• www.henriks-hvidevarer.dk

Frivillig indsats...

I Det Frivillige Samråd har vi længe ønsket, at alle frivillige kræfter i Vordingborg Kommune fik en samlet organisering – lokalrådene, forældrebestyrelser og frivillige foreninger, uanset om interessen er socialt arbejde, idræt, kultur, folkeoplysning eller noget helt femte. Det, synes vi, lykkes i de anbefalinger, det særlige §17 stk. 4 udvalg netop har afleveret til kommunalbestyrelsen. Her tænker vi særligt på oprettelsen af det samlende udvalg for nærdemokrati og frivillighed. Her skal politikere sidde sammen med foreningerne og sikre at samarbejdet bliver prioriteret og glider godt. Det er i vores verden en afgørende brik. Mange af de undersøgelser, der er gennemført i forbindelse med det sidste års arbejde, peger på, at opmærksomheden fra politisk side er afgørende, for at arbejdet med samskabelse bliver prioriteret af administrationen, som jo også har mange andre mål at løbe efter. Derfor hilser vi også velkomment, at der foreslås en frivilligkoordinator, som kan gøre kontakten nem, for både frivillige og administration. Det er også derfor, det anbefales, at vi får genskrevet den overordnede Politik for Frivillighed og Borgerinddragelse og ikke mindst, at vi får koblet en konkret handleplan på politikken. Det arbejde bør, ikke være et vedhæng til et andet udvalg, men er vigtigt nok til at have sit eget udvalg. Vores kommune kan få en samhørighed på det frivillige område og kan løfte allerede gode initiativer til indsatser, der rykker, men det kræver, at civilsamfundet bliver inddraget og bidrager på nye måder. Den opgave kræver fokuseret arbejde og opmærksomhed. Sammen med de nye måder at organisere administrationen på, så er et samlende udvalg centralt for at få bære nærdemokrati og frivillighed i Vordingborg Kommune til nye højder.
Her skal i hvert fald lyde vores opfordring til at politikerne tager godt imod anbefalingerne.

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar