• www.henriks-hvidevarer.dk

Lukas Hoffmann (t.v.) og Daniel Linnebjerg har, hvad de fleste nok - mildt sagt - ville kalde en speciel smag i biludsmykning.
Fotos: Brian Romberg

Grimheden griber om sig

Lidt er sket siden Sydsjællands Tidende sidst snakkede med Daniel Linnebjerg om hans passion for grimme biler. Den har nu fået en ”opgradering”, og i mellemtiden er også andre blevet inspirerede af den specielle stil. 

 

 

Vordingborg Den nye Toyota Corolla ”Shark” i Rat-style-serien giver mulighed for at skræddersy bilens design ned til mindste, gyselige detalje. Komforten er i bund, rattet er kædeindbundet og modellen kommer også med lækkert spånplade-interiør og efeu i loftet.  

Sådan kunne en bid af en reklametekst meget vel lyde, hvis det drejer sig om Daniel Linnebjergs bil. 

Den har nemlig fået lidt af et  ”ansigtsløft” siden sidst avisen mødtes med bil-entusiasten med hang til det, tjah... lad os bare sige ’specielle’. 

- Der er ikke ret meget originalt tilbage på den bil, siden du så den sidst, smiler han og fortsætter:

- Jo, bænken er den samme. Ellers er alt skrællet og lavet om. Og det er den tredje motor og snart fjerde gearkasse. 

- Med en ny motor skal toppakningen skal lige have lov at blive varm et par gange, før man fyrer den af. Det fik den vist ikke rigtig lov til, ler Daniel Linnebjerg.  

Siden sidst er stilen blevet en lidt anden. 

- Denne gang er det et råt look i stedet for underlige farver. 

 

Hugge cyklist midt over

Sidste gang, vi talte med Daniel, var politiet glade for at stoppe ham og lagde ansigterne i alvorlige folder - men nu er stemningen vendt. 

Dog gik det ikke med den kæmpe, på-svejsede hækspoiler. 

- Politiet sagde, at den var for høj og hang for langt ude. Jeg fik at vide af politiet, at en cyklist ville blive hugget midt over i tilfælde af en ulykke, fortæller han. 

Til gengæld stopper politiet ham ikke rigtig mere. 

- De smiler og vinker i stedet. Specielt ham, der stoppede mig med spoileren, stopper mig stadig og spørger, hvordan det står til, smiler Daniel Linnebjerg, der også har fået sin specielle kreation i Boosted Magazine, der gør sig i ombyggede biler. 

 

Halvt hæslig 

Flere biler i området synes at være kommet med på den spøjse trend. Det gælder også Lukas Hoffmann fra Neder Vindinge. 

- Der har været lidt gruppepres, ikke mindst fra Daniels side. Daniel mente, det ville tage to timer med en vinkelsliber. Det tog så en hel nat, ler Lukas Hoffmann, der bogstaveligt talt har en halv-hæslig bil. 

Hele venstre side - både ind- og udvendigt - er blevet ”frankensteinet”. 

- Det er sjovt at se folks reaktion. Her kan man da tale om et personligt præg, siger Lukas, der har spenderet en del penge på at købe udenlandske nummerplader, som han har plastret hele indersiden af taget til med. 

- Hvad sagde din far egentlig, spørger Daniel. 

- Han sagde ”Den er da blevet malet”, svarer kammeraten til begges morskab. 

- Men min er trods alt stadig behagelig at køre i, påpeger Lukas, som også har arvet sin Toyota Corella af sin morfar - ligesom sin kammerat.  

- Ja, min har elendig komfort. Der er overhovedet ingen affjedring, lyder det fra Daniel. 

 

Gruppe for de grimme

Daniel Linnebjergs næste projekt er allerede fastsat. 

- Jeg skal have købt en Toyota Starlet til min kæreste, og den skal også have en make-over.  Og har man i øvrigt på et tidpsunkt set en bil med en kuffert eller en trehjulet cykel på taget, er det Daniel, man er kørt forbi.  

Lukas Hoffmann derimod har tænkt sig at skære hul i kølerhjelmen og montere plexiglas, så man kan kigge ind til motoren. 

- Og så skal jeg have flere nummerplader, konstaterer han. 

De har også oprette en gruppe på Facebook for ligesindede. 

- Den hedder ’Grimmest Toyta Corolla’. Der er også   ’Rat Your Toyota’. Jo flere desto bedre, understreger de. 

 

Klik HER og se flere billeder af de to gutters grimme biler
 

 

Lukas Hoffmann (t.v.) og Daniel Linnebjerg har, hvad de fleste nok - mildt sagt - ville kalde en speciel smag i biludsmykning.
Fotos: Brian Romberg

Halvdelen af Lukas’ bil er plastret til med nummerplader indvendigt - en ikke helt billig dekoration, kan han fortælle.

Daniels bil er blevet til en haj - og er nogenlunde lige så behagelig at bruge som transportmiddel som havdyret ville være.

Båt, båt!

Det kæde-beklædt rat er ikke så praktisk. ”Til gengæld” er det ubehageligt.

Daniel Linnebjergs hækspoiler er nu modificeret. En betjent mente, at den tidligere hækspoiler ville klippe folk midt over.

En antenne på taget - ja, hvorfor ikke? På med den!

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar