Lars Lyngskov har fået 140 års historie om den navnkundige Vordingborg Trælast ud på bogform. Foto: Michael Thønnings

Går tæt på international lokal virksomhed

Ny bog går bag om 140 års historie med Vordingborg Trælasthandel, der både lokalt og internationalt har haft stor betydning for byggebranchen. Forfatteren kommer forbi til Late Night.

Vordingborg En torsdag formiddag i juni - lige før sommerferien - fik den lokale trælasthandel en fax. Ikke en hvilken som helst fax, for det var Vordingborg Kaserne, der skulle bruge ”noget træ”.
- I får et par containere ned, lød det efter sigende fra militærmanden, inden alt måtte kastes ind i kampen for at levere alt træ og materialer til opbygningen af Camp Danevang i Irak. Den lokale virksomhed endte med at sende 31 styks 20-fods-containere med byggematerialer afsted.
Dette er blot en af de historier, som Lars Lyngskov tager fat i med sin nye bog ”Historien om Vordingborg Trælasthandel A/S”, der går tæt på 140 års historie med en af områdets - og landets - vigtige og spændende virksomheder.
- Jeg var nede i lokalhistorisk arkiv - og har hele tiden haft en stor interesse for erhverv. Men det eneste, der stod om Vordingborg Trælasthandel var hvad der svarer til en A4-side, siger han. 
- Så tænkte jeg på udtrykket. Den der har evnerne, har også pligten, lyder det fra Lars Lyngskov, der da satte sig for, at skrive historien om trælasten.
Her var han i øvrigt selv ansat gennem 30 år, og han har derfor haft kendskab til en række historier og tidligere medarbejdere, ejere og ledere, som han også har talt med og interviewet i forbindelse med bogens tilblivelse.
- Så det er ikke min historie. Jeg har ikke en masse egne anekdoter eller ting jeg har fundet på, for at sælge. Det er holdt som fakta, jeg har kunnet få bekræftet, påpeger han.

Branchemode
For ham var det således vigtigt at få fortalt hele historien - fra begyndelsen i 1869 og tiden på Algade og frem til i dag, hvor virksomheden ligger på Broværket under navnet Fog.
- Det kan måske virke lidt smalt, men derfor har jeg netop også kigget på sortimentet. Den ”mode” der har været i byggebranchen og den måde som produkterne har udviklet sig på over tid. Det er jo noget helt andet i dag, end da man startede for 140 år siden, fortæller han.
Han påpeger samtidig, at man dengang fremstilllede langt mere i træ og af lokale håndværkere, hvor det i dag udgør en langt mindre del i forhold til industrielt fremstillede produkter.
Det er derfor også historien om at være gået fra at have eget savværk og primært handle træ, til at blive et byggemarked med alt fra cykler til skruer - og en noget bredere kundegruppe.
På den måde får man både den lokale historie - om virksomheden - men også om branchen. Det hele er holdt i relativt overskuelige, korte  kapitler, der har hvert sit tema som udgangspunkt.
- Den er netop lavet så man kan læse lidt af gangen - og lægge den fra sig, siger Lars Lyngskov, der debuterer som forfatter, men godt kunne forestille sig at dykke ned i andre virksomheders historie senere.

Førende i landet
I bogen tager Lars Lyngskov også et kig på historien om nogle af de særlige tiltag, hvor Vordingborg Trælast var førende i landet. Blandt andet var nogle af de første til at hive ideen om at lave små joller som bygesæt, hjem fra USA - det der blev til de meget populære OK- og optimistjoller.
- Jeg har ikke kunnet få det bekræftet, men det fremgår at der blev solgt 2.300 joller det første år, siger han og understreger, at det er et af få ubekræftede tal, der er taget med - og at han i bogen har koncentreret sig om trælastens virke og arbejde, og ikke er gået ind i regnskaber og økonomi.
Han har dog fået adgang til en række særlige dokumenter og beskrivelser - blandt andet om et arkitekttegnet hus, som trælasten byggede, men det kan være avisen afslører mere om det en anden gang - eller man kan selv læse det i bogen, der kan købes hos Bog og Idé i Vordingborg, hvor Lars Lyngskov vil signere på onsdag den 17. april fra 16 til 18 og fra 19 til 20.
Bogen er i øvrigt udgivet uden et forlag i ryggen, men med støtte fra Fog-fonden,  ligesom den naturligvis er trykt og sat lokalt hos Centraltrykkeriet i Vordingborg.

Lars Lyngskov har fået 140 års historie om den navnkundige Vordingborg Trælast ud på bogform. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar