Linea, William og Nanna i fuld gang med at dekorere med de mange forskellige farver glasur og krymmel. Foto: Mette Neerup

Honningkagehjerter og hjerterum på Møns bibliotek

Farmorhuset fra Vordingborg tilbød børn og familier at dekorere honningkagehjerter i lørdags på Møns bibliotek.

Stege Omkring 30 mennesker kom forbi Farmorhusets honningkagebod på biblioteket i Stege, for at dekorere deres eget honninghjerte. Farmor selv holdt fri, så i stedet var det hendes hjælpere der stod klar til at tage imod og sørge for at det blev en hyggelig formiddag for de fremmødte. 
- Her plejer at komme flere til arrangementet, men på grund af vejret er flere folk blevet hjemme, mener Pett, der er frivillig i Farmorhuset og altså  en af værterne i dag.  Han ønsker dog ikke sit fulde navn i avisen.
- Men dem, der er kommet, har hygget sig. For en del er det en tradition at komme her og det er en rigtig familieaktivitet, der giver tid til ro og fordybelse og  på en måde tvinger forældrene til at lave noget med deres børn, fortsætter Pett med et smil. 
- Nogle forældre ved slet ikke hvordan de skal gribe det an, når de får et honninghjerte at dekorere, men når de først kommer i gang, er de ofte svære at stoppe igen, siger Pett, der er frivillig i Farmorhuset fordi han kan lide Annette (Farmor), og det hun udretter. 
- Annette plejer at sige at alle hendes tiltag skal være til glæde for byens borgere og Vordingborg kommune, afslutter Pett, der skal tage imod en nylig ankommet far, der sammen sin datter bliver budt velkommen og udstyret med et honninghjerte.
Farmorhuset  har lignende arrangementer på de andre biblioteker i kommunen og har sågar været i Nakskov i år for første gang. Men Farmorhuset tilbyder meget mere end honninghjerter til jul. Der er løbende tilbud om arrangementer gennem året forskellige steder i kommunen. Deriblandt  til tirsdagsmarked i Stege, hvor hun altid er at finde med sine bondegårdsdyr og selvfølgelig i Farmors legecafé i Vordingborg, hvor der i sommerhalvåret er åben hver lørdag formiddag.

Linea, William og Nanna i fuld gang med at dekorere med de mange forskellige farver glasur og krymmel. Foto: Mette Neerup

Linea Torpfeldt med sit flot dekorerede honninghjerte. Der anes blandt andet en snemand. Foto: Mette Neerup

Farmors julemus havde lige så frækt spist af Nannas honinghjerte. Foto: Mette Neerup

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar