemokratimodellen har bare ikke fungeret godt nok alle steder, og været lidt for besværlig for politikerne. Derfor vil man erstatte dem med Byforum-møder. Det seneste Byforummøde den 14. maj kl. 18-21.30 i ABSALONs sal var en smagsprøve på de kommende storforum-møder. Valg af mødestedet var interessant og vi fik en fin introduktion af Stina Løvgreen Møllenbach, som er centerchef for Skole og Læring på Professionshøjskolen ABSALON. Ja, alt skal jo have nye navne, Vordingborg Seminarium, University City, og nu har 10. Klasser-Centret og Ungdomsskolen også fået navnet på facaden. Man kan blive helt forvirret. Så tak til Stina for den fine velkomst og introduktion. Man skulle tilmelde sig, og jeg undrede mig over, at interessen blandt borgerne ikke var større, fordi programmet for mødet var interessant. Allan Andersen som formand for Byforum Vordingborg forklarede Byforums mission og vision, - og så må vi som borgere jo se, om vi skal vælge Lokalrådet eller Byforum, når vi har anliggender der skal behandles af vore politikere fremover. Til de valgte emner på mødet har jeg lige nogle kommentarer. Flagjubilæum: Fine indlæg fra såvel kommunaldirektør Lau Svendsen Tune, projektleder Kristoffer Rosner Jensen fra Borgcentret og eventkoordinator Sacha Keller fra Bycentrum (den tidligere Handelsforening?). Jeg savnede et indlæg fra Gitte Kongsted om kunstudstillingerne i Algades forretningsvinduer med lokale kunstnere, i anledning af flagjubilæet. Heldigvis har hun også taget de i lang tid ubenyttede kulturtavler med i bag, for at gøre opmærksom på udstillingen, men desværre drukner de små faste tavler i alt for mange, for store og ofte overflødige valgplakater. Nullo Faccini orienterede om Waves festival 2019 med en video fra tidligere år på skærmen, dér skulle man bare have tænkt på at slukke lyset! Michael Larsen fortalte lidt om udviklingsplanerne for de 3 lystbådehavne i Vordingborg kommune. Til Bygningskulturens dag i oktober har Bevaringsforeningerne også valgt at fokusere på havnene, så det passer os udmærket at høre mere om SLAs udviklingsplaner på de kommende møder om havnene. Vordingborgs Nordhavn er en af de ældste naturhavne i Danmark, og vi vil lægge stor vægt på, at historien respekteres og tilgodeses ved en modernisering. Vi glæder os til de kommende møder. Kirsten Andersen fortalte om de nye bestræbelser for Soldaterhjemmet. Vordingborg Amatørcene Spectakulus har tidligere opført teaterforestillinger og revyer i salen og vi er meget glad for, at der kommer nyt liv i soldaterhjemmets lokaler. Inden pausen kom Jørgen Nymark fra Vordingborg Lokalråd med et indlæg om en Byportal over Københavnsvej ved TV2øst/Vandhuset. Min kone og jeg var helt uenig med forslagene, de viste eksempler var grimme og upraktiske og unødige. Den eksisterende lysregulering ved fodgængerovergangen kunne måske forbedres med en knapbetjent sekundvisning for ventetiden og dermed sikres bedre. Velkommen til Vordingborg kan jo markeres ved den eksisterende plakatstander og bykortstanderen, måske med en box til turistbrochurer. Inge og Herbert Siz.

Tilføj kommentar