• www.henriks-hvidevarer.dk

Familien Nordkvist Permin fra Kalvehave, der var af sted med gode venner. Foto: Mette Neerup

Hornfisk skaber lystfiskerhistorier

Hornfiskearrangement ved Camping Mønsbroen i lørdags var et tilløbsstykke. 

Stege Vordingborg kommune havde i samarbejde med Fishing Zealand atter en gang arrangeret  familiefisketur, med det formål at fiske efter hornfisk. 
Fiskeguide Knud Stangegård havde travlt med at hjælpe de mange lystfiskere in spe, med at rigge fiskestænger til. På trods af lang kø, tog han sig tid til at komme med råd og anekdoter. 
- Ved du hvorfor man ikke må smide kroge fra sig i græsset eller hvorfor man ikke må lade overskydende fiskeline ligge at flyde?, spurgte Knud Stangegård en dreng, mens han hjalp med tilrigningen. 
- Det er fordi hunde kan komme til at træde på krogen eller måger kan få slugt noget line, forklarede fiskeguiden, der har været lystfisker i  50 år.

Nordenvind
 -”Er vinden i nord, skal du blive hjemme hos mor”, siger  Knud Stangegård, der hentyder til at vindretningen på dagen ikke er helt optimal. Men det er nu, at hornfiskene kommer ind i Østersøen, for at gyde og det i et antal og så kystnært, at det bliver muligt for alle at fange den. 
- Det er en sjov fisk at fange, fordi den kæmper, fortæller Troels Permin fra Kalvehave, der er med til arrangementet for første gang med sine to døtre. 
- Vi har fisket i mange år. Både efter ørred, gedder og aborrer, tilføjede datteren, Ellen på 15, mens de stadig var i gang med at rigge grejet til. 
På begge sider af molen stod håbefulde fiskere og ved bålet var der gang i snobrødsbagning. 
- Det er tredie gang vi er med og vi synes det er så hyggeligt, sagde Anna Demcker.Foruden selve det at fange en hornfisk, fremhæver hun også det sociale aspekt i arrangementet. 
- Det er god læring og Knud er god til at give fif og fortælle historier. Det kan give nogle børn nye interesser, tilføjede Anna Demcker. 
Hun måtte dog trække i ekstra varmt tøj, da vejret var til den kølige side. Hvor mange hornfisk, der blev fanget i løbet af dagen står hen i det uvisse. Men mon ikke dagens fangst kan afføde en lystfiskerhistorie eller to. Om ikke andet så for det hyggelige samvær på en omskiftelig lørdag i maj.

Familien Nordkvist Permin fra Kalvehave, der var af sted med gode venner. Foto: Mette Neerup

Knud Stangegård er fiskeguide og har travlt med at hjælpe folk med at rigge fiskestænger til. Foto: Mette Neerup

Foto: Mette Neerup

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar