• www.henriks-hvidevarer.dk

Sacha Keller, Tina Olsen og Rasmus Evind deler citymanager-rollen mens Jens Damgaard koordinerer dem. Foto: Klaus Røngaard

Handelsformænd bliver den nye Citymanager

Det bliver formændene i Stege og Præstø, samt eventmanageren fra Bycentrum, der sammen skal udgøre områdets nye Citymanager. Opgaverne er der ikke rokket meget ved, men sammenholdet er allerede bedre, lyder det.

Kommunen Det har været længe undervejs, efter den tidligere Citymanager røg ud fra Vordingborg Erhverv, men nu er man klar med den nye struktur, der hiver handelsforeningerne længere ind i ”maskinrummet”.
Således har Vordingborg Erhverv ansat handelsformændene i Stege og Præstø, Tina Olsen og Rasmus Evind, samt allokeret en del af event- og projektkonsulent Sacha Kellers timer, til at være den ny Citymanager-funktion.
Samtidig vil erhvervsservicechef Jens Damgaard have en koordinerende og mere overordnet rolle.
- Vi skal arbejde sammen på et mere strategisk niveau end hidtil, fortæller Sacha Keller, Bycentrum, der fremover mødes med sine nye makkere en gang om ugen, for at koordinere og udvikle kommunens største byer.
- Det er ikke en hemmelighed at handelsgaderne er lukningstruede, men jeg synes at vi er på vej ind i en sund udvikling. Det har jeg også talt med de andre om, fortæller hun.
Således har Citymanagerne nu et år til at iværksætte og gennemføre en række initiativer og planer, der kan gøre byerne bedre - og samtidig sørge for, at man ikke træder hinanden over tæerne, eller brokker sig over nabobyerne, som det ofte tidligere har været tilfældet.
- Men vi er alle tre relativt ”nye” og har ikke bagagen med. Vi er kreative og har mange idéer. Det synes jeg allerede godt jeg kan mærke, siger Sacha Keller. 
Hun lover således at der bliver mere samarbejde byerne imellem, end der hidtil har været, ligesom de med deres forskellige baggrunde kan spotte de ting, der skal gøres noget ved.
De får dog også noget hjælp og der er netop ved at blive indledt en nyt samarbejde med handelsskolen (ZBC), så man får de unges indblik i hvad byerne skal kunne.
- Der er mange butikker der står i et generationsskifte, og nogle kunne trænge til et pift, påpeger hun og understreger at med de unges ideer, kan man måske i højere grad få de unge til at blive ved at handle i gaden.
Derudover er målet stadig at tiltrække kædebutikker. 
Det har man snakket om i mange år, hvor der helt tilbage til den første citymanager var et ønske om en H&M, og andre lignende kæder.
- Det skal vi stadig arbejde med - netop fordi det giver noget kunderotation og mere kundetrafik, som kan gavne de andre butikker i byen, sier Sacha Keller på spørgsmålet om, hvad pointen egentlig er med kæder, når man nu har gode lokale butikker. 
Til at begynde med skal der dog laves nogle planer og mål for citymanagerfunktionen, der også skal have økonomien helt på plads. Der er dog sat af til, at projektet kan køre et år.
Det første der skal ske bliver dog at se på handelsanalyser og sørge for at de tre købstæder bliver tilmeldt årets handelsby-konkurrence og at de hver især optimerer i forhold til deres styrker - og så skal Jens Damgaard på tur rundt og lære de tre byer at kende, selvom han mest bliver overordnet koordinator.
- Fordelen med at det er os tre fra handelsforeningerne der deler citymanagerfunktionen er jo netop at vi kender byerne og snakker med butikkerne i det daglige, siger Sacha Keller, der stadig vilarbejde lige så hårdt for Bycentrum - timerne tages nemlig fra det hun i forvejen laver hos Vordingborg Erhverv, mens Tina Olsen og Rasmus Evind er ansat til et vist antal timer.

Sacha Keller, Tina Olsen og Rasmus Evind deler citymanager-rollen mens Jens Damgaard koordinerer dem. Foto: Klaus Røngaard

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar