Heino, læs aviser!

Jeg har læst, at Heino Hahn er glad for budgettet!!!
Sjældent har jeg læst så meget sludder som han giver udtryk for. Det mest morsomme er dog slutningen:
Her meddeler Heino Hahn, at det er ok, at informationen om og hvad der sker i Kommunen er ligegyldig fordi han næsten ikke læser aviser mere.
Bortset fra, at det er noget vrøvl, så er netop informationer om kommunen en meget vigtig side i lokalavisen. Vi som ikke bor i Vordingborg  by har kun disse sider til at finde ud af, hvad der sker i Vordingborg Kommune, som i sin arealudbredelse er meget stor. 
Kære Heino Hahn, begynd at læse aviser igen. Det hjælper!
Jeg ved, at man som byrådsmedlem har mulighed for at abonnere på aviser og at kommunen betaler. Og så kunne jeg godt tænke mig at høre mere om budgettet end om juletræer og blomster og de ældres BMI!
Du kunne tage på en sightseeing tur rundt i kommunen. Så vil du opdage et meget stort og vigtigt frivilligt engagement i næsten alt. Du vil også kunne iagttage, at der er mange grunde til, at turister besøger byer som Præstø, Stege, Nyord, Fanefjord med flere.
mit point er, at Vordingborg Kommune er mere end Vordingborg by.
Og så til sidst: Du beklager dig over, at din manglende avislæsning gør, at du mangler aviser til at tænde op i brændeovnen med. 
Har du, som byrådsmedlem ikke bemærket, at Vordingborg Kommune indsamler aviser i affaldsordningen? Det er ikke meningen, at du skal brænde dine aviser i brændeovnen.
De skal sendes til genbrug. Nøjagtig som borgerne har fået pålagt at gøre. Det gælder også dig!
Hvad med lidt seriøsitet fra din side?
At være kommunalbestyrelsesmedlem er ikke en leg vi leger.
Vi borgere forventer, at byrådsmedlemmerne er seriøse og velinformerede, velargumenterende og at de ved, hvad de gør.

Anette Ferdinand
Broskovvej 3, Broskov
4733 Tappernøje

 

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar